Micro-cheating
Ved du, hvad micro-cheating er?© Getty Images

Har du hørt om micro-cheating, og bliver du selv udsat for det?

Disse tegn på micro-cheating skal du være opmærksom på

16. november 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

Er det første gang, du hører om micro-cheating, så bare rolig – du har ikke levet under en sten. Det er nemlig en relativt ny italesættelse for det, vi hidtil har kendt som ‘lidt for flirtende adfærd overfor andre end sin partner’. 

Micro-cheating kan være svært at definere, da alle forhold er forskellige, når det kommer til individuelle grænser og indbyrdes aftaler. Netop derfor kan det også være svært at lave en generel beskrivelse af micro-cheating

Vi har dog alligevel prøvet. Bliv meget klogere på micro-cheating lige her. 

Hvad er micro-cheating?

Micro-cheating kan beskrives som en række små, følelsesbaserede handlinger, sm en person laver bagom sin partners ryg. Handlingerne er rettet mod en anden end personens partner og foregår typisk i det skjulte.

Med andre ord kan micro-cheating defineres som følelsesmæssig utroskab. Dette indebærer, at personen ikke fysisk er sin partner utro ved for eksempel at have sex eller kysse med en anden, men at personen stadig har brudt med forholdets eksklusivitet ved at være følelsesmæssigt involveret med en anden end partneren. 

Det er netop de små intime forbindelser udenfor forholdet, som danner grobunden for micro-cheating. I nyere tid er det blevet betydligt lettere at begå micro-cheating, da vores digitale verden skaber rammerne for konstant at skrive, ringe og kontakte personer på anden vis. 

Begrebet micro-cheating kan spænde vidt og bredt, og netop derfor kan det også være forskelligt fra forhold til forhold, hvad der kendetegnes ved micro-cheating – alt efter, hvilken forståelse I har med hinanden om at være i et forhold. 

Micro-cheating
Kan du genkende micro-cheating adfærd?© Getty Images

Hvilken adfærd kan tælle som micro-cheating

Der findes ikke én komplet liste over adfærd, der kan tælle som micro-cheating, da det som nævnt kan være individuelt fra forhold til forhold, hvor jeres grænser går. Dog kan du læse mere om micro-cheating-lignende adfærd herunder. 

Adfærd, som indikerer micro-cheating, vil typisk bestå i små løgne eller intime fortroligheder, som den utro fortæller til en følelsesmæssig forbindelse udenfor forholdet. Eksempler kan være: 

  • At undlade at fortælle, at man er i et forhold
  • At fortælle om usikkerheder i sit parforhold, selvom det ikke passer
  • At fortælle, at man udelukkende bor sammen med sin partner for børnenes skyld
  • At lyve om at være single, selvom man faktisk er i et forhold.
  • At lyve om, at man kun bor sammen af praktiske eller økonomiske årsager 
  • En generel nedtoning af det forhold, man er i
  • At fortæller, at man er usikker på, om ens forhold holder

Micro-cheating kan også være handlinger, som overskrider forholdets eksklusive grænser – for eksempel:

  • ‘Uskyldig’ flirtende adfærd i byen
  • Gentagende flirtende beskedsamtaler 
  • At klæde sig på en bestemt måde, når en bestemt person er tilstede
  • At lyve om ens færden overfor sin partner, når det involverer bestemte personer
  • At slette beskeder, så ens partner ikke ser dem

Tegn på, at du bliver udsat for micro-cheating

Selvom det langt fra er ens for alle, er der nogle tegn, du kan holde øje med, hvis du har mistanke om, at du bliver udsat for micro-cheating af din partner: 

  • Din partner bruger pludselig meget mere tid på sin telefon, end han eller hun førhen har gjort
  • Din partner går i forsvars-mode, når du spørger ind til, hvem personen skriver med
  • Din partner påpeger ofte, at personen finder andre mennesker attraktive eller smukke, mens du er tilstede
  • Din partner virker distanceret og fraværende, når du prøver at føre en samtale
  • Din partner trækker sig tilbage i forholdet og bliver dårligere til at tage initiativ til aktiviteter sammen
  • Din partner opsøger gamle ekskærester 

Micro-cheating
Hvis micro-cheating opdages, kan det skabe konflikter i forholdet.© Getty Images

Hvordan kan micro-cheating påvirke dit forhold?

Micro-cheating kan påvirke dit forhold på flere måder. 

Der kan hurtigt opstå en følelsesmæssig distance i et forhold, hvis den ene part micro-cheater, da dele af de følelser, tanker og handlinger, som normalt er i et forhold, pludselig bliver rette mod en anden. Dette kan skabe en følelse af utilstrækkelighed hos den tro part i forholdet. 

Hvis micro-cheating opdages, kan det også skabe konflikter i forholdet. Det kan nemlig give anledning til diskussioner, om hvorvidt der er tale om grænsebrud eller ej, da hver part i forholdet kan have forskellige grænser for, hvornår der er tale om tillidsbrud. 

Ligeledes kan oplevelsen af tillidsbrud og svigt føre til, at forholdet lider under usikkerhed, utryghed og manglende tillid. Det kan derfor være svært at stole på sin partner igen, hvilket er en væsentlig ting for et sundt parforhold. 

Husk, at alle forhold er forskellige

Vi håber, at du er blevet klogere på det lidt flyvske begreb micro-cheating

Husk på, at alle forhold er forskellige. Så en handling kan for nogle være over grænsen, mens den for andre kan være helt inden for rammerne. 

Snak derfor med din partner og sæt begge to ord på de forventninger, grænser og oplevelser, I har til hinanden og forholdet. Intet er nemlig forkert, så længe I bare er på bølgelængde med hinanden.  

Kilder: Websexolog.dk, mindbodygreen.comcosmopolitan.com