Kærestepar skændes
Diskussioner er en del af parforholdet – men de kan tackles forskelligt. © Getty Images

Her er 5 ting, du ikke bør gøre under en diskussion med kæresten

“OKAY, JAMEN HVIS DU SÅ GERNE VIL HAVE DET HUS, SÅ KØBER VI DET BARE!”

25. juni 2019 af Rie Louise Kirkebjerg

Vi ved, det kan være svært. Under et stort skænderi har du sikkert lyst til at gøre alle nedenstående ting, hvis du er sur eller såret, men i en god diskussion med kæresten gælder det om at kunne kommunikere og give hinanden tid til at tale. 

Vi er alle forskellige, og hvis du har erfaret, at du selv – eller din kæreste – er nødt til at køle lidt af midt i en diskussion, er det selvfølgelig bare det, I skal gøre. Måske kan disse tips dog alligevel hjælpe jer til vejen mod den gode diskussion.

1. I bør ikke tage en stor beslutning, når I begge er i reaktion

“OKAY, JAMEN HVIS DU SÅ GERNE VIL HAVE DET HUS, SÅ KØBER VI DET BARE!” Det lyder lidt forhastet selv på skrift, ikke? Dog kender du det sikkert godt. 

Når du er irriteret på kæresten, eller når du er såret over noget, han har gjort, farer følelserne rundt i dig og er utrolig svære at holde styr på. Derfor er det en “nem” mulighed bare at få afsluttet diskussionen hurtigt med en løsning. 

Pas dog på med at tage en beslutning på baggrund af dine følelser og reaktioner. 

2. I bør ikke trække gamle diskussioner/problemer frem

Prøv om I kan fokusere på netop den problemstilling, I som par står overfor. Det kan være fristende at trække en gammel diskussion op, som støtter op om det, du siger, men det gør sandsynligvis bare jeres skænderi større, da I så ikke kun har en enkelt ting at fokusere på.

Par skændes
I bør ikke trække gamle diskussioner frem. © Getty Images

3. Lad være med at provokere hinanden

Du er måske lige ved at koge over indeni, fordi din kæreste er så irriterende, men lad for Guds skyld være med at provokere ham (også selvom du sikkert ikke mener det, du siger). Det samme gælder naturligvis for ham. 

4. I skal ikke afbryde hinanden

Det her er nok den, der kan være allersværest for mange. For hvis du er irriteret (eller ligefrem rasende) kan det virke umuligt ikke at afbryde din kæreste, når han er i gang med at sige noget, som tydeligvis er fuldstændig forkert.

Husk dog, at I har set situationen fra to forskellige sider, og selvom du på ingen måde han se det fra hans synsvinkel, er vejen til den gode diskussion, at I ikke afbryder hinanden. 

5. Gå ikke midt i et skænderi

Det kan virke provokerende, hvis din kæreste går midt i en uløst diskussion, og måske det endda kan gøre dig endnu mere trist eller sur. Ikke?

Det kan derfor være en fordel at aftale, I ingen af jer skal gå, før I har fået problemet løst – eller i hvert fald snakket om.

Dog er det meget individuelt, hvad der virker for jer, og hvis I begge har erfaret, at I har brug for lige at falde ned og have lidt tid hver for sig, er det naturligvis det, I skal gøre. 

Husk!

Alle parforhold er forskellige, og hvis du og din kæreste eller flirt kender hinanden rigtig godt, har I sikkert allerede fundet ud af, hvordan I løser jeres diskussioner bedst.

Hvis du selv har tendens til at blive rigtig ked af det eller sur under en diskussion, kan ovenstående råd måske være gode at tænke over, om du selv – eller din kæreste – er skyldige i ikke at følge.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori