Kvinde giver sin kæreste en “bare fordi” gave
Der behøver ikke altid være en anledning til at give en lille ting til sin kæreste. © Getty Images

7 søde ting, du kan give din kæreste som en “bare fordi”-gave

En stor pose med hans yndlings bland selv-slik er en sikker vinder

21. marts 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Kys og kærlige kommentarer kan vi aldrig få for meget af. Skulle det også ske, at vores kæreste kommer hjem med en lille gave, som han har lagt energi og tanker i at finde, uden at det nødvendigvis er din fødselsdag, årsdag eller juletid, så kan det virkelig også få smilet frem – selv på en grå og kold mandag. 

Og når du nu ved, hvor glad det gør (eller ville gøre) dig, hvorfor så ikke selv tage initiativ til at forkæle din søde kæreste lidt med en “bare fordi”-gave? 

Hvis din kæreste ikke hopper i sofaen af ren begejstring, når han ser en buket blomster, så kan du måske finde inspiration i en af disse syv idéer, vi har samlet her. 

1. Servér hans favoritmåltid

Alle ved jo, at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave, så hvorfor ikke sætte hjertet i galop ved at servere hans livret? Han vil elske tanken om, at du står og kokkererer og gør dit ypperste for at gøre ham glad. 

Er du ikke helt skarp i et køkken? Så kan mormors husmortricks hjælpe dig lidt på vej.  

Kvinde har lavet mad til sin kæreste
Er din kæreste helt vild med kød? Så server ham en saftig kylling eller rød bøf. © Getty Images

2. Forkæl ham med yndlingsøllet

Mange mænd elsker en god, kold øl! Og selvom det måske ikke er tiltænkt, at han skal drikke den, den dag du giver ham den, så kan den i stedet vække begejstring en dag, han virkelig hungrer efter en kold bajer! 

Er han vild med special øl? Så køb hans yndlings, og bind en lille fin sløjfe omkring. Er han ikke kræsen med sit øl-valg, kan du også altid købe en sixpack af de klassiske lyse øl.

Du kan også lave en personlig øl til ham, hvor du selv sammensætter smagen og måske endda laver logoet. Det kan du blandt andet gøre hos Min-vin.dk eller Craftedby.com

3. En billet til en fodboldkamp

... eller en anden sportsbegivenhed. Og nej, du behøver ikke selv tage med. Hvis billetterne ikke er så dyre, kan du købe ham to, og ellers kan du forhøre dig hos nogle af hans venner, om det var noget, de også ville gide. Måske han allerede kender nogen, som altid er afsted, som han kan joine

4. En omgang fodmassage 

Hvem vil ikke sætte pris på en god omgang massage efter en lang arbejdsdag? Vi ville i hvert fald ikke takke nej! 

Gør forkælelsen komplet, og gør et varmt fodbad klart til ham (på den måde får han også lige renset fusserne, inden du skal til at tage fat!). Giv ham derefter en god fodmassage, hvor du trykker alle de rigtige steder.  

5. En pose med hans yndlings bland selv-slik

Om der er lagt op til fredagsslik, eller der er tale om en helt almindelig tirsdag, så kan du overraske ham med en kæmpe pose af hans yndlings bland selv-slik. Gå all in på Flagermus, Skumbananer eller Poletter, eller lav et sprødt miks af alt det bedste.

Du bestemmer helt selv, hvor mange penge du vil bruge, og hvornår han skal have posen med lækkerier. Hvis han er slik-typen, så garanterer vi næsten, at han vil blive glad for gaven.

Bland selv-slik
Hvem ville ikke blive glad for at komme hjem til sådan en omgang? © Getty Images

6. En cremet onsdagssnegl fra bageren

Er det ikke lige onsdag, så kan et andet lækkert bagværk også gøre det. Uanset hvad, så kan det med garanti lysne hans dag, hvis der venter en sød overraskelse hjemme på bordet. 

Skal det være ekstra sødt, kan du også købe hans yndlingssodavand eller lave ham en god kop kaffe, som han kan nyde til sin onsdagssnegl. 

Du kan naturligvis også lave et sundt alternativt ved at vælge alt det bedste fra supermarkedets frugtafdeling og lægge det fint op på et fad. Mums!

Hvis du hellere selv vil give dig i kast med en dessert, kan du for eksempel lave en lækker Oreo cheesecake, der ikke skal bages. Det slår aldrig fejl! (Medmindre han ikke er en oste-type, selvfølgelig.) 

7. Et nyt computer- eller PlayStationspil

Er din kæreste vild med FIFA? Eller måske han mere er til Call of Duty? Om han er hardcore gamer eller bare godt kan lide at spille engang imellem, så kan du overraske ham med et nyt spil.

Kombinerer du det med første punkt i artiklen, så kan han endda få lov at sidde helt uforstyrret og koble fra efter arbejde, mens han kan se frem til et lækkert måltid mad. Det er da en gave, der vil noget! 

En personlig “bare fordi-gave”

Det er tanken, der tæller, så uanset hvad du vælger at give din kæreste som en “bare fordi”-gave, så vil han garanteret synes, at det er dagens højdepunkt, og at du er verdens mest betænksomme kæreste. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori