Du har GARANTERET prøve at analysere en mands sms'er til døde! Og det har Ida Holst også. Da hendes forhold med kæresten Kasper (navnet er opdigtet) var forbi, havde hun 3.200 sms'er fra det forliste forhold i sin telefon. Og hvad gør man så med dem? Tjo, Ida redigerede dem og lavede en bog ud af dem.
Bogen hedder Hej Søde og udkommer i dag - og det er ikke kedelig læsning. Som læser bliver du taget helt ind i parforholdets dybe sms-verden af sex, love og misforståelser - og der er ikke lagt fingre i mellem.
"I bogen møder læseren et forhold mellem to personer, der aldrig skulle have været kærester. Det er kun det seksuelle, der holder dem sammen. Et klassisk dårligt forhold hvor kvinden hele tiden prøver at få manden til at forstå, hvad hun har brug for - men han fatter det aldrig. For ham er god mad og sex rigeligt, samt opvartning ad libitum," skriver forfatter Ida Holst til metroxpress.
Ida beholdt sms'erne for at analysere forholdet og finde ud af, hvor det gik galt. Fem år senere læste hun sms'erne og var godt underholdt - og ja, hun kan godt selv se, at hun er hysterisk.
Her er et uddrag fra bogen - læs det og grin:
Fredag d. 31. marts
Kl. 14.00 fra Kasper: Hey, jeg skal ud og bowle med arbejdet i aften. Det havde jeg lige glemt. Men vi ses i morgen
Kl. 14.05 fra Amalie: HVAD??? Det har du overhovedet ikke sagt noget om. Du aflyste også i onsdags. Du kan sgu ikke være det bekendt
Kl. 14.20 fra Kasper: Slap dog lige af. Jeg har jo ikke totalt røvrendt dig
Kl. 21.15 fra Kasper: Hey! Er på Østerport. Hvordan kommer jeg hen til dig? Bus eller tog? Er ikke vant til det offentlige
Kl. 21.20 fra Amalie: Hvad? Vil du komme nu? Det har vi da ikke aftalt? Du vækkede mig faktisk. Jeg var gået tidligt i seng. Men kom bare. S-tog er hurtigst og nemmest
Kl. 21.35 fra Kasper: Er hjemme hos mine forældre. Mødte Søren fra klubben og han kørte mig hjem. Klubben ved ikke noget om dig, så jeg blev nødt til at køre med ham
Kl. 21.40 fra Amalie: HVAD? Du sagde jo, at du ville komme her. Du vækkede mig og nu kan jeg selvfølgelig ikke sove. Perfekt afslutning på den her lortedag
Kl. 21.53 fra Kasper: For fanden i helvede hvor er du svær at gøre tilfreds
Kl. 21.55 fra Amalie: Så find en anden, der er nemmere. Godnat. Jeg slukker nu
Kl. 21.57 fra Kasper: Du er fandeme latterlig