Mand kysser kvinde i seng
© iStock

Din krop er fyldt med erogene zoner: Her er 13 af dem (både de oplagte og de oversete)

Mænd og kvinder har stort set de samme erogene zoner

11. april 2021 af Redaktionen

Både din og hans krop er fyldt med følsomme punkter, der kan få jer til at knurre af lyst. Byg jeres orgasmer op ved hjælp af de erogene zoner, og fortsæt derefter til næste step.

Hvad er en erogen zone? 

Det er et sted på kroppen, hvor huden er tynd, og der er samlet ekstramange nerveceller. Det gør punktet særligt følsomt, og derfor er det dejligt at blive rørt der, for eksempel under sex. 

Mænd og kvinder har stort set de samme erogene zoner – selvom vi selvfølgelig ikke har helt det samme udstyr forneden. Og så er mænd som regel mere følsomme på hænderne, især på fingerspidserne. 

Herunder kan du læse om nogle af forskellige erogene zoner. 

1. Læberne 

Der er en grund til, at langt de fleste – både mænd og kvinder – elsker at kysse! Læberne er et af de mest følsomme steder på vores kroppe, og derfor føles det fuldstændig fantastisk for begge parter, når de mødes. Skift gerne mellem de små og drillende kys og de lange og våde. 

2. Inderlårene

Den blødeste og fineste hud på dine ben sidder på indersiden af lårene. Det er også tættest på din klitoris og hans penis, så det er klart, at det ikke kan undgå at sætte gang i safterne, når I kæler for dette område. Brug dine fingerspidser – og måske neglene – til at glide op og ned. Decideret massage kan også føles lækkert. 

3. Brystvorterne

Det kan godt være, at mændene er lidt mere fascinerede af dine brystvorter, end du er af deres, men hos begge køn er de meget følsomme. Følsomheden kan variere fra person til person, så start blidt med at kysse og puste på dem. Hvis det føles godt, kan I tage fingrene i brug til at nusse eller nappe blidt i dem. Husk dog at gå forsigtigt frem – ingen tænder på en sherifstjerne! 

4. Nakken

Området er fyldt med nerver, så al nusning er velkommen. Massage, blide strøg, kys eller endda åndedrag kan sende ham i ekstase – og omvendt. Prøv også at bruge fingerspidserne på skift, som var hans nakke et klaver, du spiller en (fræk) sang på. 

5. Ørerne 

En fræk hvisken, et kælent slik eller et kærligt bid. Alle tre vil virke på øret, hvor særligt flippen er god og blød at lege med. 

6. Hænderne

Har du tænkt på, hvorfor det er så intimt at flette fingre? Der sidder simpelthen erogene zoner mellem fingrene, så gør det så tit som muligt – også under akten. 

7. Kønsorganerne

Det er nok ingen overraskelse, at både mænd og kvinder i en undersøgelse har svaret, at dette er det mest følsomme sted på kroppen. Det er herfra, orgasmen kommer, så byg op til den ved at lege med alle de andre erogene zoner først, og udret så din magi i dette område til sidst. 

... og de oversete

Vidste du, at fødderne, anklerne og bagsiden af knæene blandt andre også er erogene zoner?

Herunder kan du læse om nogle af de erogene zoner, der for mange måske er oversete. 

8. Båndet bag på overlæben

Det er den streng, der forbinder læben med gummerne. Stimulér den ved at suge blidt på din partners overlæbe, så din bløde underlæbe rører båndet.

9. Fødderne 

Hverken du eller din partner behøver have en fodfetich for at sætte pris på at blive rørt på fødderne – eller måske endda kysset eller slikket! Det oplagte sted at starte er en grundig fodmassage med masser af olie.

10. Bagsiden af knæene 

Hvis en af jer ligger på maven, kan den anden nusse bagsiden af knæene, som er meget følsomme. Det er også et sted, du kan røre ved, hvis du i forvejen sidder på knæ foran ham for at give ham en lille smule kærlig opmærksomhed, hvis du forstår sådan en lille én.

11. Anklerne

Det siges, at det kan vække seksuel energi, når du bliver masseret i de to fordybninger på hver side af anklen. Om det passer, ved vi ikke – men vi ved, at det er dejligt!

12. Linjen af kønshårene

Det er ikke sikkert, at den helt er tydelig, hvis du eller din partner barberer kønsbehåringen, men mon ikke du har en idé om, hvor hårgrænsen går? Kæl for linjen med lette strøg af fingerspidserne. Det føles såa godt for både dig og ham. Du kan også slikke på området, hvis det skal være ekstrafrækt.

13. Lænden

Du ved, hvor dejligt det føles at blive masseret her, men vidste du, at det også er et fantastisk forspil? En massage af det nederste af ryggen gør bækkenet mere afslappet og kan give endnu bedre sex. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og skrevet af Sara Møller Christensen.

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.