Kvinder der bekymrer sig
Ikke mange mennesker er klar over, hvad det vil sige, at være medmisbruger. © Getty Images

Er du medmisbruger uden at vide det? Kend tegnene her, og bliv klogere

Har din kæreste udviklet et misbrug af eksempelvis hash eller alkohol?

20. maj 2020 af Helene Desirée Jørgensen

Har du nogensinde datet en person med et hash-, stof,- eller alkoholmisbrug samtidig med, at du har sat dit eget liv på pause for at hjælpe din partner? Så er der sandsynlighed for, at du har været medmisbruger i dit eget forhold. 

Når det kommer til medmisbrug, er det store problem, at én person i forholdet tror, at det er i orden, at han eller hun ikke bliver behandlet godt. 

Vi har talt med psykolog Carsten Juul, som har beskrevet, hvad det vil sige at være medmisbruger, og hvordan du bryder mønsteret. 

Hvad er medmisbrug? 

Mange tror, at medmisbrug går ud på, at du sætter dig ned og ryger hash med en hashmisbruger, eller at du tager en øl med en alkoholiker. Sådan er det dog ikke. 

“Det betyder, at du har et brændende ønske om at være den, der kommer til undsætning og ’redder’ personen ud af hans eller hendes misbrug. Det gør du blandt andet ved at tilsidesætte dine følelser, behov og ønsker for at bruge al din tid og energi på misbrugeren,” fortæller Carsten Juul. 

Selvfølgelig giver det en god følelse i kroppen, når du føler, at du ’hjælper’, men desværre risikerer du også, at din partner og hans/hendes adfærd kommer til at fylde store dele af dit liv. 

Kendetegn ved medmisbrug

Hvis du er i tvivl, om du er medmisbruger, kan du se, om du kan nikke genkendende til nogle af disse almindelige kendetegn:

  • Du mangler evnen til at tale om og fokusere på dine egne personlige problemer.
  • Du har stor medfølelse over for din partner og hans/hendes misbrug.
  • Du går på kompromis med dit eget liv.
  • Du føler dig tvunget til at løse din partners problemer, give råd og fungere som en slags terapeut ham/hende.
  • Du er frustreret over, at din partner handler illoyalt, svigagtigt og imod hans/hendes eget bedste.
  • Du har en frygt for at begå fejl. 
Kvinde der tænker
© Getty Images Kan du genkende nogle af tegnene på at være medmisbruger?

Medmisbrug i et forhold

“Når du er medafhængig i et forhold, er det muligvis dramaet og ‘beskytterrollen’, der nærer dig. Medmisbrugerens formål er at redde misbrugeren, og du opnår en følelse af at være uundværlig – hvilket selvfølgelig er en rar følelse, som du ønsker at beholde. Derfor kan du begynde at træffe uhensigtsmæssige beslutninger som for eksempel at overtage alle praktiske gøremål, indtage en forældrerolle og undskylde misbrugerens adfærd,” fortæller Carsten Juul.

Et andet almindeligt eksempel er, at du forsøger at ’kontrollere’ din partner for at sikre, at han eller hun holder sig fra misbruget, netop fordi at du kun ønsker at hjælpe og derved kun har gode hensigter. Ikke nok med, at det kræver en masse kræfter fra din side, men du vil finde ud af, at det vil højst sandsynligt ikke lykkedes. 

"Man skal huske, at misbrugeren en ambivalent og egentlig nok gerne vil ud af misbruget, men vil faktisk også gerne fortsætte misbruget” fortæller Carsten Juul. Efter noget tid, begynder du at tillade en mere og mere uhensigtsmæssig adfærd fra din partner – og måske gør du det endda helt uden at tænke over det.

Alt dette kan give anledning til en masse bekymring og overtænkning, da det for dig handler om hele tiden at være på forkant med misbruget. ”På den måde risikerer du at blive fanget i et net af ubehagelige følelser, som misbrugeren også lider af. Dette kan i værste tilfælde ende ud i depression, stress og angst,” fortæller Carsten Juul.

Kvinde hos en psykolog
© Getty Images Søg hjælp hos en psykolog, hvis du synes, at du lever i et forhold med misbrug.

Behandling af medmisbrug 

Er du medmisbruger til en, der har udviklet et misbrug, kan du søge professionel hjælp hos en psykolog, som kan hjælpe dig med med at tackle situationen. For selvom du gerne vil hjælpe din partner, skal du først og fremmest tænke på DIG og dit liv.  

Noget af det bedste, du kan gøre for dig selv, er at begrænse overtænkning og bekymringer, så du kan tænke klart og forholde dig bedre til din partner. “På den måde mindsker du risikoen for at blive viklet ind i et spind af overtænkning, skyld og usikkerhed,” afslutter psykolog Carsten Juul.

Husk: Det er hundrede procent forståeligt, at du elsker og vil beskytte din partner, men det er vigtigst, at du også elsker og beskytter dig selv. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.