kærestepar der er uvenner
Kom ud af dit dårlige forhold i tide. © Getty Images

Sådan kom jeg ud af mit dårlige forhold

Det er slut. Og det gør ondt. Men du ved, det var det bedste for dig. Hør to kvinder fortælle om, hvordan de kom videre

11. oktober 2015 af Pernille Ancher

“Jeg måtte i terapi efter hans utroskab”

Cecilie er ikke i tvivl, da hun som 19-årig scorer sin søde, charmerende kollega. Det skal være de to resten af livet. De køber lejlighed, bliver forlovet, snakker børn, og efter tre år køber de også hus sammen. Cecilie er lykkelig, indtil hun en dag finder ham med en anden kvinde hjemme i dobbeltsengen.

Hvad var det dårlige forhold? 

“Efter tre år begyndte der at dukke små ting op, som ikke rigtig passede sammen. På vores årsdag ringede han ikke tilbage, selv om jeg havde lagt ti beskeder. Jeg fandt beskeder fra en anden kvinde på hans telefon, og når jeg konfronterede ham med det, gled han af og lod, som om jeg var galt på den.”

Hvordan brød du med ham?

“Da jeg fandt en af hans tidligere kollegaer i vores dobbeltseng, flippede jeg helt ud. Men i mange måneder gik jeg og håbede på, at han ville fortryde og komme tilbage. Jeg tabte ti kilo og kunne ingenting. Jeg var så såret og følte mig svigtet. Det føltes, som om min eksistens var blevet revet væk. Som om mit liv var tomt uden ham. Derfor ville jeg have en ny kæreste hurtigst muligt. Jeg var sikker på, at det ville fylde hullet. Men det gjorde det selvfølgelig ikke.”

Hvordan kom du videre?

“Efter nogle måneder begyndte jeg i terapi. Det var virkelig godt. Jeg havde fuldstændig mistet troen på, at jeg var god nok, og at der var nogen, der havde lyst til at være sammen med mig – eller være der for mig. Terapien gav mig troen tilbage. I dag har jeg en dejlig kæreste, og det samme ville aldrig ske igen.”

Hvad har du lært af bruddet?

“Jeg har lært at tro på, at jeg er noget i mig selv. I lang tid følte jeg, at mit liv var tomt uden en kæreste. Det var det jo ikke, men jeg skulle have troen tilbage. Jeg ved også nu, at du er nødt til at sætte grænser, hvis du vil respekteres. Hvis du føler, noget er forkert, så tænk ikke: ‘Jeg siger det næste gang’. Sig fra med det samme. Hvis han for eksempel laver flere aftaler, og du altid ender med at stå sidst i køen. Går du hele tiden på kompromis, mister du noget af dig selv, og til sidst kan du ikke kende din egen person. Selvfølgelig skal du gå på kompromis. Men ikke hver gang.”

Cecilies break-up råd

  • Tag ansvar: Det er okay at være ked af det, men på et tidspunkt er du nødt til at sige 'nu er det nok' og komme videre.
  • Gå i terapi: Hvis du bliver ved med at køre rundt i de samme tanker, er det vigtigt, at du snakker med nogen om det.
  • Vær realistisk: Ringer han ikke? Skriver han ikke? Kommer han ikke på besøg? Så kommer han nok heller ikke tilbage.
  • Skriv dine tanker ned i et brev til ham: Men send det ikke. Ideen er, at du skal komme ud med dine frustrationer. 

© Getty Images

“Han fik mig til at tro, at andre ikke kunne elske mig”

Allerførste gang Line som 16-årig er i byen, møder hun ham. Han er charmerende og ligetil, og Line forelsker sig hovedkulds. I begyndelsen er alt fantastisk. De flytter sammen og har det sjovt, men så ændrer kæresten sig. Han begynder at skælde ud og tale grimt til Line. Efter fire år har hun endelig fået nok.

Hvad er det dårlige i forholdet?

“Efter et års tid følte jeg, at han begyndte at tale ned til mig. Han sagde, at jeg ikke var god nok, at jeg var for dum til at blive student, og at han hellere ville have sex med sin ekskæreste. Når vi var i byen, oplevede jeg, at han ignorerede mig, selv om jeg stod ved siden af. Jeg brød grædende sammen, men jeg turde ikke at gå fra ham, for sådan som jeg var, måtte han være den eneste, der kunne elske mig. Sådan tænkte jeg.”

Føler du, at din partner manipulerer med dig, så du bliver i tvivl om dine følelser, tanker og holdninger? Så skal du måske være opmærksom på faresignalerne ved gaslighting.

Hvordan brød du med ham?

“Til sidst kunne jeg ikke mere og slog op, men vi var alligevel lidt sammen. Det var så trygt og nemt, men en dag gik det op for mig, at jeg var mere ked af det end glad, når vi havde været sammen. Jeg tog en runde og spurgte alle mine veninder: ‘Hvad synes I, jeg skal gøre?’. De var ikke i tvivl. Så brød jeg al kontakt, og jeg har aldrig været så glad.”

Hvordan kom du videre?

“Jeg sagde til mig selv: ‘Nu skal du kun gøre ting, der gør dig glad’. I starten anede jeg ikke, hvad det var, men så snakkede jeg med familie og venner, og langsomt kom den gamle Line tilbage. Jeg sørgede for ikke at være alene eller føle mig ensom og flyttede derfor sammen med en veninde. Hver gang jeg nu er på vej ned i savnet og melankolien, sætter jeg en virkelig vred sang på, og så synger jeg med for fuld skrald, mens jeg husker på alt det dårlige, han gjorde. Det lyder plat, men det hjælper virkelig. Jeg klippede også mit hår. Han syntes, kvinder med langt hår var smukkest, og derfor fik jeg pagehår. Det var mit lille oprør.”

Hvad har du lært af bruddet?

“Jeg har lært, at jeg skal lytte mere til mine venner, end jeg gjorde tidligere. Alle sagde: ‘Line, det her er ikke godt for dig’, men jeg lyttede ikke. Jeg blev ved med at tænke på de få gode ting i forholdet i stedet for de mange dårlige. Jeg har også lært, at du skal sige fra i stedet for at sætte dig ned og græde. Du må tage ansvar, og hvis det er svært, må du bede dine venner om hjælp.”

Lines Break-up råd

  • Er du i tvivl? Så tag en runde, hvor du spørger dine nærmeste venner: ‘Hvad synes du?’. Hvis de er enige, er der nok noget om det.
  • Ud med mobilnummer, mail og slet ham fra din Facebook-profil, så du ikke kontakter ham i et svagt øjeblik, hvor du har glemt de dårlige ting i jeres for hold.
  • Vær egoistisk. Tænk på dig selv. Kun dig selv. Glem tudesangene, for de trækker dig ned i sorgen. Find i stedet den vrede musik frem. Syng med, råb, skrig, afreager – de vil give dig gejst og hjælpe dig videre. Lorteparforhold med Magtens Korridorer eller Fuck dig med Anna David er gode numre til det.

Bragt første gang i Woman nr. 110. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.