© iStock

Hjælp: Jeg føler mig fanget i mit forhold

En læser overvejer at forlade sin drømmemand. Udefra er alt perfekt, men inderst inde mangler hun sin frihed

28. februar 2015 af Marianne Fischer

Nød: Jeg er i starten af 20’erne, og min kæreste er midt i 20’erne. Vi har været sammen og boet sammen i et par år, har hund og lige købt hus sammen. Nu står jeg desværre i den uheldige situation, at det er gået op for mig, at jeg slet ikke er klar til eller har lyst til alt det her.

Der er stadig så meget, som jeg stadig gerne vil nå i mit liv, som jeg pludselig føler mig totalt afskåret fra. Jeg drømmer om at arbejde og bo i udlandet, når jeg om et par år er færdig med mit studie.. Hvorimod han går og håber, at vi skal giftes, have børn og leve et helt normalt liv herhjemme - sådan kan jeg slet ikke se mig selv.

Jeg elsker min kæreste, han er et fantastisk menneske, og vi har det godt sammen. Dog har der den seneste tid ikke været særlig meget intimitet i vores forhold, og vi har sjældent sex mere. Vi har det dog fantastisk sammen, men jeg er bare bange for, at vores veje er ved at skilles. Jeg føler lidt, at jeg har mødt manden i mit liv 10 år for tidligt og er nok begyndt at indse, at det måske mere er for trygheden, og fordi jeg er blevet vant til den hverdag, vi har sammen, at jeg er sammen med ham, og det har sat mig i et KÆMPE dilemma.

Jeg er bange for at vågne op om 10 år og indse at alt det, som jeg gik og drømte om, aldrig er gået i opfyldelse, og jeg har allermest lyst til bare at stikke af fra det hele lige nu. Jeg ved, at det ikke bare er en periode, jeg skal igennem, men at jeg nok bliver nødt til at handle før at det er for sent.

Hvordan mener I, at jeg skal håndtere alt det her, og er der nogen der har stået i lignende situation?

DET SIGER DEBATTEN

Vitaminwater: Helt ærligt, så synes jeg, du skal snakke med ham om det. Sig det til ham, for han burde forstå det, at du gerne vil ud og opleve og undersøge! Du er jo stadig vildt ung! I elsker hinanden rigtig meget, men måske I skal vente 5-10 år? Jeg kan godt forstå, at du har lyst til begge ting. Men det ville være ærgerligt, hvis du skulle stå om 10 år og tænke: ’bare jeg havde gjort sådan, sådan, sådan osv.’. Der er jo ingen, der siger, at I aldrig skal se hinanden mere? Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når I lige har købt hus sammen. Det er jo et stort skridt som par. Men jeg synes, du skal snakke med ham - ingen tvivl om det. Og med hensyn til det med sex og intimitet, så synes jeg, igen, snak med ham! Han vil helt sikkert gerne have mere sex, ligesom dig og bare kysse og nusse lidt mere? Det kan også være det, der mangler, for at du føler dig mere klar? Så alt i alt, tag en god lang snak med ham. Håber på det bedste.

Foodismayaddi: I din situation tror jeg desværre bare ikke, det hjælper at snakke om det. Selvom han forstår det, ønsker at arbejde med jeres forhold og ønsker at give dig den frihed til at gøre alle de ting, du er bange for at gå glip af... Så vil han stadig være der og du er stadig nødt til at tage hensyn til ham. Du vil aldrig kunne komme til at opleve den frihed, som jeg næste kan mærke på dig, at du savner og drømmer om.

Selvom I bliver enige om, at du nu skal udleve nogle drømme, så vil din kæreste stadig være, som en "klods om benet på dig". Grunden til, at I ikke er så intime længere, er vel ikke fordi, I har glemt det, men du har måske ubevidst trukket dig væk fra forholdet, fordi du er begyndt at længes efter græsset på den anden side.

Som jeg ser det, har du tre muligheder:
- Tag springet, og gå fra din kæreste, og lev dine drømme ud
- Bliv hos din kæreste, og forsøg at skubbe dine drømme til side
- Se, om I kan finde en mellemvej i dine drømme. Den svære her er, at for at det er DINE drømme, der bliver udlevet, er du nødt til at være egoistisk, og derfor kan det være svært at gå på kompromis og stadig få det, som man vil have det. Jeg kender rigtig godt dit dilemma fra mig selv.

