Kvinde kigger skeptisk på en pakke p-piller
Er du træt af prævention fyldt med hormoner? Find ud af hvordan du undgår dem. © Getty Images

Disse præventionsformer skal du vælge, hvis du vil undgå hormoner

Vink farvel til de ekstra hormoner!

4. september 2018 af Michelle Andersen

Føler du dig også en smule splittet i forhold til din prævention? På den ene side vil du gerne beskytte dig selv mod uønsket graviditet, men på den anden side har du det ret skidt med alle de ekstra hormoner og bivirkninger, du fodrer din krop med hver eneste dag. 

Vi har samlet en liste med fem præventionsmidler, som enten er helt hormonfrie eller kun indeholder få hormoner. Måske du skulle overveje en af dem? 

Prævention uden hormoner

De kvindelige kønshormoner, som dannes i æggestokkene, hedder østrogen og progesteron. Hormonerne er vigtige og uundværlige, når vi kvinder modnes, ældes, bliver gravide og har menstruation. 

Hormonelle præventionsmidler som p-piller indeholder et østrogenlignende hormon, som hedder ethylenestradiol, og et progesteronlignende hormon, som hedder gestagen. Tilsammen sørger de to hormoner for at beskytte dig mod graviditet. I den helt store præventionsguide for kvinder kan du læse mere om forskellige former for prævention.

Der er desværre også bivirkninger ved at bruge præventionsmidler fyldt med hormoner, og derfor har vi undersøgt, hvilke præventionsmidler du i stedet kan bruge for at undgå de ekstra hormoner – eller i hvert fald fylde kroppen med færre af dem.

Kondomer og p-piller
Præventionsmidler kommer i mange former og farver. © Getty Images

1. Kondom/femidom 

Kondomer til både mænd og kvinder virker ved at skabe en barriere, så sædcellerne ikke kan komme ind til kvindens ægceller. Kondomer er HELT hormonfrie og uden bivirkninger, hvis de bruges rigtigt. Og så er det faktisk det eneste præventionsmiddel, som også beskytter mod sexsygdomme. Det kan dog ske, at der går hul på et kondom – i sådan et tilfælde er det en god idé at tage en graviditetstest, hvis du ikke er beskyttet med andre præventionsmidler også.

2. Pessar

Et pessar fungerer som et skjold, der placeres foran livmoderhalsen og forhindrer sædceller i at komme ind i livmoderen. Pessaret skal du sætte op, før du har sex, og så skal det blive siddende i seks timer efter. Pessaret indeholder ingen hormoner, og så er der ingen bivirkninger, hvis det bruges rigtigt. 

3. Kobberspiral

En kobberspiral udskiller små mængder kobber, som gør området omkring livmoderen giftigt for sædceller. På den måde mindsker kobberspiralen sandsynligheden for, at et befrugtet æg sætter sig fast, og du bliver gravid. Der er ingen hormoner i kobberspiralen, og du kan have den i fem til otte år. En ulempe ved kobberspiralen er, at den kan give kraftigere og længere blødninger, når du har menstruation. 

Kobberspiral ligger i en hånd
Der er ingen hormoner i en kobberspiral. © Getty Images

4. Minipiller

Minipiller indeholder kun ét hormon – nemlig progesteron/gestagen. Netop derfor er de et godt alternativ til p-piller, som indeholder to forskellige slags hormoner. En ulempe ved minipiller er, at de ofte giver uregelmæssige blødninger (præventionsformerne påvirker faktisk din menstruation ret forskelligt), og så skal de tages på samme tidspunkt hver dag, for at de virker.

5. P-stav

En p-stav har samme mængde hormoner som minipiller – fordelen er bare, at du ikke skal huske at tage en pille hver dag. I stedet lægges p-staven ind under huden på indersiden af din ene overarm, og så frigiver den lidt hormoner hver dag. Du kan have en p-stav i armen i tre år, og det kræver et besøg hos din læge for at få sat den ind. En ulempe ved p-staven er, at den, ligesom minipillerne, kan give uregelmæssige blødninger.  

Kilder: Healthline, Sundhed.dk, P-pille.dk

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori