18 lette tungetricks til ham

Dig, ham, en omgang tungeleg, og du er godt på vej til paradis! Få Womans tips til den bedste oralsex

6. november 2014 af Woman

18 lette tungetricks til ham

Hvis du har svært ved at få orgasme under samleje, er du langt fra den eneste. Undersøgelser viser, at op imod 70 procent af alle kvinder bliver snydt for denne ypperste nydelse. Til gengæld kan din mand med stor sandsynlighed sende dig i sexhimlen med oralsex.

Få Womans tips til, hvordan din honey sender dig af sted på første klasse - og lad ham endelig læse med, så han lærer lektien.

1. TAG JER GOD TID
Når hans tunge skal få dit underliv til at synge af fryd, skal I tage jer god tid, og rense kasketten for uvedkommende tanker om tøjvask og madindkøb. En ‘tungequickie’ på diskotekstoilettet kan lade sig gøre, ja, men oralsex bliver allerskønnest for dig - og for ham, hvis du ikke stresser over at skulle komme lige så hurtigt, som du kan nå at sige “uh-ah-åh”! Så sæt tid af, sluk for mobilen, og giv jer helt hen til den ædle disciplin.

2. MAND, KEND DIN KVINDES KROP
Din kusse er en kompliceret dame med mange knapper, der kan trykkes og slikkes på. Han behøver ikke at kende din anatomi fuldt ud, men lidt basisviden skal han have - såsom at underlivsregionen er et meget følsomt område og derfor skal behandles nænsomt. Og at kvinder er forskelligt skruet sammen, så han må finde ud af (og du må vise ham), hvad DU lige præcis tænder på.

Fokusområder

3. FOKUS PÅ KLITORIS
Han lærer bedst din klitoris at kende ved at være nysgerrig og afprøve forskellige teknikker. Fokuserer hans tunge udelukkende på klitoris under slikkeriet, får du en intens, men knap så lang orgasme. Veksler han derimod mellem at kærtegne klitoris og andre dele af kusinen, vil orgasmen vare længere, men måske være knap så intens.

4. FYR OP FOR FASER
Det skaber spænding, hvis han inddeler seancen i forskellige faser, som gerne må variere i længde og intensitet.
1. Allerførst undersøger han hele din krop - maven, lårene og dine andre erotiske zoner som lænden - med øjne, fingre og tunge.
2. Tungen går nu på opdagelse i området omkring kussen og veksler mellem at være spids, bred, hurtig og langsom. Men klitoris gemmer han lidt endnu.
3. Fokus skifter til de indre skamlæber, forhuden og klitoris. Han bliver mere monoton i sine slik og finder en stilling, han kan holde.
4. Her har han fokus på klitoris. Han slikker dig relativt blidt og ensformigt, for nu er området blevet følsomt, fordi du er tændt.
5. Under din orgasme kan han fint fortsætte med at slikke, men han skal lette presset lidt og også give andre dele af din krop opmærksomhed. Så kan han altid vende tilbage...
6. Når du har fået de orgasmer, du har lyst til, skal han ikke bare stoppe brat, men gå tilbage til den første, kærtegnende fase.

Teknikker

5. TEMPO OG TEKNIK
Generelt stimuleres du bedst, hvis han bruger tungen i hurtige bevægelser med pres på og veksler mellem at spidse tungen, gøre den bred og bruge dens forskellige sider. Det skal hverken blive for voldsomt eller for vagt, for så kan du have svært ved at få orgasme.
Bonustip! En rigtig god, men lidt overset teknik, er, at din kæreste spidser sin tunge og lader den løbe op og ned med et vist pres i området mellem de små (indre) og store (ydre) skamlæber. Prøv det, og du vil opleve en helt ny følelse!

6. EFFEKTIVE FIGURER
Har din kæreste en atletisk tunge, er der flere figurer, han kan lave med den, og som får dig op at ringe:
Cirklen: Han tegner et ‘o’ med sin tunge. Det kan laves hvor som helst.
Ottetal: Tungen kører i ottetaller, hvor krydset lander lige oven på klitoris.
V’et: Hans tunge tegner et ‘v’, som starter i den ene side lidt over klitoris, ned i en spids og op på den anden side.
Larvebevægelsen: Hans tunge bevæger sig hen over dig på en bølgende måde - ligesom en larve. I dette og de andre tegn kan han med fordel skifte mellem forskellige tempi.

7. MERE FØLELSE MED SUG
Vil du gerne være endnu mere følsom i underlivet, end du allerede er, så få din loverboy til at bruge sugeteknikken. Den er eminent til at få blodet til at strømme til stedet og højne følelsen. Mens han suger, kan han for eksempel lade tungen køre rundt i cirkler. Men han må ikke suge for hårdt. Det kan være ubehageligt.

Gode råd

8. SÅDAN FÅR HAN LUFT
Ilt kan være en mangelvare, når han har hovedet begravet i dit særlige sted. Men manden skal jo have luft, og det får han bedst, hvis han trækker vejret gennem næseborene - for eksempel ved at dreje hovedet lidt til den ene side eller lægge det på skrå.
Bonustip! Der er opfundet adskillige instrumenter, dimser og snorkler med det formål at gøre det lettere for ham at trække vejret under oralsex. Drop dem! De har sjældent anden virkning end at få jer til at grine.

9. TRÆT I TUNGEN?
"Bliv ved, bliv ved!". Du vil helst have, at din honeys tunge fortsætter ufortrødent, indtil du skriger: "JAAA!" Så hvordan ungår han at blive træt i tungen? Han træner naturligvis dagligt sine tungemuskler ved at bruge dem til at spise og kysse med, men han kan også træne dem ved skiftevis at spænde dem og slappe dem af. Under selve akten kan han veksle mellem at bruge tungespidsen og siden af tungen. Så kan han blive ved uden at være nødt til at holde pause. Tungen kan også aflastes, ved at han bevæger hele hovedet i stedet for kun tungen.
Bonustip! Skulle din sengekammerat have hang til cognac, så skal han ikke kaste en indenbords, lige inden hans tunge skal på arbejde - det gør den nemlig tør og ru. Av!

10. KIGGE ELLER EJ?
Er du nybegynder i at modtage oralsex, synes du måske, det er grænseoverskridende at tænke på, at han nærstuderer dig forneden. Det er et kompliment, at han gerne vil lære det område af dig at kende så godt, men føles det stadig skørt, så luk øjnene - eller endnu bedre: Få ham til at binde et tørklæde for dem. Så kan du bedre give dig hen.

11. HJÆLP HAM MED AT HOLDE UD
Selvom din mand elsker at slikke dig, kan det være hårdt for hans hoved og nakke i længden. Så varier din stilling, så der er mere plads til ham at bevæge hovedet på: Læg en pude under din bagdel. Træk dine knæ op mod dine skuldre. Læg dig på et bord, og stil et par stole på hver side af ham, som du kan støtte benene på. Anskaf jer en erotisk gynge. Ud over at aflaste hans nakke giver det masser af spændende muligheder for oralsex.

Prøv noget nyt

12. HEMMELIGE STEDER
Dit underliv er et skatkammer af små punkter og hemmelige steder, som kan få dig til at slå gnister af fryd, hvis din elskers tunge kan finde dem. Lige over vaginalåbningen findes et af dem, nemlig urinrørsåbningen - og det kan sende dig i sexhimlen. Det kræver bare, at hans tunge finder frem til det og kilder dig lidt. En nysgerrig tunge på dette særlige sted kan virkelig få dig i ekstase.

13. PRØV ANDRE STILLINGER
Det mest gængse er, at du ligger på ryggen, når han giver dig oralsex. Men prøv også disse:
Doggystyle: Du står på alle fire, mens han slikker dig bagfra.
På ryggen med strakte ben: Der er mindre plads til ham at komme til på, men orgasmen vil føles anderledes.
69’eren: I kan slikke hinanden samtidig ved, at den ene ligger på ryggen og den anden omvendt ovenpå.

14. SÆT LYD PÅ
Støn, korte ord og andre lyde er et fint krydderi på oralsex og godt til at kommunikere med hinanden om, hvad der er dejligt, og hvad der ikke er. Rent faktisk kan lydene fra ham endda sende små vibrationer op igennem din krop og gøre nydelsen endnu større.

Tag et bad

15. GÅ GLAD I BAD
Kvindens naturlige duft er sjældent noget, der tænder en mand af, når han skal give dig oralsex. Men selvfølgelig kan du trænge til at blive frisket op inden strabadserne, og måske har du det også selv bedst med at føle dig ren. Så vask understellet inden "kampen", hvis det trænger. Husk, sæbe behøves ikke.
Bonusinfo: Kære mand, hvis du har det bedst med at kaste dig over en nyvasket kusse, er det okay, at du fortæller din partner det. Bare gør det på en kærlig måde.

16. LAD HAM SVINGE SKRABEREN
God oralsex afhænger ikke af, hvorvidt du er glatbarberet eller ej. Har du lyst til at ændre din frisure, kan du prøve at lade ham barbere dig, inden hans mund går i gang med det intime kysseri. Det er både frækt for ham og dig.

Effektive hjælpemidler

17. HOT, HOT, HOT
Dypper din honey sin tunge på en overskåret chili, inden han slikker dig, får det dit underliv til at føles varmt, og det kan forstærke følelsen. Bliver det pludselig for hot dernede, kan I komme lidt yoghurt naturel på og dermed skrue ned for temperaturen igen.

18. FLERE HJÆLPEMIDLER
Samtidig med at du bliver stimuleret udvendigt af hans tunge, kan I bruge forskellige andre virkemidler. Fingre, hænder og dildoer er blot nogle af de ting, I kan eksperimentere med - blandt andet til at finde dit g-punkt.
Bonustip! Musik er en anden god ting at peppe slikkeriet op med. Det hjælper ham at have en rytme, som hans tunge kan "danse" til.

Kilde: Ian Bendtsen, forfatter til bogen, Cunnilingus - bedre oralsex

Bragt første gang i Woman nr. 109