En kvinde og en mand har sex for første gang
Sex med en ny mand kan være nervepirrende – men du behøver ikke bekymre dig! © Getty Images

8 gode råd til din første gang med en ny mand

Du har god grund til at glæde dig!

7. september 2018 af Freyja S. Anderberg

Måske har I skrevet sammen et stykke tid eller datet over en længere periode – uanset hvor godt du kender ham, eller hvor længe I har kendt hinanden, så kan den første gang, I skal have sex, være ret så nervepirrende.

Men det er også nyt og spændende – og du har helt sikkert noget at glæde dig til! Du får her otte gode råd, så du er helt klar på den første gang med din nye sexpartner.   

1. Du behøver ikke at være flov over dig selv

Det er der ingen grund til. Du er smuk og dejlig, lige som du er – og det synes han helt sikkert også! Og hvis der er noget, som mændene er vilde med, så er det en kvinde, der hviler i sig selv og udstråler kærlighed til sig selv. Se bare her, hvor smukke mændene synes, vi kvinder er, uden vi måske selv ved det. 

Hvis du skal have en hjælpende hånd til mere selvtillid, så gør lidt ekstra ud af dig selv, når du skal ses med ham den søde – men husk kun at gøre det, som får dig til at føle dig godt tilpas.

Føler du dig smuk i et flot sæt lingeri, med lidt farve på neglene eller med nybarberede ben, så hyg dig med forberedelserne. Er du derimod bedst tilpas helt au natural, så er det bare med at nyde og udstråle det – det vil også få ham til at slappe af, så I sammen kan nyde det.

kvinde og mand kysser i seng sammen
Du er perfekt som du er – og det synes han med garanti også. © Getty Images

2. Husk kondom

Selvom du bruger prævention som for eksempel p-piller, spiral eller en p-stav, så beskytter disse præventionsformer dig desværre ikke mod sexsygdomme. Så husk kondomet, når du skal i seng med en ny mand. Hav selv et med dig, så du er på den sikre side. 

3. Gør det i trygge rammer

Det er en god ide, at I har sex et sted, du føler dig tryg. Det behøver ikke at være hjemme hos dig selv – men et offentligt toilet er måske lige til den vilde side for de flestes vedkommende. Det er selvfølgelig helt op til dig og dine præferencer – you go girl!

4. Vær ærlig

Det værste, du kan gøre, er at fake og undlade at sige noget, hvis der er noget, du er utilfreds eller utilpas med. Og det er for både din og hans skyld. Så fortæl ham, hvad du kan lide – og vær ikke bange for at sige til, hvis der er noget, du ikke bryder dig om.

I kender jo ikke hinanden seksuelt endnu, så det bliver helt sikkert en bedre oplevelse for jer begge, hvis I taler åbent om jeres præferencer – både før og under fornøjelsen.

Et par har sex for første gang sammen
Vær åben og ærlig, og slap af i din lækre mands selskab – så får I begge en god oplevelse. © Getty Images

5. Slap af

Selvom det kan være svært, så prøv at slappe af og nyde det i øjeblikket. Det bliver måske ikke helt ‘fejlfrit’, men det gør heller ikke noget – for det er der jo intet her i verden, der er, så hvorfor skulle jeres første gang sammen være det? 

Det er også helt okay at grine sammen! Og hvis I er åbne og ærlige, så undgår I nemmest en akavet situation. 

6. Det er okay, at du stiller krav

Det er helt i orden, at du ‘kræver’ at komme, så det ikke kun er ham, der bliver seksuelt tilfredsstillet. Men vær tålmodig – ligesom du nok ønsker, at han skal være det. Og vær ikke bange for at guide ham konstruktivt i den rigtige retning, for han vil helt sikkert elske at give dig en orgasme.

På den anden side kan det også være en god idé, hvis du passer på med at stille for høje krav til både din egen og din partners præstation – så bliver du i hvert fald ikke skuffet. 

7. Du behøver ikke at overskride dine grænser

Der er ikke nogen, der siger, at du absolut skal kaste dig ud i de nyeste, vildeste sexstillinger. Og ligesom du ikke selv behøver at springe særligt langt ud af tryghedszonen, så behøver du heller ikke overskride hans grænser. Vi har alle forskellige grænser, så fortæl ham, hvor din går til.

8. Det er også okay at prøve noget nyt

Selvom du ikke behøver at overskride dine grænser, så skader det vel ikke prøve noget nyt? Det er jo en ny mand, så hvorfor ikke? 

Hvis du for nyligt er kommet ud af et længevarende forhold, eller hvis du i lang tid har haft sex med den samme mand, så kan I have skabt faste rutiner og vaner – og det kan altså være spændende at bryde med dem og prøve at have sex på en ny måde med en ny mand. Tag selv initiativ eller følg ham, hvis du kan lide, hvor det fører hen. 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori