Det kan være virkelig hårdt at være tæt på en narcissist, og det kan føre til et liv med lavt selvværd og stress. Woman har med Susanne Møberg, der er forfatter og coach. Hun har specialiseret sig i narcissisme og skrevet flere bøger om emnet. Vi har blandt andet spurgt hende om, hvad narcissisme er, hvordan vi kan genkende en narcissist, og hvorfor vi sommetider forelsker os i narcissister.
Hvad er en narcissist?
Narcissisme er en diagnose – en personlighedsforstyrelse. Fælles for narcissister er, at de har et forstørret selvbillede, og at de har brug for andres opmærksomhed. De kan være manipulerende, og de kan have tendens til at fordreje virkeligheden uden at have medfølelse og uden at tage hensyn til menneskerne omkring dem.
Sådan beskriver Susanne Møberg en narcissist, men hun lægger også vægt på, at narcissister alle er forskellige. Hun uddyber, at nogle kan være frembrusende og selvcentrerede med store armbevægelser, mens andre kan være raffinerede og sværere at gennemskue. Og så er der også narcissister, som påtager sig rollen som offer.
Den type narcissist, der kan være sværest at gennemskue, er de narcissister, der udadtil virker sympatiske. De er nemlig gode skuespillere, og de kan være venlige og charmerende, mens de det næste øjeblik er tyraner.
Både mænd og kvinder kan være narcissister. Det kan være din forælder, veninde, kollega og ikke mindst din partner.

Hvorfor bliver nogle narcissister?
Vi er alle født som narcissister, fortæller Susanne Møberg, da vi som babyer kun tænker på vores egne behov. Vi græder og skriger, hvis vi er sultne eller ikke er tilfredse – helt uden at tænke på andre såsom vores trætte mødre. Langt de fleste vokser op og udvikler evnen til at respektere andre og føle empati, men den evne får de skadelige narcissister ikke.
Hvordan genkender du en narcissist?
Det kan være svært at genkende en narcissist, men det er muligt, fortæller Susanne Møberg. Ikke alle narcissister er ens, men nogle af disse punkter går særligt igen hos narcissister:
- En narcissist har et overdrevet behov for opmærksomhed og beundring og vil gå langt for at få opfyldt disse behov.
- De har en manglende evne til at kommunikere. I et sundt forhold forsøger vi ofte at finde en fælles løsning på en konflikt. Men en narcissist taler i cirkler og går efter drama.
- Han eller hun er ikke interesseret i fælles løsninger. Jo mere konflikt og drama, jo mere opmærksomhed får narcissisten – og en narcissist har brug for, at du beskæftiger dig med ham/hende.
- En narcissist er forførende, manipulerende, kontrollerende og grænseoverskridende.
- En narcissist lyver, benægter og fordrejer virkeligheden og har ingen empati, forståelse eller respekt for dine følelser, grænser og behov.

Narcissist, psykopat eller sociopat?
Narcissister og psykopater stræber begge efter at opfylde deres egne behov på bekostning af andre, og de er begge meget selvcentrerede, manipulerende og mangler empati for andre mennesker. Alligevel er narcissister afhængige af andres beundring og opmærksomhed.
Psykopater er derimod mere ligeglade med, hvad andre tænker om dem, og de kan synes, det er en fordel, hvis du synes, de er et dårligt menneske. Særligt hvis dette betyder, at du ikke tør sige din mening eller sætte grænser over for ham eller hende.
Sociopater er socialt dårligt integrerede psykopater, som er mindre strukturerede og mere impulsdrevne. Dette er modsat de “ægte” psykopater, som er bedre socialt tilpassede, udspekulerede og beregnende.

