9 sexmyter - som selv kloge kvinder tror på

Hvad er sandt, og hvad er falsk, når det kommer til sex? Woman giver dig svaret på ni kendte sexmyter

5. september 2014 af Woman

9 sexmyter - som selv kloge kvinder tror på

Alle mænd elsker analsex, de er konstant liderlige, og så er de vilde med kæmpestore bryster. Eller hvad?

Woman tager ni af de mest udbredte sexmyter op til revision og undersøger, om der er noget om snakken.
 

Mænd og sex

MYTE #1: 
MÆND HAR ALTID LYST TIL SEX

FALSK

Hvorfor tror vi det?
Har du nogensinde hørt en mand beklage sig over, at kæresten vil have sex hele tiden? Nej, vel? En rigtig mand går rundt med halvstiv pik 24/7, og sådan har det været siden stenalderen - eller det vil de i hvert fald gerne have os til at tro.

Mænds manglende lyst er noget af det mest tabubelagte i vores kultur. Det er dybt pinligt for dem; det svarer nærmest til, hvis du kom til at tisse i bukserne eller slå en prut foran din mandlige chef. Ikke godt...

Hvordan er det i virkeligheden?
Hvis du dater en 17-årig hormonbombe, er det sikkert rigtigt, at han er pænt nem at tænde. Men så snart mænd når op i 20’erne, begynder andre sider af livet at være mindst lige så vigtige: De kan også være stressede over arbejdet, have hovedpine eller bare mere lyst til at hygge sig med et afsnit af House of Cards end at fyre den af på lagnerne.

Undersøgelser viser faktisk, at hver sjette danske mand døjer med manglende lyst til sex, så du behøver ikke være bange for, at du er fyret som kæreste, bare fordi han takker nej en gang imellem.
 

Knald eller fald

MYTE #2:
VI BLIVER ALDRIG KÆRESTER, HVIS VI KNALDER FØRSTE AFTEN

FALSK

Hvorfor tror vi det?
Mænd foretrækker kyske kvinder, som de kan have helt for sig selv, og det har de gjort, lige siden Richard Løvehjerte fik sko på (eller hvad det nu hedder). Sådan er reglerne bare, og vi har alle sammen set beviset i omkring en million amerikanske high school-film.

Hvordan er det i virkeligheden?
Hvis du går hjem med en mand, der klart signalerer, at han er ude efter et one-night-stand, skal du nok ikke forvente en længere romance. Men hvis han ellers har lyst til at få en kæreste, er sex den første aften bestemt ikke nogen hindring for at indlede et forhold.
 
En rask lille undersøgelse på M!’s hjemmeside, mmm.dk, viser for eksempel, at hele 67 procent siger "ja da" til at starte noget seriøst med en kvinde, der går i seng med dem første aften, og 23 procent er måske friske, "hvis hun er lækker nok". Så pak du bare kyskhedsbæltet væk, frøken...
 

Sport i toeren

MYTE #3:
ALLE MÆND DRØMMER OM AT DYRKE "SPORT I TOEREN"

FALSK

Hvorfor tror vi det?
Analsex er her, der og alle vegne. Ethvert dameblad med respekt for sig selv (Woman ingen undtagelse) har udførlige guider til, hvordan handlingen skal udføres, og det er snart ikke til at tænde for en pornofilm, uden der er nogen, der får stukket noget op bagi.

Hvordan er det i virkeligheden?
Ifølge drengerøvsmagasinet M!’s store sexundersøgelse synes 78 procent af læserne, at analsex er frækt. Det betyder, at 22 procent - næsten hver fjerde - ikke tænder på "at lege futtog i den brune tunnel" (ja, det kalder de det fandeme!).

Måske bryder de sig ikke om at få lort på pikken. Måske føles hullet for stramt. Eller måske tænder de bare ikke på at give den i prutten. Alt i alt behøver du altså ikke at frygte, at du aldrig kan tilfredsstille en mand i sengen, bare fordi du ikke bryder dig om at blive taget i numsen.

 

Kinky sex

MYTE #4:
ALLE ANDRE HAR MERE KINKY SEX END MIG

FALSK

Hvorfor tror vi det?
Vi danskere er enormt gode til at tale om sex - hvad vi i teorien kan eksperimentere med, hvor vildt det kan blive, og at vi engang har hørt om en kvinde, der fik de vildeste sprøjteorgasmer. Men vi er generelt rigtig dårlige til at fortælle om vores eget sexliv.

Hvordan er det i virkeligheden?
Der findes mennesker, der har det som en slags fritidsinteresse at udvikle deres seksualitet, og ja, der står sikkert en del lak, læder og udendørs trekantsex på menuen hjemme hos dem.

Men de fleste er akkurat lige så kedelige som dig: I Womans undersøgelse af "Det perfekte knald" kunne vi konstatere, at størstedelen af jer foretrækker at elske i missionærstilling med en fast kæreste hjemme under dynen, og hele herligheden skal helst ikke tage mere end 20 minutter.

Så er det vist slået fast én gang for alle: De fleste af os er ikke særligt kinky, vi foretrækker god gammeldaws kærlig sex i stedet!
 