Nød: Hvordan vente 5-10 år? Med vores forhold eller? Det med sex har været oppe flere gange. Jeg har haft flere sammenbrud over, at alting bare er gået i stå (det betyder meget for mig) og hver gang bliver vi enige om at prøve at få det til at fungere - dog altid uden held. Perioden med sjælden sex har varet i næsten et år.

Jeg ved, at sex og intimitet ikke vil være det, der gør mig klar. Jeg har for nylig haft en eyeopener, og derefter er det bare gået op for mig, at jeg har været så fokuseret på, at gøre alle andre glade og leve op til deres forventninger i stedet for at mærke efter i mig selv og gøre det, som JEG har haft mest behov for.

Alle ser os som det perfekte unge par: Vi har styr på økonomien. Vi har købt hus og bil og next step er børn og så ellers bare leve et normalt liv med et 8 - 16 job. Jeg føler mig klemt og fanget i mit eget liv, som jeg ikke længere har lyst til at være en del af - det er bare gået op for mig lidt for sent.

Foodismayaddi: (…)Dit dillema minder meget om min situation.

En ganske kort forhistorie: Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år, samme alder som jer. Vi bor i lejlighed (dog ikke ejer) og har egentlig et meget almindeligt liv. Arbejder og går i skole og snakker ofte om fremtid. Jeg har altid tænkt, at min kæreste var ham, jeg skulle ende mine dage med, da han indeholder alle de egenskaber, jeg altid har søgt i en kæreste og mand. Men i det sidste år begyndte jeg at tænke tanker som, "hvordan ville jeg have det, hvis jeg var mig selv", og jeg kunne god lide de tanker og begyndte at sende lange misundelige blikke efter mine singleveninder, der konstant lavede mad, tog i byen og oplevede det ene og det andet, hvor jeg havde en kæreste at skulle tage hensyn til. Men jeg overbeviste mig selv om, uden at blinke, at det var normalt at føle sådan efter mange års forhold


Til nytår fik jeg et enormt wakeup-call omkring (der skete noget specifikt, jeg holder for mig selv), hvad jeg egentlig i virkeligheden ønsker, nemlig at være mig selv og lære mig selv at kende. Jeg har boet for mig selv i 6 måneder, fra jeg flyttede hjemmefra til jeg mødte min kæreste, og jeg er generelt et meget selvstændigt menneske, så det var egentlig alt for tidligt.

Jeg snakkede med min kæreste om det, og han blev selvfølgelig dybt ulykkelig over, at jeg gik med disse tanker og overvejelser, og er der noget, jeg er dårlig til, så er det at gøre en andet menneske ked af det.

Så jeg lovede ham derfor efterfølgende, at vi kunne arbejde på vores forhold, og det gør vi så stadig. Men den første måned var en kamp for mig. Den næste måned er lettere, og jeg håber, at næste måned bliver endnu lettere. I bund og grund tror jeg desværre ikke, at min kæreste og jeg holder, hvis min indstilling bliver ved med at være, som den er nu.

Grunden til at jeg holder fast er:
1. Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde finder en mand, der har de samme kvaliteter, som min kæreste. Han er seriøst min drømmemand (dog har han også nogle fejl, der de sidste 2 måneder er begyndt at irritere mig rigtig meget, selvom de altid har været der... mindfuck)
2. Min kæreste er seriøst en god fremtid. Han er en af de gode
3. Jeg er så skide bange for at fortryde!!!!!!!!!! Jeg ved ikke, om jeg vil kunne leve med konsekvensen, hvis jeg skulle fortryde, når det er for sent at ombestemme sig.

