Genfind gnisten med romantisk sex

Har orgasmeræs og rutine afløst intimiteten og nærheden i sengen? Genopdag romantikken, og få endnu bedre sex

9. oktober 2015 af Maria Greve

Trin 1 - Forberedelserne

Du kan ikke bare beslutte dig for, at det er tid til dybe kys og lange massageseancer – din loverboy er nødt til at være med på ideen. Men det behøver slet ikke at være så svært, hvis du præsenterer tanken for ham på den rigtige måde. Timelange tantrasex-sessioner er måske ikke lige hans idé om en hyggelig aften. Men hvilken mand vil sige nej til mere sex helt generelt – og muligheden for at få sin kvinde helt op at ringe. Nej, vel?

3 pointer, der overbeviser ham

Nærhed: Hverdagen er måske begyndt at handle mere om rengøringsplaner og indkøb end kærlighedserklæringer, og han savner garanteret også at føle sig rigtig tæt på dig. Mænd elsker at mærke, at vi har lyst til dem og tænder på dem, og det får han virkelig at føle under intim og langsom sex. Samtidig kan en virkelig dejlig sexoplevelse give jer mere overskud og nærhed, så de daglige uenigheder ikke vokser sig unaturligt store.

Bedre for dig: Langsom og kærlig sex er rigtig god træning i at udskyde sin orgasme. Og når han holder længere, er der samtidig større chance for, at du også når klimaks. Mænd er vilde med, når vi stønner vores orgasme ud, og han vil helt sikkert gerne arbejde hårdt for, at du også får fuld nydelse ud af jeres romantiske og intime aften på lagnerne. Her er der virkelig tale om dobbeltbonus!

Bedre orgasmer: Intim sex handler ikke om orgasmer – men alligevel kan det have en god bi-effekt på det område også. Når I bruger lang tid på at røre og kæle, bliver hans (og din) orgasme mere intens. Kroppen dirrer lyst, og den bliver intensiveret af, at I trækker tiden. Han kan derfor glæde sig til en hel eksplosion af nydelse.

Trin 2 - Forspillet

Når han har forstået, at den intime vej er den direkte vej til sexhimlen, så er det tid til at hive kalenderen frem! Ja, det kan lyde uromantisk at skemalægge sex, men på den anden side er der ikke noget mindre romantisk og intimt end at have sex med én, der ligger og tæller minutterne, til Gossip Girl begynder. Når I har fundet et tidspunkt, kan I endelig komme i gang med det rigtigt sjove. Hovedreglen er, at I skal nyde og udforske hinanden, så tag jer endelig god tid til denne del af akten.

Forspillet kan sagtens starte flere timer før, I overhovedet nærmer jer lagenerne. Invitér ham på en god middag på hans favoritrestaurant, eller gå i bad sammen – uden at dyrke sex. I kan også sætte en erotisk film på og aftale, at I bare skal ligge tæt uden at røre ved hinanden, mens I ser den.

En god tommelfingerregel under forspillet er, at I ikke må fokusere på orgasmen. Det handler om at bruge jeres sanser og være tætte på hinanden, og derfor er det en god idé at holde jer fra hinandens kønsdele og i stedet fokusere på andre dele af kroppen. I vil hurtigt opdage helt nye, erogene zoner. Mmm...

3 tricks til et fænomenalt forspil

Kys: Kan du huske allerførste gang, hans læber mødte dine, og du slet ikke kunne få nok? Prøv at tænke tilbage på dengang, og forsøg at genskabe følelsen. Brug gerne laaang tid på at kysse uden at røre ved hinanden andre steder.

Rør: Kroppen er et skattekort af erogene zoner, som vi til hverdag glemmer at kærtegne. Halsen og ørerne er helt enormt følsomme, og du kan virkelig tænde for elektriciteten, hvis du bruger energi på at kysse og røre ham her. Ryggen er også én stor følsom zone, som du kan kæle for. Brug dine hænder, og lad dem glide ned over hans lænd, skuldre og rygrad – han vil elske det.

Leg: Køb et erotisk spil, og prøv det af som forspil. I spillene er der forskellige udfordringer og spørgsmål om, hvad I godt kan lide. Det er superfrækt at høre din kæreste fortælle, hvad han elsker, at du gør ved ham.

Trin 3 - Den intime akt

Nu er I så endelig kommet til selve akten. Den helt store faldgrube på dette stadie er rutinen – at I ved præcis, hvad der skal til, for at I når frem til førstepræmien: orgasmen. Derfor skal I kæmpe imod. Succeskriteriet lige nu er ikke orgasmer. I stedet skal I arbejde for at være til stede i nuet, bruge jeres sanser og røre og kysse.

4 superintime sextricks

Hold øjenkontakt: Vælg stillinger, hvor I har ansigterne vendt mod hinanden, og hold så øjnene åbne. Selv hvis I har kendt hinanden i mange år, kan det virke grænseoverskridende at se så direkte på hinanden under sex, men det er med til at booste nærhedsfølelsen og intimiteten.

Skru ned for tempoet: Det er er bandlyst at ‘kaninkneppe’ – sørg for at bruge langsomme bevægelser. Hvis vanens magt får ham til at gå et gear op, så brems ham venligt, men bestemt. Fokus er ikke på at nå klimaks, så lad ham glide langsomt frem og tilbage i dig – og se orgasmen som en dejlig bonus.

Tag pauser: Melder orgasmebølgen sig pludselig, så hold en pause, hvor I rører og kysser hinanden og lader pulsen falde. Prøv at binde hans hænder, kysse ham over hele kroppen og bare lade ham tage imod. Eller giv ham en dejlig massage. Husk, at legen her går begge veje, så få ham til at kæle for dig eller give dig oralsex.

Styr udenom løsningen: Det føles så godt, men husk nu at trække tiden. Træk den lige til grænsen, stop op, og fortsæt så igen – indtil I når the point of no return, hvor det er fysisk umuligt at vente længere. Lad så orgasmen rulle... Wow!

Trin 4 - Efterspillet

Ahhh... Kroppen er helt afslappet og tung efter en skøn omgang sex, og lige præcis dét kan være en trussel mod det vigtige efterspil. Du risikerer nemlig, at I begge falder i en dyb søvn, eller at fjernsynet bevidstløst bliver tændt – Gossip Girl, du ved nok... Men hold ham (og dig selv) fast på, at I skal have det sidste med, og brug lidt tid på at nusse, mærke hinanden og sige ‘tak for sidst’.

3 effektive tips til efterspil

Hold om hindanden: Lig helt tæt med ansigterne mod hinanden, og vikl arme og ben rundt om hinandens kroppe. Følelsen af at omslutte den, du elsker, er dejlig og bringer jer tættere sammen i en travl hverdag.

Kys og nus: Lad dine hænder glide stille og roligt rundt på hans krop, mens I kysser. Ligesom du lunter lidt rundt efter at have spurtet 400 meter, er det også rart at nusse hinanden lige så stille efter sex. 

Tal om successerne: Hvis I ikke er vant til at dyrke intim sex, kan det være en god idé at snakke om, hvad I synes om det. Fremhæv det, du virkelig godt kunne lide, og de ting, han gjorde ved dig, som virkede. Det er helt enkelt: Når vi mennesker får ros for noget, får vi lyst til at gøre det igen. Og igen. Og igen...

 

Bragt første gang i Woman nr. 179.