Friske, unge mænd

MYTE #5:
MÆND TOPPER SEKSUELT, NÅR DE ER 18 ÅR

FALSK

Hvorfor tror vi det?
Gang på gang bliver vi præsenteret for undersøgelser, der viser, at mænds testosteronniveau, og dermed deres seksuelle formåen, er højest i slutningen af teenageårene. Derefter går det bare ned ad bakke resten af livet - siger myten i hvert fald.

Hvordan er det i virkeligheden?
På sin vis er den god nok: De kære mænd topper tidligt rent biologisk. Men der skal heldigvis andet og mere til et godt knald end en stenhård pik og en ungersvend, der kan pumpe løs i timevis.

Sex er noget, der skal læres, og de fleste af os bliver bedre og bedre, jo mere vi øver os. Så bare rolig, du har noget at se frem til, så der er ingen grund til at piske ud og skifte kæresten ud med en toyboy.
 

Støn!

MYTE #6:
JO HØJERE JEG STØNNER, DES MERE NYDER HAN DET

SANDT

Hvorfor tror vi det?
Det er altid rart at blive bekræftet i, at man gør det rigtige, og sådan har mændene det sjovt nok også. Et "uh" her og et "ah" der viser, at han er på rette vej, og det får ham til at føle sig som lidt af en He-Man.

Hvordan er det i virkeligheden?
Et tysk forskerhold har påvist, at han-aber har betydeligt lettere ved at få udløsning, hvis hunnen både stønner og skriger under sex. Og ifølge sexologer er den god nok: Abernes vaner kan overføres til os mennesker. Men selv om Woman i første omgang erklærer myten for sand, vil vi straks tilføje, at det er en sandhed med modifikationer.

Ingen kan lide at have sex med en død fisk, men det er samtidig de færreste, der bryder sig om at have en hylende sirene kørende under sig. Målet er at få ham til at føle sig som en fantastisk elsker og en fandens tyr - ikke at give ham høreskader.
 

Liderkarle

MYTE #7:
MÆND ER MERE LIDERLIGE END KVINDER

SANDT & FALSK

Hvorfor tror vi det?
Myten stammer fra samme sted som den om, at mænd altid har lyst til sex, og at kvinder ikke kan lide porno: I vores kultur er det traditionelt manden, der tager initiativet, og kvinden, der bider tænderne sammen og tænker på Gud, konge og fædreland.

Hvordan er det i virkeligheden?
En stor dansk undersøgelse viser, at 75 procent af alle mænd "tit har lyst til sex", mens det samme kun gælder for 24 procent af kvinderne. En del af forklaringen skal sandsynligvis findes i det faktum, at kvinders lyst til sex er mere svingende end mænds.

På nogle dage i vores cyklus er vi enormt liderlige, men der er også tidspunkter, hvor vi overhovedet ikke har lyst - mændenes liderlighed er mere konstant.
 

Op at stå

MYTE #8:
DET ER MIN SKYLD, AT HAN IKKE KAN FÅ DEN OP AT STÅ

FALSK

Hvorfor tror vi det?
Vi kvinder har en tendens til at forbinde stivheden i mandens pik med, hvor lækre vi er. Vi kan manipulere med hans pik på tusind måder, og alene synet af os uden tøj på kan gøre ham hård. Derfor ligger det også lige for at tænke, at det nok har noget med os at gøre, når lillemand bliver liggende som en slatten regnorm.

Hvordan er det i virkeligheden?
350.000 danske mænd lider af erektionsbesvær. Det kan der være tusind grunde til: Han kan være stresset, deprimeret, nervøs, syg, have taget stoffer eller bare være dybt optaget af noget andet. Sandsynligheden for, at det har noget med dine deller at gøre, er minimal.

TIP! Lad være med at gå i baglås, fordi pikken er slap. Udnyt situationen til at kæle for andre steder på hans krop - han vil elske dig for det!

Dine bryster

MYTE #9:
HAN VILLE ØNSKE, JEG HAVDE STØRRE BRYSTER

FALSK

Hvorfor tror vi det?
Et enkelt kig i et blad som M!, og der er ingen tvivl: Du skal være udstyret med et par ordentlige boobies for at falde ind under begrebet lækker.

Hvordan er det i virkeligheden?
Vi kan ikke komme uden om, at der er noget med mænd og bryster - de er et frugtbarhedssymbol, som hankøn altid har været fascineret af. Men de behøver altså ikke at være kæmpestore for at virke tiltrækkende.

Idealbrystet har faktisk ændret sig meget op gennem historien: Fra kæmpe kasser i stenalderen til citronbryster i renæssancen frem til 1920’erne, hvor det var in at være helt fladbrystet. Undersøgelser på tværs af kulturer viser, at de fleste mænd er vilde med runde bryster, men favoritstørrelsen varierer fra land til land.

Konklusion: Nogle foretrækker gajoler, andre meloner, og så er der det store flertal, der bare godt kan lide bryster.
 
Bragt første gang i Woman nr. 127