Hvorfor bliver nogle forelsket i en narcissist?
Åhh... At være forelsket kan være så fantastisk dejligt. Især når den, du er sammen med, overøser dig med kærlighed. Netop af denne årsag er det nemt at blive forelsket i en narcissist.
Susanne Møberg fortæller, at narcissister har en god evne til at forføre og flirte. De er kan nemlig være charmerende. Og de kan i starten af et forhold bombardere dig med opringninger og sms'er, som kan føles som stærk kærlighed – men i virkeligheden er det for at kontrollere dig og selv få opmærksomhed. Hun uddyber:
“I stort set alle samtaler, jeg har, fortæller de [som er udsat for narcissisme] om en hel eventyrlig stor forelskelse, hvor de føler, at de endelig har fundet én, hvor de bliver lyttet til, hørt og set, og hvor det hele bare er helt vidunderligt.”
Mange narcissister tror også meget på sig selv, og det kan godt være attraktivt for eksempelvis kvinder. I heteroseksuelle forhold vil nogle kvinder finde det tiltrækkende, hvis de møder en velhavende mand, der tror på sig selv og som vil dem enormt meget.
Narcissister er gode til at gennemskue dine svagheder, så at de kan være præcist det, som du mangler. Du kan altså føle, at du har fundet én, som virkelig elsker dig, og narcissisten kan være hurtig til at tale om dig som hans eller hendes soulmate! De maser sig gerne på, for det kan ikke gå hurtigt nok for en narcissist. Det kan ske, at du vil opleve, at du i et forhold med en narcissist hurtigt flytter sammen med dem, får børn og fællesøkonomi og på den måde bliver I afhængige af hinanden – og narcissisten får endnu mere af din opmærksomhed
Susanne Møberg understreger også, at alle kan falde for en narcissist uanset uddannelsesgrad og lignende faktorer.

Sådan bliver du påvirket af at være i et forhold med en narcissist
Hvis du er i et forhold med en narcissist, så vil du ifølge Susanne Møberg være påvirket af det. Dine grænser vil konstant være under pres. Det kan være både stressende og udmattende for dig som er i et forhold med narcissisten.
Susanne Møberg fortæller, at de mennesker, hun har talt med, som er i forhold med en narcissist, ofte mister sig selv.
“Alle tanker, fokus og alle antenner er rettet mod narcissisten, og man har glemt sig selv og sin egen glæde og lyst. Det sker, når man er udsat for psykisk vold”, siger hun.
Det er ikke så nemt at håndtere en narcissist. “Man må indse, at man har mødt sin overmand, som bruger alle midler til at få kontrollen og magten over sin partner”, fortæller Susanne Møberg.

Det sker med dig, der lever sammen med en narcissist
- Du føler et konstant pres og har vanskeligt ved at stå ved dine grænser.
- Du er utryg og går på listesko for at undgå, at han eller hun kritiserer og nedgør dig.
- Du rykker dine grænser og tilsidesætter dine behov og dine værdier.
- Du opfører dig og reagerer på en måde, du ikke genkender i dig selv.
- Du har det skidt indeni, har mistet dit overskud, din glæde og din sjælefred.
- Du mister koncentrationen, dit initiativ og din handlekraft.
- Du er i en følelsesmæssig turbulens af vrede, skyld, skam og afmagt.
Når du forlader en narcissist
Det er ikke altid lige til at forlade en narcissist. Det kræver et stort mod, da narcissisten vil gå langt for at fastholde din opmærksomhed.
Du kan have vanskeligt ved at forlade forholdet af to årsager:
1. Du kan ikke selv give slip, fordi du håber på, at det kan blive godt igen. Der er også en frygt for ikke at blive elsket på samme måde igen.
2. Narcissisten vil ikke give slip. Det sker ofte, at en narcissist stalker eller kontrollerer en ekskæreste, og det kan være stressende og psykisk belastende for personen, som forsøger at forlade forholdet.
Narcisister er eksperter i at provokere en ekskæreste, og de gør det ved at være grænseoverskridende, truende og usamarbejdsvillige. De kan generelt have en nedladende adfærd.

Hvordan ved jeg, at jeg har brug for hjælp?
Susanne Møberg lægger vægt på, at du ikke vil trives sammen med en narcissist. Du kan være stresset, miste din mentale styrke eller dit selvværd. Forvirring og frustration er slet ikke unormalt, men det kan være svært at gennemskue, hvad det lige er, som du er udsat for. Det er desuden nemt at beskylde dig selv for, at det ikke fungerer.
“Man har behov for hjælp til at gennemskue, hvad det er, man er udsat for”, siger Susanne Møberg.
Hun fortæller, at der er kan være skam forbundet med at have behov for hjælp, men hun understreger igen, at alle kan falde for en narcissist, og at det intet har med mangel på selvstændighed eller intelligens at gøre.
Hvis du har oplevet narcissisme tæt på, så husk, at det er helt okay, at du føler, som du gør. Hiv fat i nogen, som du stoler på, og tal om din følelser! Mærk efter med dig selv, og find ud af, hvad du har brug for.
Kilde: Susanne Møberg