Par der hygger i sofa
Find ud af, om minipiller er noget for dig. © Getty Images

Her er alt, du skal vide om minipiller

Se, om det er den rette præventionsform for dig

28. april 2019 af Amalia Kristiansen

Når du skal finde den rette prævention for dig, kan det være svært at vælge, fordi der er så mange forskellige præventionsformer, og det er en jungle at finde rundt i. Det er også svært at vurdere, hvad der er bedst for dig, hvis du ikke helt er sikker på, hvad de forskellige kan. 

Vi vil forsøge at gøre dig klogere på præventionsformen minipiller, så du kan have det in mente, når du skal vælge præventionsform. Det kan være, at du gerne vil vide, hvad de koster, hvilke bivirkninger der er, og hvordan du skal tage dem. 

Hvis du finder ud af, at minipiller alligevel ikke er noget for dig, så har vi også lavet den store præventionsguide, der kan guide dig til at finde den rette prævention. Fælles for dem alle er, at de skal beskytte dig mod at blive gravid, så længe du i hvert fald ikke selv ønsker det.

Minipiller i pakke
Minipiller er en velkendt prævention. © Privatfoto

Hvad er minipiller?

Ligesom p-piller er minipiller en præventionsform med hormoner. Minipiller indeholder dog kun hormonet gestagen, hvor p-piller indeholder både gestagen og østrogen. 

Grunden til, at det hedder minipiller, er, at hormonniveauet i pillerne er lavere end de almindelige p-piller. Så hvis du ikke ønsker at proppe din krop med hormoner, kan det være, at minipiller er noget for dig.

Hvordan virker minipiller?

Minipillen sørger for, at din ægløsning blokeres hver måned. Det er hormonet gestagen, der gør, at ægløsningen blokeres, så du ikke kan blive gravid. 

Der findes to forskellige slags minipiller, men det er kun de nye minipiller, som primært bliver udskrevet på recepter i Danmark. De gamle minipiller indeholder ikke nok gestagen til at blokere din ægløsning, og derfor er de gamle minipiller ikke lige så sikre som de nye. 

Modsat p-piller skal minipiller tages hver dag – uden pause. Derudover skal minipillen tages cirka samme tid hver dag, for at du opnår den højst mulige sikkerhed, så du skal være ganske punktlig for at kunne tage minipiller (også efter en bytur med lidt for mange tequila shots). 

Par der ligger i seng
Minipiller skal tages samme tid hver dag, så du ikke bliver gravid. © Getty Images

Så sikre er minipiller

Sikkerheden på minipiller er god, så længe de tages efter retningslinjerne og i det tidsrum, det anbefales. De er ikke lige så sikre som p-pillerne, da der kun er ét hormon i minipiller, men det betyder til gengæld også, at du ikke fylder din krop med alt for mange hormoner. Sikkerheden ved minipiller er dog fortsat høj, for der er 98 procent sikkerhed mod graviditet.

Hvad koster minipiller?

Prisen på minipiller er meget forskellig alt efter, hvilket mærke der passer til dig. De fleste pakker koster mellem 40 og 60 kroner, men nogle minipiller koster op til 260 kroner per pakke. Der er til tre måneders forbrug i én pakke, så det er det samme som p-piller. 

Ofte er det også muligt at få de samme piller til en billigere pris, hvis de kommer fra en anden producent – også selvom de indeholder det samme. Det er dog noget, du vil blive oplyst om på apoteket. 

Par der har sex i seng
Minipiller varierer meget i prisklasse, og det kommer an på, hvilke du skal have. © Getty Images

Fordele ved minipiller

Da minipiller ikke indeholder hormonet østrogen, er der ikke lige så stor risiko for blodpropper, som der er ved eksempelvis p-piller. Derudover er der heller ikke øget risiko for brystkræft, når du tager minipiller, hvilket er to store fordele ved præventionsformen minipiller.

Minipiller skal tages indenfor et tidsinterval på tre timer, og de skal tages hver dag. Derfor er det nemt at huske, at du skal indtage en pille til dagligt. Hvis du derimod går ud over de tre timer, skal du bruge beskyttelse de næste syv dage (medmindre du har et ønske om at blive gravid). 

Bivirkninger ved minipiller

Ligesom andre præventionsformer kan der også forekommer bivirkninger ved at tage minipiller. Blandt andet kan der opstå pletblødninger, når du er på minipiller. Nogle kvinder holder helt op med at få deres menstruation, mens andre har nogenlunde regelmæssig menstruation.

En anden bivirkning ved minipiller er, at du kan få humørsvingninger, da hormoner kan påvirke dit humør. Minipiller kan også give hovedpine, vægtøgning og øget risiko for depression.

Det er dog meget forskelligt, hvordan minipiller påvirker kroppen, så du kan sagtens risikere slet ikke at opleve bivirkninger ved minipiller.  

Par der ligger i seng
Find ud af, om minipiller er noget for dig. © Getty Images

Find ud af, om minipiller er noget for dig

Hvis du tænker, at minipiller godt kunne være noget for dig, så er det en god idé at snakke med din læge om din situation. På den måde kan I sammen finde ud af, hvilken præventionsform der er den bedste løsning for dig. 

Husk dog at benytte kondom, hvis du har skiftende sexpartnere, da minipiller ikke beskytter dig mod sexsygdomme. 

Kilder: Sundhed.dk, Netdoktor.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori