Det er skønt at være forelsket, men det kan være svært at holde ved lige. For mange kan det føles usikkert, når forelskelsen forsvinder, for betyder det så, at kærligheden også er væk? Vi har spurgt parterapeut og sexolog Vibeke Lemvig Nielsen fra Terapifyn.dk, hvad forskellen på forelskelse og kærlighed er.
“Forskellen på en forelskelse og ægte kærlighed er, at en forelskelse er en tilstand, hvor vi får udløst en skøn cocktail af forskellige hormoner og belønningsstoffer i hjernen. Ægte kærlighed er, når vi er i stand til med empati at rumme og acceptere et andet menneske, præcis som han eller hun er,” forklarer hun.
Hvad er de typiske tegn på, at man er forelsket?
“Når du er forelsket, vil du have en oplevelse af at være opløftet, lidt nervøs men på en spændt måde, og din tankegang kredser hele tiden om den, du er forelsket i. De fleste oplever sommerfugle i maven, og nogen har en oplevelse af, at 'jeg er ved at blive skør'.
Det skyldes, at hjernen udløser forskellige hormoner, når man er forelsket. Under en forelskelse udløses hormonet dopamin, der giver en følelse af afslappet velbehag og lykke. Dopamin udløses for eksempel, når du får en udløsning, orgasme eller lignende. Oxytocin, som er et samhørighedshormon, udløses også under en forelskelse.
Der udløses også stresshormoner som cortisol, der bevirker, at du kan opleve forelskelsen som om, at din krop kommer i en form for ‘alarmberedskab’, og som også bevirker, at dine tanker er fokuseret på præcis den, du er forelsket i.
Hos kvinder udløses også mere af det mandlige kønshormon, testosteron, der øger lysten til sex.

Der er også meget på spil i dit sind, når du forelsker sig. Vi forelsker os jo ikke i alle, vi møder, men i lige præcis 'ham' eller 'hende'.
Det ubevidste i os ved instinktivt, at lige præcis han/hun kan hjælpe mig med at blive hel, fordi han/hun har en personlighed, der spejler barndomstraumer/skyggesider på en sådan måde, at du kan genopleve disse traumer og/eller skyggesider og få helet dem, nu hvor du er er voksen.
Hvis forelskelsen er gengældt, får vi primært spejlet det fantastiske væsen, vi også synes, vi er, fordi vi oplever, at partneren ser det fantastiske i os. Så egentlig bliver vi forelskede i os selv i en gengældt forelskelse.”
Hvad er de typiske tegn på, at det er kærlighed?
“Når forelskelsen lægger sig, skal du til at lære din nye partner at kende for alvor. Det er først her, du egentlig finder ud af, hvilken mand eller kvinde, du har med at gøre.
Du opdager også sider ved partneren, du måske ikke er helt vild med, men det, du er vild med, vinder, og du vælger at acceptere partneren for den person, han/hun er. Du oplever, at du har lyst til at vise omsorg og rummelighed og lyst til også at støtte din partner, og du får også denne gestus gengældt fra din partner.
Det betyder, at han/hun lærer også at rumme dig. Du begynder dertil sindsmæssigt at opdage, at partneren rent faktisk repræsenterer dine skyggesider (skyggesider er den del af dig selv, som du oplever, du helst ikke må vise omverdenen, fordi du er opdraget til kun at vise din maske – det vil sige de sider af din personlighed, som du oplever som dine gode sider).”
Kan man selv skelne mellem de to tilstande?
“I forelskelsen er du fokuseret, spændt og har ikke lyst til at beskæftige dig med så meget andet end den nye partner.
Når du føler kærlighed, har du lyst til at vende tilbage til de andre aktiviteter og områder i livet: venner, familie, arbejde og studie for eksempel sammen med med din partner.
Du har en oplevelse af tryghed og samhørighed med din partner – men på en langt roligere måde end under forelskelsen.”

Er der noget, man skal være særligt opmærksom på, når forelskelsen forvandler sig til kærlighed?
“Det er en idé at spørge dig selv om, om du virkelig har lyst til at fortsætte med den pågældende partner, når forelskelsen lægger sig. Når forelskelsen lægger sig, begynder vi nemlig at projicere – at spejle de negative ting, vi oplever i os selv, over på parteneren.
Et eksempel kunne være, at du oplever irritation eller/og frygt, hvis han kommer for sent til en aftale. Hvis du selv er opdraget til at være punktlig, har du måske fået skæld ud, når du ikke var det, og så vil du kunne blive irriteret på din partner.
Hvis projicering bliver for voldsomt og negativt og giver mange slåskampe med partneren, er der måske ikke nok kærlighed og accept i forholdet.”
Kan man gøre noget for at ‘forblive forelsket’?
“Du kan ikke forblive forelsket i al evighed. I virkeligheden er det også lidt hårdt for vores system at være forelskede hele tiden på grund af den store dosis af forskellige hormoner, som udløses under forelskelsen.
En forelskelse kan vare fra nogle få uger op til et par år. I et godt forhold med kærlighed kan forelskelsen blomstre op ind imellem, hvis begge parter er villige til at gøre noget for at genskabe og dyrke de positive spejlinger mellem dem.
Det kan da være en god ide at mindes de dejlige oplevelser og dejlige følelser, I havde under forelskelsen. I kan tale om jeres kærlighed og bruge tid på at se hinanden ind i øjnene i lang tid, hvilket stimulerer produktionen af Oxytocin og måske også Dopamin.
I kan også indføre ritualer og mærkedage, hvor I hylder kærligheden til hinanden. Det er vigtigt, at du tør udtrykke din kærlighed til din partner; det gælder både verbalt og fysisk.”