© Foto: Scanpix/Iris

Tag temperaturen på dit forhold

Er du jaloux på andres forhold? Fyr op under dit eget i stedet

12. september 2014 af Woman

Tag temperaturen på dit forhold

Louise og Peter virker stadig nyforelskede. Sten og Line snakker fantastisk sammen og Lars og Julie har det vildeste sexliv.


Woman guider dig gennem fire typiske dilemmaer i parforholdet og giver dig råd til, at vende jalousien til noget positivt.

Øv, andre par er mere romantiske

© Foto: Scanpix/Iris

DERFOR BLIVER DU MISUNDELIG:
Mange kvinder har en klar idé om, hvordan det helt rigtige parforhold skal være. Det skal ose af romantik som i gode Disneyfilm med serenader og våde kærlighedserklæringer! Og får vi ikke nok romantik, synes vi, at det er et dårligt parforhold - dårligere end alle andres.

DET BETYDER DET FOR DIT FORHOLD:
Mange gode forhold går faktisk i stykker på grund af denne kærlighedsmyte, der siger, at kærlighed er, når han overdænger dig med blomster og chokolade en gang om ugen. Selvfølgelig er det fair, at du gerne vil have opmærksomhed fra ham. Men har du fortalt ham, hvad du ønsker, at han skal gøre? Mænd vil gerne gøre deres kærester glade, men de er ikke tankelæsere - så du kan ikke forvente, at din kæreste ved, at du er ellevild med tulipaner, eller at du elsker at spise picnic i parken. Så stik ham en brugsanvisning til dig - og husk også selv at tage initiativ til romantik. Du kan jo overraske ham med billetter til en kamp med hans yndlingsfodboldhold eller lege hausfrau og lave hans yndlingsret. Romantik går begge veje.

SÅDAN BRUGER DU MISUNDELSEN POSITIVT:

Det, du har fokus på, vokser! Så prøv hver aften at skrive et bevis i din lille røde bog på, hvad din kæreste har gjort eller sagt i dag, som gør, at du elsker ham. Skriv for eksempel: "Han hentede mig efter caféturen med tøserne, så jeg ikke behøvede tage bussen hjem." De helt små ting tæller også. Vi kvinder har en tendens til bedre at huske det negative frem for det positive. Din lille bog kan dokumentere, at han faktisk gør en hel del hensynsfulde og romantiske ting.

SUPERROMANTIK-TIPPET:
Har I reelt underskud på romantik-kontoen, så læg sammen en plan med det formål, at I efter tre uger skal være nyforelskede i hinanden. Hver morgen skal I sige til jer selv: “Hvad kan jeg gøre i dag, for at min kæreste bliver lidt mere forelsket i mig igen?” Og “Hvad kan jeg gøre i dag, som jeg ved, vil gøre hans dag bedre?” Og gør det så! Det er faktisk ikke så svært.

Øv, andre par taler bedre sammen

© Foto: Scanpix/Iris

DERFOR BLIVER DU MISUNDELIG:
Det er ikke underligt, at du mærker misundelsen buldre i dig, hvis du og din kæreste ikke taler særlig godt sammen - og du samtidig kan se, at andre par gør. For kommunikation er vigtigt for, at jeres forhold fungerer, og for at konflikterne bliver løst. Desuden nyder vi kvinder den opmærksomhed, vi får, når kæresten spørger interesseret ind til de ting, vi tumler med. Så føler vi os for alvor elsket.

SÅDAN PÅVIRKER DET DIT FORHOLD:
I kan ikke kommunikere for meget - hvis I vel og mærke har en god kommunikation. Men er I ikke på bølgelængde, kan det ligefrem ødelægge jeres forhold. Dårlig kommunikation slår revner i jeres forhold. Og mange misforståelser og indestængte ord kan få kærligheden til at falde fuldstændigt fra hinanden. Og det kan ingen kommunikation overhovedet naturligvis også.

SÅDAN BRUGER DU MISUNDELSEN POSITIVT:

Skal du og din kæreste kommunikere bedre, handler det om, at du som kvinde gør det trygt for ham at snakke med dig. For vi kvinder snakker generelt bare mere end mænd, så det er dig, der er på hjemmebane. Prøv at gøre følgende:

1. Forbered ham
Vil du snakke om noget vigtigt, så spørg, hvornår han har tid, og fortæl ham eventuelt på forhånd om emnet, i stedet for bare at buse ud med det eller tvinge ham til at snakke nu-nu-nu! Så har han tid til at forberede sig, og det har han brug for. Mænd tænker først, og så snakker de. Kvinder gør begge dele på en og samme tid.

2. Gå til kernen
Lad være med at bruge 20 minutter på at snakke dig varm og gå rundt om den varme grød. Sig tingene ligeud, ellers mister han fokus.

3. Tag ansvar

Gå ikke fra et skænderi, før du har indset og fortalt, hvad du selv skal gøre bedre og arbejde med. Han lukker af, hvis du bare hakker løs på ham. Så vær konstruktiv, og husk at tage din del af slæbet for at få kemien tilbage.

SUPERKOMMUNIKATIONS-TIPPET:
Snak sammen hver aften i 30 minutter, hvor I begge fortæller, hvad der har været godt, og hvad der er gået skidt i dag, og hvorfor I mener, at det er gået godt eller skidt. Giv ham taletid, og lyt til ham i stedet for bare at høre med et halvt øre.

