Jeg VED jeg er et godt knald!
Jeg VED jeg er et godt knald!

Boost din selvtillid i sengen

Er du nervøs for ikke at gøre det godt nok i kanen? Læs her, hvordan du får sex-tilliden i top

23. april 2010 af Rikke Hovn Poulsen

Boost din selvtillid i sengen

Du kender det: Angsten for, at din nye flamme tænder fuldstændig af, når du smider tøjet og afslører appelsinhud og strækmærker. Følelsen af, at du måske ikke er kinky nok i sengen. Og den nagende tanke, at hans eks nok var både bedre og frækkere end dig.

Men ved du hvad? Der er absolut ingen grund til den slags følelser. Når først din lover er kommet til tredje base, er han alt for tændt til at bekymre sig om, hvorvidt der sidder et par bildæk om maven eller ej. Det eneste, han bekymrer sig om, er om du nyder det!

Så slip usikkerhederne og få mere selvtillid i sengen - og dermed bedre sex for jer begge. Her får du et par tips til, hvordan du gør.

 

Få de tbedre med din krop

  • Vær nøgen - alene
    Det er klart, at du bliver nervøs i sengen, hvis du ikke har smidt tøjet uden for badeværelset siden årtusindskiftet. Så væn dig til, at nøgenhed er helt naturligt: Gør det til en vane at lave mad, gøre rent og læse Woman iført Eva-kostume, når du er alene hjemme. Med tiden begynder du at slappe af omkring din nøgenhed - og så bliver det også nemmere, når der er en mand i nærheden.

  • Husk: Dellerne overrasker ikke
    Lad være med at tro, at din sengepartner bliver overrasket, når du smider blusen, og der ikke åbenbarer sig en krop som Kylie Minogues. Han har set dig og rørt ved dig med tøj på, og derved har han dannet sig et nogenlunde overblik over, hvordan du ser ud. Hvis muffintoppen ikke skræmte ham væk, da der sad en bluse udenover, er den sikkert heller ikke noget problem nu.

  • Sexet lingeri
    Alle undersøgelser viser, at kvinder, som dagligt går i sexet, matchende lingeri, har det meget bedre med sig selv og deres kroppe end deres bomulds-Sloggi-bærende medsøstre. Så væn dig til at forkæle dig selv inderst inde - også når der ikke umiddelbart står sex på programmet.

  • Lær af ham
    De fleste mænd viser gladelig sig selv frem i al deres nøgne pragt og herlighed. De er stolte af pakken som helhed, lige meget om der hænger et par kilo for meget fortil eller om der er et par bumser på ballerne. Hvorfor skulle du være nervøs for at vise dig frem, når han ikke er? Husk på, at han ikke udforsker din krop for at lede efter fejl og mangler - han gør det, fordi han synes, den er et fantastisk landskab at gå på opdagelse i.

  • Dæmp lyset - uden at slukke det
    Mænd er visuelle væsener, så derfor er det synd og skam at slukke lyset under akten. Men det er altså de færreste af os kvinder, der bryder os om at få et halogenspot rettet direkte mod vores baller. De tager sig bare bedre ud i en lidt mere nådig belysning. Så sluk loftslampen og frem med stearinlysene - eller hæng et stykke stof over lampen, så lyset ikke er så skarpt. De bløde skygger og silhouetter skal nok få dig til at slappe lidt mere af.

    Læs her, hvordan du kommer til at se godt ud nøgen



    Boostere under akten

  • Less is more
    Lad være med at tænke, at du nødvendigvis skal blæse benene væk under din nye kæreste den første gang, I knalder. Du behøver ikke toppe alle hans eks'er i opfindsomhed, smidighed og mærkelige stillinger. Han er lykkelig over, at det er lykkedes for ham at komme i bukserne på dig, og han vil faktisk gerne bare lære din krop at kende. Det er helt sikkert spændende nok i starten!
  • Bed om et knus
    Kropskontakt udløser afstessende glædeshormoner i din hjerne. Så bed om en krammer, når selvtilliden er i bund. Det skal nok få dig til at få det lidt bedre med dig selv - og det behøver ikke føre til sex, hvis du ikke har lyst.
  • Undgå orgasme-hysteriet #1
    Lad være med at banke dig selv oven i hovedet, hvis du hører til den halvdel af den kvindelige befolkning, der kun sjældent eller aldrig får orgasme under sex. Det er helt normalt, og sex kan sagtens være både skønt og dejligt alligevel. Det gør dig ikke til et dårligt knald - og hvis fyren tror, at det er dig, der er noget galt med, er det fordi han ikke forstår et klap af den kvindelige anatomi.
  • Undgå orgasme-hysteriet #2
    Bare fordi manden ikke kommer under sex, betyder det ikke, at der er noget i vejen med dig. Måske er han stresset, træt - eller måske er han også nervøs for ikke at gøre det godt nok? Den slags tanker kan sagtens stille sig i vejen for hans evne til at give sig hen (nøjagtig som de kan for dig). Anyway: Spørg ham, om der er noget i vejen, i stedet for at gå og forestille dig alt muligt inde i hovedet. Det hjælper.
  • Indrøm, når du er nybegynder
    Lad være med at panikke, fordi han beder dig om at gøre noget, du ikke har helt styr på. Få ham i stedet til at lære dig, hvordan du skal gøre det på en måde, der får ham helt op at flyve. Han bliver lykkelig over at få det lige nøjagtig, som han vil have det - og du lærer noget nyt. Det er da en win-win situation!
  • Sig, hvad du vil have
    Du kommer let til at tvivle på dine evner i sengen, hvis du ikke selv synes, sex'en er særlig god. Og den letteste vej til god sex er som bekendt at bede om det. Så øv dig i at sige, hvad du vil have. Det kræver overvindelse i starten - men øvelse gør mester.