Glad par shopper sofa i ikea
Selv om tålmodigheden er tynd, har I det nu sjov alligevel (eller det meste af tiden). © Getty Images

16 ting, du kender til, hvis du har taget “Ikea-testen” med din kæreste

En tur i Ikea er ikke altid en dans på kanelbullar

3. december 2019 af Amalie Remmer Kildebro

1. På vej i Ikea joker I lidt om, at I nu er nået det stadie af jeres forhold, hvor I skal tage den berygtede “Ikea-test” sammen. Sådan en tur i Ikea kan da umuligt være værre end jeres tur i Netto i myldretiden. Vel?

2. Der er én af jer, som liiige skal teste alle sengene og sofaerne. I stedet for at hjælpe til med at tage beslutningen om, I skal have IVAR- eller INGOLF-spisebordstole.

3. “Skal vi ikke tage genvejen, skat? Den her afdeling er jo kun for folk, der har børn” Det skærer i dit bamse-elskende-hjerte, at alle de bløde tøjdyr ikke har et hjem. Endnu...

4. I har en meget forskellig opfattelse af, hvad en “hurtig” tur i Ikea er… Du synes, at tre timer altså er en ret hurtig tur. Engang var du der en hel dag – hvilket faktisk var for kort tid, hvis du selv skal sige det.

5. Du finder ud af, hvor MANGE köttboller din kæreste virkelig kan spise. Du er imponeret og skræmt på samme tid. Det er en mærkelig følelse…

6. Stearinlys, servietter, planter og nips-ting er åbenbart ikke livsnødvendigt og identitetsskabende for din kæreste. Mærkeligt! Du troede, at alle havde det sådan.

7. Til jeres begges overraskelse finder I ud af, at I har fuldstændig forskellig smag. Den burde I nok have set komme, da alt, hvad din kæreste ejer, er sort, altså kulsort, og din smag er pænt sagt mere i de lyse toner... Så for at opnå et kompromis, køber I alt i gråt. 

8. Der er stensikkert én af jer, som bliver væk. ALTID. Selvom I bare lige skulle finde et piskeris eller et bestemt satinpudebetræk… Og nogle gange virker det altså mere som en flugt end et uheld. 

9. Når MALM-kommoden er udsolgt, bliver tålmodigheden virkelig testet. Hvis I ikke havde kigget på 107 forskellige energipærer, kunne I sikkert have nået det!  

10. Det bliver altid dyrere end forventet – til meget stor overraskelse for jer begge. Hvor gik det galt? Var det de 12 poser frys-ned kanelbullar eller alle ris-lamperne, som du insisterede på, I nok skulle kunne få plads til derhjemme? 

11. Selvom I er propmætte, skal I da lige en tur i bistroen. Fire franske hotdogs, tre softices, to kanelbullar og fem kopper kaffe senere diskuterer I, om I skal forbi McDonalds på vej hjem – det har jo været en hård dag… 

12. I finder ud af, at Ikea-testen ikke slutter, når I forlader varehuset. Den fortsætter som real-life Tetris, når I skal pakke bilen. 

13. På vej hjem ender konklusionen på, at I ikke fik noget af det, som I i virkeligheden havde brug for. Men hey, I fik da en oplevelse ud af det... 

14. Når I kommer hjem, indser I, at det er her, den rigtige test først starter. Nemlig når I skal til at samle møblerne, og en af jer insisterer på, at I ikke behøver manualen. 

15. Og hvem har nu smidt den sidste skrue væk? Dig eller din kæreste? Helt sikkert din kæreste, men Ikea ender med at få skylden. Som altid.

16. I taler aldrig om jeres tur i Ikea. Indtil I står i Ikea igen... På en lørdag sammen med alle de andre uvidende par, der skal til at tage Ikea-testen...

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.