10 små tegn, der afslører, at han kan være en sexgud

Og nej, det har ikke noget med størrelsen på hans hænder at gøre

19. september 2016 af Redaktionen
Er du træt af at gætte dig frem, når du går i byen? Fortvivl ikke, vi har nemlig sammen med sexolog Joan Ørting lavet en guide til ting, du kan kigge efter, som kan sige noget om, at en mand er god i sengen.

Joan Ørting er uddannet sexolog, og ud over at drive en sexologuddannelse holder hun workshops og foredrag om sex og kærlighed og tilbyder terapi for både singler og par. 

Sextegn 1: Han spiller fodbold

Er han fodboldspiller, er han uden tvivl det ultimative konkurrencemenneske – også i dobbeltsengen. Her handler det ikke om at score mål, men orgasmer, og han stopper ikke, før han hører dit slutfløjt. Samtidig er han en rigtig mande-mand, som kan lide at tage styringen i sengen.

Sextegn 2: Han spiller musik

Han kan få de lyde ud af en guitar ved at bruge sine fingre, så forestil dig, hvad han kan gøre med dem andre steder... Musikeren er fintfølende og ved lige præcis, hvor han skal røre dig,
for at det giver kuldegysninger. Han er typen, som kan leve sig ind i sex, ligesom han lever sig ind i musik, og han er ikke bange for at se dig i øjnene imens.

Sextegn 3: Han er en entertainer 

Der er en grund til, at mange kvinder tænder mere på humor end på muskler. Sex må gerne være sjovt og uhøjtideligt, og det bliver det, hvis du tager komikeren med hjem. Han tager sin humor med i sengen, og selv om det selvfølgelig kan blive for fjollet, kan det være befriende at være sammen med en mand, hvor sex ikke bliver forkrampet.

Sextegn 4: Han er tænksom

I starten er det let at overse den tænksomme type. Han kæfter ikke op og kunne aldrig drømme om at fyre en kikset scorereplik af. Det har han nemlig slet ikke brug for! Han ved, hvad han kan, og hvad han vil have, og for ham er sex ikke en konkurrence, men en leg. Han er ligeglad med, hvor mange kvinder han scorer – det, der betyder noget, er, at det bliver fantastisk for jer begge, når det sker.

Sextegn 5: Han bestemmer

Han er beslutsom, selvsikker og vant til at tage styringen. Alfahannen kan ikke forestille sig noget værre end at være gennemsnitlig, så han vil virkelig anstrenge sig for at blive den sexgud, du fortæller alle veninderne om. Og han er jo vant til at få sin vilje... Samtidig vil han gøre det på den mest raffinerede måde, så du kan godt forberede dig på en uforglemmelig oplevelse.

Sextegn 6: Han tilbeder kvinder

Han stirrer på dig. Han flirter med dig. Og han bliver ved, til du giver dig. Hvis han i en bar fyldt med mennesker på den måde kan koncentrere al sin energi om dig, så forestil dig, hvad han kan gøre, når I er alene. Det er rendyrket begær, det er dyrisk og dirty! Han vil elske at kaste dig rundt i sengen i alverdens stillinger, og han kan blive ved og ved...

Sextegn 7: Han danser

Hvor mange gange har Channing Tatum ikke smeltet vores hjerter med hans dansetrin? Og hvor mange gange har vi ikke ønsket, at vi også kunne få et privat show af den magiske Mike? I så fald har du også en rimelig god idé om, hvad en danser kan udrette på lagnerne. Hvis en mand kan mærke en kvinde og føre hende på dansegulvet, kan han også gøre det i sengen. Han har evnen til at være nærværende og smelte sammen med en kvinde, og så den rytmesans... Suk!

Sextegn 8: Han tiltrækker kvinder

Øvelse gør mester. Og når en mand altid er omsværmet af kvinder, betyder det også, at han har været i seng med flere end gennemsnittet. Hans store erfaring har givet ham en lang række kneb og tricks, der kan sende dig i sexhimlen. Desuden er en eftertragtet mand en selvsikker mand, og det er første forudsætning for, at han er en sexgud.

Sextegn 9: Han har et roligt blik

Man siger, at øjne er sjælens spejl. Hvis du kan komme dig over, hvor hippie-agtigt det lyder, kan du bruge det til at spotte en god fangst. Når en mand hviler nok i sig selv til at holde øjenkontakten med dig og virkelig lade dig læse ham, kan han også connecte i sengen. Han er indlevende og sanselig og tør blive ét med dig – til stor nydelse for jer begge.

Sextegn 10: Han spreder benene

Når vi kvinder har det godt med os selv, skyder vi barmen frem – mænd spreder benene. Helt ubevidst sender han på den måde et signal om, at han er yderst tilfreds med sit udstyr mellem benene, og det betyder altså rigtigt meget for en mands selvtillid, at ‘pakken’ er i orden. Så tør han tage styringen som en rigtig mand og tage dig som en rigtig kvinde.

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet og er skrevet af Sara Møller Christensen

Læs mere fra samme kategori