Utroskab | Man og kvinde ligger i seng
© iStock

Har du prøvet at være ‘den anden kvinde’? Det har 45% af Womans læsere

Her forklarer nogle af dem, hvordan det føles, og hvorfor de gjorde, som de gjorde

10. januar 2018 af Redaktionen

Har du været sammen med en mand, som ikke er single? I forbindelse med Womans sexundersøgelse i 2017 svarede 45% af Womans læsere, at de har prøvet at være ‘den anden kvinde’. Her forklarer de, hvordan det føles, og hvorfor de gjorde det, de gjorde. 

Læs også Sannes inderste tanker om utroskab i hendes åbne brev til sin mands elskerinde. 

Vi har været gennem hele følelsesregistret 

“Min kæreste gennem de sidste to år gik fra sin kone. Hun var gravid med deres andet barn, da han var sammen med mig. Det var det hårdeste nogensinde. Vi har været gennem hele følelsesregistret af jalousi, skam, lykke, ulykke, vrede og ensomhed. Det har været en lang vej hertil, hvor vi er nu.” 

– Ane

“Jeg tænder på gifte mænd og troen på, at jeg er hende, der giver dem det, ‘den kedelige frue derhjemme’ ikke kan. Det har jeg det fint med – så længe jeg ikke tænker på, at der en dag kan sidde en anden kvinde, som har det lige så okay med at knalde min fremtidige mand.”

– Elsebeth 

“Jeg var i et år uoffcielt sammen med en mand, der boede sammen med sin kæreste. Vi var dybt forelskede. Han lovede at forlade hende, men det skete bare aldrig. Jeg fik brændt nallerne og hjertet noget så voldsomt og vil aldrig gøre det igen.” 

– Anne-Mette

“Jeg faldt for en – troede jeg – sød mand. Han boede langt væk, men vi skrev eller talte sammen hver dag. Jeg fandt først ud af, at han havde en kæreste, da jeg var faldet for ham. Jeg tror ikke helt, jeg forstod det. Hun var bare en kvinde langt væk, som jeg ikke kunne forholde mig til. Efter noget tid kom jeg dog til fornuft og indså, hvor stor en idiot han var. Jeg har ikke haft kontakt med ham siden og er så flov over at have været ‘den anden kvinde’.” 

– Charlotte 


“Det var ikke en konkurrence, og jeg ønskede aldrig at overtage hans kones plads. Det var ikke min mening at gøre hende ondt.”

– Sigrid  

Tre uger efter friede han til hende

“Jeg så en optaget mand, men stoppede det på grund af hans kæreste. Tre uger efter friede han til hende. Good luck!

– Amanda

“Jeg vidste ikke, at manden, jeg var sammen med, havde en kone. Da jeg fandt ud af det, fik jeg det virkelig dårligt, især da jeg så et billede med dem sammen på Facebook. Jeg blev så vred, for jeg hader utroskab og følte mig ført bag lyset. Jeg havde ikke lyst til at være en del af hans respektløse, egoistiske sidespringsprojekt, og det var jeg blevet uden at ville det. Jeg havde så dårlig samvittighed og følte mig ulækker. Men jeg var uden tvivl mest vred på ham.” 

– Julie

“Det skete sidste sommer. Min allerførste kæreste og jeg mødtes efter mange år uden kontakt. Vi blev meget fulde, og i min rus gjorde jeg alt for at lokke ham til at have sex med mig i en nærliggende park. Det lykkedes desværre og er en af de få ting, jeg fortryder. Det er slet ikke mig at gøre sådan, og jeg har stadig dårlig samvittighed på trods af aldrig at have mødt hans kæreste. På den anden side kunne jeg endelig slippe min romantisering af ham og komme videre.”

– Ditte 

Jeg var i seng med min venindes kæreste 

“Jeg var i seng med min venindes kæreste. Vi var også sammen, før de blev kærester, så vi var ikke helt afsluttede. Jeg har selvfølgelig meddelt ham, at jeg ikke vil være sammen med ham, så længe han er kæreste med min veninde, så jeg venter i spænding. Som om han nogensinde får nosser nok til at gå fra hende. Det tror jeg sgu ikke på.”

– Stine 

“En lækker mand henvendte sig til mig i byen, og vi kyssede. Jeg vidste på det tidspunkt ikke, at han var gift. Det skrev han til mig et par dage senere. Det er nu halvandet år siden, og vi ses stadig. Jeg føler, han er min, men er dybt frustreret over det, jeg går glip af ved ikke at have en rigtig kæreste, som er der, når jeg kommer hjem. For ham her – min mand – er kun hos mig i tre timer ad gangen, hvor han er ‘til træning’, hvis hustruen spørger. Jeg bebrejder ham, at jeg er i fuldstændig ubalance. Men i virkeligheden er det mig selv, jeg skal bebrejde.”

– Karina

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.

Kilde: Womans sexundersøgelse 2017 med 2.586 svar. 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori