7 eksperters sexhemmeligheder

Fyr lidt ekstra op for erotikken når du får de allerdybeste sexhemmeligheder fra sexologen, orgasmetræneren eller erotikredaktøren

26. september 2015 af Camilla Haldrup

Sexologen

"Beslut dig for at have lyst"

Bedste tip 

"Når vi har fundet mr. Right, drømmer vi om, at vores sexliv skal være lige så sprødt og saftigt som første gang, vi hoppede i kanen sammen. Men efter et par år bliver det bløde aftryk i sofaen tit lidt for rundt og dybt, og sex er en sjælden begivenhed. ‘Det må være fordi, jeg ikke tænder på ham mere,’ forklarer vi tit os selv. Men faktisk glemmer vi simpelthen at have lyst. Lyst kommer nemlig ikke af sig selv – den skal generes. Så gør det til dit ansvar at få den frem."

Sådan gør du 

"Kickstart din liderlighed med små forførelser i hverdagen. Beslut dig for, at i aften har du lyst, og varm op med at forkæle dig selv med en tur til frisør, nyt tøj eller en god omgang træning. Send også din partner en pirrende sms – for eksempel ‘I aften er der noget særligt på programmet.’ Så har du ikke mulighed for at bakke ud af din plan – og så gejler det samtidig jer begge to op. Når han kommer hjem, så stil dig i døråbningen og lad dit kropssprog være åbent. Bare smil til ham, lad dine hænder glide over din krop og vis med lyde og frække blikke, at du har lyst til ham. Vær i nuet, og bliv der. Det får din sexlyst til at blomstre."

Bonustip

"Inddrag for eksempel et spil kort og et æggeur i din forførelse, og lad vinderen bestemme over taberen i fem minutter. Hvad skal han gøre ved dig? Slikke dig, massere dig? Vinder han, er det ham, der står ved roret."

Manden

"Giv ham et blowjob og nyd det" 

Bedste tips

"En af de allerbedste måder at vise en mand sin kærlighed på er at give ham et blowjob – og selv nyde det i fulde drag. Når du giver dig hen og tør at være lidt luderagtig og smide hæmningerne, sender du ham med garanti i rutefart til sex-himlen."

Sådan gør du

"Det gode blowjob handler ikke så meget om teknik, som det handler om at vise ham din nydelse. Det gør du ved at se ham i øjnene, mens du ligger der mellem hans ben og ved at vise din lidt dyriske side. Spyttet må gerne løbe ud af din mund og ned på hans pik, for det elsker mænd. Mænd er jo meget visuelle. Det, de ser, tænder de vildt meget på. En anden måde at vise ham din liderlighed på er ved at sidde nøgen over hans ben og gnide dit underliv mod ham, mens din mund arbejder. Det gør ham ekstra vild. Kronen på værket kan være, at du lader ham komme i din mund. Og nej, det er bestemt ikke et must, at du synker hans dråber, hvis du ikke bryder dig om det. Men undgå det på en raffineret måde."

Bonustip

"Skal han se sol, måne og stjerner, så pres på hans mellemkød med pege- og langefinger, når han er ved at komme. Det giver en endnu kraftigere følelse. Det er efter sådanne orgasmer, at han er parat til at sige: ‘Vil du gifte dig med mig?’."

Tantra-massøren 

"Udforsk kroppen"

Bedste tip

 

"Hu-hej! Indimellem går det hele lidt stærkt i sengen, og det er ærgerligt. Ja, faktisk er det helt, helt forkert ifølge den tantriske tankegang. For både kvinder og mænd har brug for et langt forspil for at opleve bedre orgasmer og holde længere. Tantrisk massage er perfekt, fordi det er afstressende, skaber intimitet og virkelig får jer til at gå på opdagelse på hinandens kroppe i stedet for at styre direkte mod kønsdelene."

Sådan gør du

"I Det Tantriske Massagetempel kan du både modtage og lære at give andre erotisk massage. Her er et par fif til, hvordan du kan bruge det derhjemme som en del af forspillet. Start ud med en afspændende muskelmassage, og gør det mere og mere sensuelt – brug for eksempel en fjer til at pirre hinanden med. I den tantriske massage bruger du som kvinde hele din krop. Læg ham på maven, smør rigeligt med olie på, og lad dine bryster være dit massageredskab. Glid tungt henover hans krop, og mærk intimiteten imellem jer. Mænd elsker det trick!"

Bonustip

"Nakken, ørerne, knæhaserne og hænderne er områder, hvor vi kvinder virkelig er følsomme, så der må han gerne bruge ekstra tid under massagen."

Sexlegetøjs-forhandleren

"Sex skal være sjovt" 

Bedste tip

"Erotisk legetøj er en fantastisk accessorie, som du ikke må snyde dit sexliv for. Du kan lære en masse om dig selv og din krop, rykke nogle grænser, og så gør det sex endnu bedre og sjovere. Desuden giver det frihed til kvinden. Er du single, behøver du ikke springe i seng med den første og bedste på diskoteket – for du kan jo sagtens blive tilfredsstillet derhjemme af dine vibrerende venner. Samtidig kan legetøjet også bruges som en inspirerende ingrediens sammen med en kæreste."

