Par drikker kaffe udenfor
Hvilke forventninger har du til dit parforhold?© Getty Images

6 urealistiske forventninger, du ikke skal have til dit parforhold

Kærligheden mellem jer er ikke nødvendigvis sprudlende hele tiden

27. maj 2020 af Redaktionen

Har du oplevet tvivl omkring dit parforhold, når din partner ikke levede op til dine forventninger?Ofte er vi faktisk slet ikke opmærksomme på, at vi har forventninger, eller hvad vores forventninger helt konkret indebærer. Alligevel kan vi blive kede af det, når de (ubevidste) forventninger ikke bliver mødt, og det kan give udfordringer i parforholdet. 

Det kan derfor være vigtigt, at du gør dig helt klar over, hvilke forventninger du har, og om de er urealistiske.

Psykolog Karina Sohrt fra PPclinic giver her en række råd til, hvilke forventninger du ikke må have til dit parforhold.

1. Din kæreste forstår alle dine følelser og problemer

Det kan føles frustrerende og sårende, når du fortæller din kæreste om noget svært, og din kæreste slet ikke forstår din situation eller dine følelser. 

Det kan særligt være sårende, hvis din kæreste har svært ved at forstå, hvorfor det, du fortæller, er så vigtigt for dig. Selvom det er enormt svært, når din kæreste ikke forstår dig, er det vigtigt at huske, at I sagtens alligevel kan have et godt parforhold.

Prøv at sige: “Lige nu har jeg brug for, at du forstår, at jeg synes det her er rigtig svært. Du behøver ikke at forstå, hvorfor jeg synes det er svært”. 

Par snakker på køkkengulv
Det kan være sårende, hvis din kæreste ikke forstår, hvorfor det, du fortæller, er så vigtigt for dig.© Getty Images

2. Din kæreste kan altid hjælpe dig

Hvis du står i en svær situation, kan det være rart at blive mødt med forståelse, omsorg og støtte af din kæreste. Samtidig er der grænser for, hvad vi som mennesker kan rumme, og måske kan din kæreste få svært ved at hjælpe dig, selvom han eller hun prøver at være støttende. 

Din kæreste kan eksempelvis få svært ved at støtte dig, hvis du står i noget særligt svært, hvor følelserne bliver overvældende eller skræmmende for din partner. Det kan også blive svært for din kæreste, hvis din kæreste selv har udfordringer, er stresset eller har helt andre livserfaringer end dig.

Hvis din kæreste begynder at lukke af overfor dine problemer eller følelser, kan det være en god idé at tale om, hvorfor din kæreste har svært ved at rumme dine følelser eller forstå dig, og hvad I hver især har brug for. 

Hvis din kæreste eksempelvis synes, det er svært at høre om dine problemer, kan det være en god ide at overveje, om det er en hjælp, hvis du bliver holdt om uden at tale om noget. Du kan eksempelvis sige: ”det er okay, at du ikke kan overskue at tale mere. Det ville være en hjælp for mig, hvis vi kan holde om hinanden, så jeg føler, du støtter mig”. Samtidig kan du overveje, om du har brug for at tale med nogen andre end din kæreste.

3. Din kæreste kan gætte sig til dine følelser og behov

Du har måske oplevet, at du har brug for noget af din kæreste og tænker, at det kunne være rart, hvis din kæreste selv kunne regne ud, hvad du har brug for. Nogen behov virker måske næsten åbenlyse for dig. Husk at din kæreste ikke kan gætte sig til, hvad du har brug for, eller hvad du føler. I kan sagtens være helt rigtige for hinanden, selvom din kæreste ikke automatisk gør det, som du kunne tænke dig.

Hvis du oplever, at du bliver skuffet over noget, som din kæreste ikke gør, og at du måske kommer til at føle dig overset eller at din kæreste er ligeglad, så forsøg at være konstruktiv og sæt ord på, hvad du ønsker dig af din kæreste. 

Par snakker sammen i seng
Din kæreste kan ikke gætte sig til dine følelser og behov.© Getty Images

4. Din kæreste kan altid gøre dig lykkelig

At tilbringe tid med en kærlig partner kan give meget glæde i livet. Hvis du dog forventer, at det er din partner, som skal gøre dig lykkelig, kan du blive vældig skuffet og frustreret på din partner. Når du forventer, at din partner skal kunne sikre din lykke, giver du din partner et kæmpe ansvar, som er umuligt at leve op til. Det kan også få dig til at fralægge dig selv ansvaret for at sikre din egen trivsel. 

Der er omstændigheder i livet, som vil gøre dig trist eller være svære, uanset hvor god din partner er, og mange af de omstændigheder kan din partners kærlighed ikke ændre på. Derfor kan din partners kærlighed ikke nødvendigvis sikre dig lykke. 

Det kan derfor give store udfordringer, hvis du tvivler på om jeres forhold er godt nok, når du egentlig er utilfreds med andre områder af dit liv, som er vigtige at tage hånd om. Hvis du går med tvivl omkring dit parforhold eller ikke er glad, kan det være en god ide at overveje, om der er andre områder af dit liv, som du selv skal tage hånd om. Det kan være en svær øvelse at se indad, forholde sig til sig selv og tage ansvar, men det kan hjælpe dig og dine relationer på lang sigt. 

5. Kærligheden mellem jer er sprudlende hele tiden

Det er helt individuelt, hvordan vi som mennesker mærker og giver udtryk for kærlighed til andre. Det kan også variere, hvordan vi mærker kærligheden til en partner på forskellige tidspunkter i et parforhold. Mange kan komme til at tvivle på deres forhold, hvis kærligheden ikke umiddelbart føles så sprudlende eller kommer mindre tydeligt til udtryk i en periode. 

Måske savner du, at din kæreste viser sin kærlighed til dig på en bestemt måde, eksempelvis ved at fortælle hvor dejlig du er eller invitere dig ud. Overvej i sådan en situation om din kæreste mon viser sin kærlighed til dig på en anden måde, eller om din kæreste blot har brug for lidt tid uden det store fokus på kærlighed og parforhold. 

Selvom du kan savne sprudlende kærlighed, er det vigtigt at huske, at det er helt normalt med perioder, hvor kærligheden er mindre tydelig eller bliver vist på en anden måde, end den du forventer.

Par kysser i seng
Det er helt normalt med perioder, hvor kærligheden er mindre tydelig.© Getty Images

6. At I har samme behov

Vi har alle sammen ønsker til eksempelvis mængden af tid sammen med vores partner, dybden i samtaler, hvornår vi ønsker at flytte sammen og lignende. Måske har du oplevet at blive skuffet, når din partner ikke har ønsket det samme som dig, eksempelvis hvis din partner ikke har været klar til at flytte sammen eller har mindre behov for fysisk nærhed. 

Det er vigtigt at huske, at vi mennesker har forskellige behov og ønsker, og at det er utænkeligt, at vi finder en partner, der på alle fronter har de samme behov som os selv. Derfor kan det være vigtigt at overveje, hvad der er vigtigst for dig i et parforhold, og hvad du kan gå på kompromis med. 

Det kan eksempelvis være, at du godt kan leve med, at din partner ikke har lyst til at tage dybe samtaler med dig på daglig basis, men at du ikke kan undvære, at din kæreste prioriterer tid med familien. Det er vigtigt at huske, at der ikke er nogle rigtige eller forkerte ønsker og behov, men at I sammen kan tale om, hvordan I kan imødekomme hinanden. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.