Kvinde ser stresset ud
Måske er det ikke kun dit job, der gør dig stresset?© Getty Images

Tror du, du er stresset grundet dit job? Måske handler det faktisk om din kæreste

Terapeuten fortæller om 3 tegn på stress i parforholdet

16. oktober 2020 af Ida Storm Frøslev Hansen

Det er ikke længere en overraskelse, at rigtig mange danskere føler sig stresset. Stressforeningen anslår, at det faktisk er op til hele 430.000 danskere, der hver evigt eneste dag oplever meget alvorlige symptomer på stress. 

Rigtig ofte er det vores skole eller vores job, der forårsager den høje puls og søvnløsenætter – eller det troede vi i hvert fald.

Parforholdet kan stresse os

Terapeut og forfatter Christiane Meulengracht mener, at hvis vi skal knække stresskurven i Danmark, bliver vi nødt til at kigge mere nuanceret på stress.

Christiane synes, at vi i samfundet kun kigger på stress som noget, der udspringer fra arbejdslivet, men at det i mange tilfælde faktisk handler om vores privatliv – og rigtig ofte vores parforhold. 

Christiane er af den overbevisning, at vores parforhold faktisk kan stresse os lige så meget som vores job kan, men at det er tabubelagt at snakke om den stress, der stammer fra vores eget hjem. 

Kvinde stresset på job
Mange føler sig stressede grundet deres job.© Getty Images

Skammer du dig over, at din kæreste stresser dig?

Christiane siger, at der er flere grunde til, at vi ikke taler lige så højt om stress, der udspringer fra vores privatliv, som den stress, vi oplever på arbejdet. 

Christiane forklarer, at vi i Danmark har et præstationssamfund, hvor der er status i at have styr på sin familie og sit parforhold. Derfor kan det føles enormt skamfuldt, hvis vi bliver nødt til at anerkende, at det kan være vores kæreste eller børn, der er grunden til, vi er stressede. 

Det betyder, at vi ofte bare vender det blinde øje til, eller faktisk giver vores job skylden, selvom vi godt ved, det ikke er jobbet, den er gal med. 

Kvinde stresset over børn
Det kan føles skamfuldt at anerkende, at det er ens familie, der stresser en.© Getty Images

3 tegn på stress i parforholdet

Christiane giver her tre tegn på, at det faktisk kan være dit parforhold og din familie, der kan være roden til din stress:

  • 1. Du glæder dig ikke til at komme hjem til din kæreste efter en lang dag på jobbet. Selvfølgelig skal der være plads til små konflikter, men hvis den manglende glæde gentager sig, skal dine alarmklokker så småt begynde at ringe. 
  • 2. I får ikke talt om, hvordan I har det. Måske lyder det lidt simpelt, men ikke desto mindre er der rigtig mange forhold, der lider under dårlig kommunikation. Det kan være, at kritik og bebrejdelser har ødelagt jeres dialog, men måske er jeres kommunikation også bare druknet i: “Hvem handler ind?”, “Henter du børn?”, “Husk, vi skal spise ved mine forældre på lørdag!”. 
  • 3. Du prioriterer dine børn over dit parforhold. Et familieliv er som en pyramide, hvor du og din partner er det nederste lag, mens jeres børn, glæde og latter kommer ovenpå. For at undgå stress er I nødt til løbende at vedligeholde jeres parforhold, og det kræver simpelthen, at I tør prioriterer parforholdet først. Husk på, at ingen børn trives i en familie med to voksne, der mistrives.  
Mand og kvinde taler sammen
Husker I at tale om, hvordan I har det?© Getty Images

Du er ikke alene

Som tidligere nævnt viser Stressforeningens undersøgelse, at det er helt op til hver tredje dansker, der oplever stresssymptomer.

Så hvis du er en af dem, er du bestemt ikke alene – uanset om din stress stammer fra arbejdspladsen eller fra hjemmets fire mure. 

Hvis du oplever stress, kan en god idé være at tale med en god ven eller familiemedlem om det eller opsøge en psykolog eller terapeut.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.