Aseksuel kvinde
Hvis du ikke tænder på andre mennesker, kan det være, at du er aseksuel. © Getty Images

Bliv klogere på, hvad det vil sige at være aseksuel

Har du ikke lyst til sex med andre? Så kan det være, at du er aseksuel

29. oktober 2019 af Simone Overgaard Aaberg

Med over 7,5 millarder mennesker i verden er det ikke overraskende, at der findes en del forskellige seksualiteter. For vi er alle unikke og har hver vores præferencer, når det kommer til kærlighed, sex og alt det indebærer.

Du er garanteret bekendt med, at du kan være homoseksuel, heteroseksuel, biseksuel og sapioseksuel. Men vidste du, at du også kan være aseksuel? 

Det vil det sige at være aseksuel

Hvis du ikke oplever seksuel tiltrækning hos andre mennesker – hvad end det er mænd eller kvinder – så kan det være, at du er aseksuel. Det er nemlig den manglende seksuelle tiltrækning, der kendetegner aseksualitet. 

Aseksuelle kan sagtens opleve andre former for tiltrækning, som for eksempel romantisk, æstetisk eller sensuel tiltrækning, men uden at der et ønske om at føre det videre seksuelt. For aseksuelle kan et forhold, der er baseret på en romantisk involvering og tiltrækning, være nok i sig selv.

Som aseksuel kan du også stadig have lyst til sensuelle berøringer som kys, kram og nus, men uden at have lysten til at tage det videre til sex. 

Par med aseksuel kvinde
Som aseksuel kan du godt tiltrækkes på andre plan end det seksuelle. © Getty Images

Du kan godt være aseksuel og stadig have seksuel lyst

At være aseksuel er ikke nødvendigvis lig med, at du ingen seksuelle lyster har. Du har bare ikke lyst til at tilfredsstille disse lyster med andre. Det vil sige, at du måske er fint tilfreds med at onanere og på den måde tilfredsstille dig selv.

Hvor mange mennesker er aseksuelle?

Det skønnes, at omkring 1 procent af verdensbefolkningen er aseksuelle. Det er altså ikke en kæmpe gruppe, men heller ikke uvæsentligt på nogle måder. 

Der kan også gå mennesker rundt, som er aseksuelle, uden at være klar over det – enten fordi de ikke har overvejet det eller ikke var klar over, at det rent faktisk var en seksualitet.

Hvordan ved du, om du er aseksuel?

Der er som sådan ikke en guideline til, hvordan du finder ud af, om du er aseksuel eller ej, men overordnet kan du stille dig selv spørgsmålet: Føler du seksuel tiltrækning til andre mennesker?

Du er altså ikke nødvendigvis aseksuel, hvis ikke du længere føler dig seksuelt tiltrukket af din kæreste – du kan for eksempel stadig godt føle dig seksuelt tiltrukket af andre mennesker.

Det er ikke alle, der har et behov og ønske om at putte et label på deres seksualitet, og det er helt i orden. Omvendt kan det for nogle være rart at føle, at de ikke er de eneste, der har det på en bestemt måde. 

Aseksuel kvinde
Der findes forskellige former for aseksualitet. © Getty Images

Du kan godt være aseksuel, selvom du tidligere har været seksuelt tiltrukket af et andet menneske

Ligesom at du godt kan have været heteroseksuel det meste af dit liv, men når til et tidspunkt, hvor du føler dig tiltrukket af begge køn, så kan du også gå fra at have været seksuelt tiltrukket af andre til at være aseksuel. 

Det er helt individuelt, hvad din seksuelle orientering er, og hvordan den (måske) ændrer sig over tid. Du kan derfor også godt opleve at være aseksuel i en periode af dit liv, og så senere hen ændre seksuel orientering til at være tiltrukket seksuelt af andre.

Kilder: Asexuality.org, Urbandictionary.com.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.