Psykisk vold førte til utroskab
Læs en kvindes fortælling. © Getty Images

“Psykisk vold førte til min utroskab”

Læs en 21-årig kvindes fortælling

20. oktober 2022 af Ida Hagsholm Jonassen

Utroskab er ikke bare sort eller hvidt, men et langt mere nuanceret billede med savn, lyst, skam og kærlighed. Derfor findes heller ikke én sandhed i fortællingen om utroskab. 

Vi har kontaktet klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann, som i sin bog Men hvorfor? Fortællinger fra de utro – og fakta om utroskab, blandt andet fortæller de utros historier om, hvorfor de var utro, og hvordan de lever med det. 

Her kan du læse et uddrag af en fortælling fra bogen, som handler om, hvorfor en 21-årig kvinde var sin daværende kæreste utro – og hvordan utroskaben viste sig at være ret nødvendig. 

Trist kvinde
Der findes heller ikke én sandhed i utroskab. © Getty Images

“Personen, jeg var utro med, gav mig tryghed og omsorg”

“Min affære foregik med den samme person over en længere periode, og konsekvenserne af affæren er klart positive. 

Personen, jeg var utro med, gav mig den tryghed og omsorg, jeg manglede i mit psykisk voldelige forhold. Min daværende kæreste nedgjorde mig konstant. Alt blev vendt om til at være min skyld, og senere i forholdet begyndte han også at gennemtjekke min mobil for beskeder og opkald. 

Han var besat af tanken om, at jeg havde noget kørende med min bedste ven. I begyndelsen af forholdet måtte jeg godt skrive til min ven, som jeg plejede, men med tiden måtte jeg mindre og mindre.

Jeg endte med at slette hver samtale, jeg havde haft med min ven, for ikke at få skældud og skabe dårlig stemning.”

“Jeg turde ikke gå”

“Jeg turde simpelthen ikke gå fra min kæreste. For det første var jeg begyndt at tro på, at jeg ikke var nok værd til, at andre ville mig. For det andet holdt han mig fast med trusler. Jeg blev i forholdet i frygt. 

I stedet for at gå endte jeg med at indlede et forhold med en anden og blev her bekræftet med kærlighed og omsorg. 

Jeg fik støtte og en skulder at græde ud ved, og med hans hjælp fik jeg til sidst mod til at gå fra kæresten.”

Trist kvinde
Hendes affære genopbyggede hendes selvtillid. © Getty Images

“Jeg er evigt taknemmlig for den fyr, som hjalp mig videre”

“Det sjove ved historien er, at jeg stadig er lige så gode venner med den kammerat, min ekskæreste troede, jeg havde noget kørende med. Og min ekskæreste blev efter mig kærester med sin lige så tætte veninde. 

Efter jeg kom ud af forholdet med min ekskæreste, har jeg ikke haft et forhold. Mit sexliv har heller ikke været normalt siden. Uanset hvor sød fyren er, bliver jeg stiv af skræk og får voldsomme tvangstanker, der gør, at jeg må stoppe. 

Jeg er evigt taknemmlig for den fyr, jeg fandt, og som hjalp mig videre og genopbyggede min smadrede selvtillid. Hvor havde jeg været i dag, hvis jeg ikke havde været utro?

I få tilfælde – som i mit – kan utroskaben være decideret nødvendig”.

Vil du læse mere? 

Du kan læse den fulde historie og mange flere i bogen Men hvorfor? Fortællinger fra de utro – og fakta om utroskab af klinisk sexolog og parterapeut Maj Wismann. 

Med den store erfaring, som Maj Wismann har hvervet sig gennem sit arbejde med at hjælpe par gennem utroskab, udfolder hun i bogen også løbende stor viden om utroskab og giver plads til selvreflektion.  

Du kan købe bogen her