Ville ønske at jeg kunne pakke ham ind i bobleplast og stock ham hos Boxit det næste års tid og så leve mit liv efter mig eget hoved og så derefter kunne tage en beslutning om, hvad det egentlig er, jeg har lyst til (men sådan fungerer livet desværre ikke)

Jeg giver vores forhold en ærlig chance, men er i virkeligheden og skide bange for at stoppe det. Jeg er mest bange for det økonomiske aspekt (ja, det er åndsvagt), samt at jeg er nødt til at flytte og ikke kan finde et sted, hvor jeg kan have mine katte - sådan nogle lavpraktiske ting, som jo ikke bør holde en i et forhold.

LÆS OGSÅ Ugens dilemma: Hjælp! Min roomies kæreste er her hele tiden

Nød: Tak for at du vil dele din situation. Den med at pakke ind i bobleplast og gemme væk er jeg vild med - det ville jeg også meget gerne kunne.

Jeg frygter også, at jeg aldrig finder en, der er helt så god som ham. Men så alligevel jeg vil hellere fortryde de ting, jeg har gjort, end de jeg ikke fik gjort. Lige nu føler jeg bare ikke, at vi skal i samme retning, og jeg håber inderligt - hvis jeg får taget mig sammen til at gøre det forbi, at vores veje en dag vil krydses igen, men lige nu - der er det bare ikke det rette tidspunkt.

I det mindste lyder det ikke til, I er så økonomisk bundet til hinanden. Vi sidder med fælles lån i banken og har næsten alting sammen. Jeg kan slet ikke overskue, hvordan det vil ende, hvis vi skal til at sælge et hus, vi lige har købt, eller hvordan vi skal løse det hvis en af os bliver boende. Jeg har fx. ikke råd til at sidde i det alene på min SU.

Jeg er også meget i tvivl, om hvornår jeg skal smide bomben, men der er vel aldrig 'det rette tidspunkt'. Vi er endnu ikke flyttet ind i huset, men er i gang med at klargøre det. Om en måneds tid overtager vi det, og der har han fødselsdag. Og jeg vil heller ikke trække det for langt ud, for så falder jeg bare tilbage til de gamle vaner, indfinder mig med min situation og kommer aldrig videre. Derudover kan jeg ikke lade være med at frygte vores familiers reaktion - men igen, her skal jeg nok bare kun tænke på mig selv og ikke så meget på nogen andre. Hvad gør I for at arbejde på forholdet Foodismayaddi?

Snowdrop: I forhold til det med at fortryde: Da jeg gik fra min kæreste, så hjalp det mig meget at tænke på, at hvis jeg fortrød, jamen så var det en ny situation! Forstået på den måde, at så måtte jeg jo kæmpe for at få ham tilbage, hvis jeg endte med at vitterligt fortryde det. Håber, at det giver mening!

Nød: Det giver mening. Jeg er bare bange for, at jeg smider lidt for mange ting på jorden til, at vi kan samle det hele op igen. Hvordan gik det med dig? Endte du med at fortryde?

Foodismayaddi: Vi prøver at være mere åbne overfor hinanden - i stedet for at brænde inde med ting, der irriterer os, eller som vi ønsker er anderledes. Jeg er dog rigtig dårlig til det, men prøver på det. Derudover, så er vi blevet bedre til at fokusere på at lave ting sammen. Og sidst og vigtigst: Så er jeg blevet bedre til at sige fra overfor min kæreste. Jeg har bare brug for at være mig selv - det er det problem, der har fået mig herud.

Så jeg er blevet bedre til at sige til min kæreste, når jeg har brug for en aften alene og min kæreste er blevet bedre til at komme ud af lejligheden og lave noget med drengene (noget han har forsømt MEGET de sidste halve år, så vi har været konstant op og ned af hinanden). Det er så vigtigt for mig, at kunne have aftener, hvor jeg sidder og er mig og gør, hvad der passer mig, spiser hvad der passer mig, ser hvad der passer mig. Men det er bestemt ikke OK endnu - langt fra. Jeg savner rigtig meget ensomheden (ja, hvor underligt de end lyder)

Snowdrop: Jeg fortrød ALDRIG! Jeg gik med 'hjertesorgen' i et halvt år op til, og da først beslutningen var taget, så kiggede jeg mig ikke tilbage.

Hvad synes du - skal hun gå fra kæresten? Deltag i debatten her

Læs mere fra samme kategori