Sådan gør du 

"Er du til kvalitet og feminine farver, er legesagerne fra mærket Lelo lige dig. Nyd vibratoren Gigi, der med sin særlige form og fem forskellige indstillinger forkæler dig indvendigt, især dit g-punkt. Gigi’s lillesøster, Lily, er også en sjov legekammerat. Det er en lille og diskret klitoris-vibrator, der trods sit sarte ydre er ganske robust. 

Intenst bliver det også, hvis du støber din egen vibrerende dildo, der ligner kærestens pik på en prik. Så er din kærestes bedste ven foreviget, og du kan have masser af sjov både sammen med originalen, og når du er alene hjemme."

Stripperen

"Sæt ild på forholdet med frække moves"

Bedste tip

Mænd elsker at blive overrasket, og overrasker du ham med strip, har du ham i din hule hånd. Det er et skønt krydderi i forholdet, og du behøver slet ikke være professionel. Bare slap af, og nyd det. 

Sådan gør du

 

Det er godt på forhånd at øve dig lidt foran spejlet med nogle forskellige moves – for eksempel hvordan du kommer elegant op fra gulvet. Skab også de rigtige rammer for dit show med dæmpet belysning, og fjern på forhånd generende møbler. Du skal bruge en stol til ham, en stol eller et bord, du kan bruge i dit show og en pæn portion gulvplads. Tøjet vælger du selv. Nogle er til kostumer, men frækt undertøj, selvsiddende nylonstrømper og højhælede sko under en af hans skjorter duer bestemt også til dit afklædningsnummer. Vælg to sange til dit show. Den første må gerne være en anelse hurtigt og den næste langsommere.

Lad dig inspirere af teksten, men syng kun med, hvis du kender ordene. Under første sang skal du pirre ham og tage det yderste tøj af. Brug tid på at knappe op, mens han ser på, giv ham et lille smugkig af dine balder, kast med håret, og hav masser af øjenkontakt med ham. Under den anden sang smider du langsomt resten af tøjet. Knap bh’en af, mens du sidder på ham, og pres dig ind imod ham. Lad ham vente til allersidst, før du smider trusserne. Hvad der sker herefter, er helt op til jer.

Bonustip

Creme er godt at bruge i strippen, men husk at blande lidt vand ned i flasken, så du lettere får indholdet ud. Skal du bakse alt for meget med at få den fede bodylotion ud, kan det godt blive lidt kikset.

Orgasmetræneren

"Elsk (med) dig selv"

Bedste tip

Onani er det første og vigtigste kærlighedsforhold i vores liv. Det giver større selvkendskab, gør dig i bedre i stand til at nyde sex og endnu bedre, dybere og længere orgasmer. Så vil du have kvalitetssex i stedet for fastfoodsex, duer det ikke kun lige at bruge fem minutter på det. Brug tid og energi på at elske med dig selv.

Sådan gør du 

 

Fordi vi har så travlt i hverdagen, er vi nødt til at lave aftaler med os selv for at få det til at ske. Så skriv ind i din kalender: ‘I aften har jeg en date – med mig selv’. Allerhelst skal du bruge to timer på det et par gange om ugen for virkelig at få energierne kørt op. Så øv dig i at prioritere dig selv. På din date handler det om at udforske dig selv. Brug alle kroppens virkemidler – knibeøvelser, hoftevip, åndedrætslyde, fantasier, vibrator, dildo, fingergalop, kærtegn af hele kroppen og anal stimulation. Brug dem i forskellig styrke og tempo. Leg med dig selv i 45 minutter, før du giver dig hen til den først orgasme. Investerer du to minutter, får du derefter. Investerer du 45 minutter – ja, tænk, hvad det så kan blive til! Orgasmerne vil gå fra at føles som et par bølgeskvulp til at ende i seksuelt ekstase, som en tsunami, der ruller ind over din krop igen og igen.

Bonusinfo

Husk at tale kærligt til dig selv under dine ‘dates’, og hyld din krop for at give dig så meget nydelse. Sig ‘Kære, jeg elsker mig’ mindst én gang undervejs. Det gør oplevelsen endnu bedre.

Erotikredaktøren

"Brug porno som inspiration" 

Bedste tip 

Mange kvinder har en idé om, at pornofilm er noget skummelt noget. Men sådan behøver det slet ikke at være. Der findes masser af erotiske film, som kvinder kan få noget ud af. Brug pornofilm som inspiration i dit sexliv og til at slå væk fra de mange tanker, der belejrer dit hoved som ‘Burde vi nu også ligge her klokken to om natten, når jeg skal tidligt op i morgen?’ Pornoen får dig ned i kroppen.¨

Sådan gør du 

 

 

Kvinder tænder stort set på de samme ting som mænd: Almindelig sex, dirty talk, at blive taget hårdt og trekanter. Men for os betyder detaljerne mere. En nøgen mand iklædt tennissokker kan ødelægge alt. Som tommefingerregel er især kvindelige instruktører gode til at skabe et troværdigt univers uden at blive tantede.

 

Bragt første gang i Woman nr. 104.