Øv, andre par har mere og bedre sex

© Foto: Scanpix /Iris

DERFOR BLIVER DU MISUNDELIG:
Du skal både være døv, blind og stum for ikke at have opdaget, at der er fokus på sex overalt, og at sex er vigtigt for et forhold. Men fælden er, at vi tror, vi skal kunne alt det, vi hører om - måske ser i pornofilm. Og når vi så ikke kan det, bliver vi dødjaloux. Vi tror, at alle andre kan. For sammen med veninderne taler vi allermest om, hvad vi kan, og hvor godt det er.

DET BETYDER DET FOR DIT FORHOLD:
Fortæller du vidt og bredt om din kærestes rejsningsproblemer eller om dine manglende orgasmer? Nej, vel? De fleste af os har berøringsangst over for de svære ting ved sex, så vi skjuler problemerne. Men når problemerne bliver fejet ind under gulvtæppet, har de en tendens til at vokse sig større. Pludselig overskygger de alt og får os til at glemme, hvor fantastisk sex vi rent faktisk havde for 14 dage siden. De negative sammenligninger med andres (tror vi) sprudlende sexliv og de uforløste sextabuer får os til at skyde vores seksuelle selvværd i stykker - uden grund.

SÅDAN BRUGER DU MISUNDELSEN POSITIVT:

Skal du bruge sammenligningerne til noget, så brug dem til at blive inspireret af andres gode erfaringer i stedet for at slå dig selv oven i hovedet. Og tag så initiativ til, at du og dine veninder får afmystificeret de ting, vi tror, vi skal kunne, fordi ‘alle andre kan’. Få erfaring, søg viden, og lær af hinanden - og vær ærlige. En måde at få gang i den ærlige sexsnak på kan være at invitere en sexolog ud til en tøseaften, hvor I snakker og stiller spørgsmål - også om de ting ved sex, der er svære.

SUPERSEX-TIPPET:

Halter sexlivet rent faktisk, er første skridt på vejen til et hottere sexliv at genfinde intimiteten imellem jer. Der er flere måder at gøre det på: En lang travetur hånd i hånd langs vandet, en hel weekend, hvor der kun står "kærester" på programmet eller et langt fælles brusebad. En af de bedste måder er at tage en eller to aftener om ugen, hvor I ligger helt tæt - måske når I alligevel ligger på sofaen og ser en god film i fjernsynet. Hiv dynen frem, og smid tøjet. Mærk, hvordan I trækker vejret, og jeres kroppe smelter sammen. At ligge tæt gør forholdet så meget mere intimt og øger jeres sexlyst både her og nu og på sigt.

Øv, andre par bliver hurtigere seriøse

DERFOR BLIVER DU MISUNDELIG:
Når du bliver misundelig over, at andre kvinder har ring på fingeren og babyer i mavsen, er det sikkert, fordi du ikke er verdensmester i at leve i nuet. Du lider ligesom mange andre kvinder af "overdreven fremsynethed". Her er mænd lige modsat. De er langt mere tilfredse end os kvinder og bruger generelt mindre tid på at sammenligne deres forhold med andres. "Det sker, når det sker", er deres filosofi. Vi kvinder vil have, at det hele sker nu! Og når vi siger nu, mener vi nu!

SÅDAN PÅVIRKER DET DIT FORHOLD:
Ligesom alverdens problemer synes bittesmå, når du kører på dit femte glas rødvin lørdag aften, virker din kæreste også til at være komplet fejlfri, når du ser ham i den første altopslugende forelskelsesrus. Så pas på med at presse på for, at forholdet skal bevæge sig hurtigere frem. Vær helt sikker på, at du kender hans hverdagsudgave og har set ham både stiv, syg og sur, før du comitter dig for alvor. Faren ved at forpligte sig for hurtigt er, at du kan ende i en saks, du overhovedet ikke har lysttil at sidde i. Eller at du skræmmer den stakkels mand laaangt væk.

SÅDAN BRUGER DU MISUNDELSEN POSITIVT:

Hvis du tænker over det, er det en god ting, at din kæreste ikke gider at halse blindt efter alle andres forhold og kopiere dem. For gad du, hvis han bare gav efter og sagde: “Okay, skat. Jeg har ikke lyst til at få børn, men så skidt.”? Nyd i stedet, at du har et styk mandfolk, der lever i nuet. Nyd det - og lær af ham! Hans baby-lyst skal nok stige med alderen.

SUPER COMMITMENT-TIPPET:
Du skal ikke lade dig styre af fremtiden, men selvfølgelig er det rart, at du og din kæreste er på vej nogenlunde samme sted hen. I stedet for konstant at plage ham om at falde på knæ, så tag en aften, hvor I brainstormer på jeres liv sammen fremover. Hvad har I lyst til? Hvor er I om et, tre og fem år? Skal I rejse sammen, bygge noget sammen, have børn? Det giver dig ro, at du ved, at I har en fælles fremtid med de samme mål. Men grib det an på en afslappet måde. Du ved sikkert fra dig selv, at det tager lang tid at blive modnet til en stor beslutning.

Bragt første gang i Woman nr. 114 

Læs mere fra samme kategori