Romantik
Romantik

Få en romantisk Valentinsdag

Sådan skaber du en romantisk dag for dig og kæresten

13. februar 2006 af Woman

Den 14. februar er det Valentinsdag. Tradtionen, som vi kender den fra USA og England, byder, at dette er dagen, hvor din elskede skal begave dig med en smuk buket, og du skal forkæle ham med søde ord på et pænt kort. Men det er jo slet ikke essensen i dagen - det absolut vigtigste ved Valentinsdag er, at I fejrer hinanden og jeres kærlighed. Og det kan I jo også sagtens benytte lejligheden til, selvom I synes, at det der med Valentinsdag er noget værre pjat, der kun er skabt af grådige blomsterhandlere!

Men hvordan skaber du egentlig en romantisk (Valentins)dag for dig og din elskede?

Allerførst så husk på hvad romantik egentlig er. Det er nemlig ikke noget, der er forbeholdt romantikerne i blandt os; romantik er ganske enkelt, at du gør noget særligt for din elskede - noget, du ved, han vil sætte pris på, og som vil vise ham, at du kender ham, og at du vil gøre alt for, at han skal være glad.



  • Hvis du vil give din elskede en romantisk dag, så start med at tale med ham om, hvad I hver især betragter som værende romantisk: Bare fordi du synes rosenblade på sengen er det mest romantiske i verden, er det jo ikke sikkert, at din kæreste er enig. Du kan også lure lidt på, hvad han egentlig ville påskønne, i smug.

 

  • Forbered dagen. Selvom det er sødt at improvisere - og det snildt kan lade sig gøre - så brug lidt tid på at få dagen til at klappe. Husk også at det kan være svært at få pladser på restauranter og biografer denne romantiske dag, for der er nok andre end dig, der har fået den idé at invitere kæresten ud.

 

  • Skiftes til at forkæle hinanden, så får I begge to både fornøjelsen af at yde og nyde. Skift for eksempel fra år til år, så to fantastiske planer ikke ender i kaos, fordi I ikke kan finde ud af, hvis plan I skal følger.
    Og husk så på, at romantik ikke nødvendigvis koster. Søde ord er gratis - og det er jo kærlighedserklæringer, det handler om!

 

20 ROMANTISKE TING, DU KAN GØRE FOR DIN ELSKEDE PÅ VALENTINSDAG


1.   Sluk fjernsyn og computer, træk telefonstik ud og sluk mobiltelefonerne. Tænd masser af stearinlys, bestil hans yndlings take-away og lav en picnic i soveværelset.


2.   Inviter ham i biografen for at se en film, HAN gerne vil se - husk at bestille pladser på kysserækkerne, så I kan holde hånd under filmen.


3.   Vis din kærlighed - elsk med ham.

4.   Giv ham en erotisk massage.


5.   Tag et bad sammen - et duftende karbad er altid superromantisk, men mindre kan også gøre det, hvis I ikke er så heldige at have badekar. Tag et brusebad sammen og sæb hinanden ind, vask hans hår og giv ham samtidig en hovedbundsmassage og slut af med at smøre ham ind i velduftende creme eller olie. Over det hele, selvfølgelig?


6.   Fortæl ham hvor meget du elsker ham og hvorfor han er sådan en fantastisk person. Du behøver ikke gøre det på et dertil indrettet Valentinskort af papir (selvom det både er romantisk og lige til at gemme!) - du kan også gøre det på et online-kort, pr. mail eller sms eller direkte i egen høje person. 

7.   Ta' på hotel - også selvom det er en ganske almindelig hverdag - og tilbring natten med at elske i en fremmed dobbeltseng.


8.   Giv ham en gave, han virkelig ønsker sig. Vælg gerne noget, der er personligt. Giv ham en iPod, som du har lagt "jeres sang" ind på. Giv ham et par billetter til en koncert med hans yndlingsband. Giv ham et billede af dig selv, som han kan stille på sit skrivebord.

9.   Opfyld en af hans seksuelle fantasier.


10.  Lav en romantisk skattejagt for ham - led ham rundt i huset eller nabolaget med små, romantiske sedler, så han virkelig får tid til at spekulere over, hvad der egentlig skal ske. Sørg for, at han ender på yndlingsrestauranten eller i soveværelset alt efter dine lyster?
 

11.  Lav ham et ganske særligt måltid mad - gerne et af dem der forfører.



12.  Klæd dig lækkert på i noget du ved, HAN tænder på - og forfør ham.



13.  Åbn en flaske champagne og skål for jeres kærlighed.


14.  Gå en romantisk måneskinstur sammen med ham.


15.  Vask hans bil, giv hans cykel et forårseftersyn, tag opvasken (selvom det er hans tur),  puds hans fodboldstøvler. Gør ham en tjeneste, der siger "jeg elsker dig".


16.  Snak med ham - og lad HAM tale. Også selvom det betyder, at du skal lytte til fodboldsnak en hel aften.


17.  Valentins Dag behøver ikke altid være romantisk middag med to lys på et bord. Hvorfor ikke invitere din elskede ud på en drink eller to på en lækker bar?


18.  Smør ham en madpakke og læg en seddel i den med alle de frække ting, du vil gøre ved ham, når det bliver fyraften.


19.  Genoplev jeres romantiske fortid. Lav ham et fotoalbum med billeder fra jeres tid sammen - og kig så i det sammen. Gamle minder og klokkeklang fra for længst svundne tider kan gøre selv den mest hårdføre kyniker blød om hjertet.


20.  Spil et spil. Det kan både være kortspil eller brætspil eller måske endda et parspil, hvor I lærer mere om hinanden og jeres forhold, som for eksempel Erotic4real. Det vigtigste er, at I bruger tid på at være sammen.