Her er den ultimative guide til, hvordan I kommer i gang med at bruge sexlegetøj

Drømmer du også om at lege lidt mere i sengen?

10. november 2016 af Maria Broe Trustrup Hansen

Vil dig og din kæreste gerne i gang med at bruge sexlegetøj, men ved ikke helt, hvordan I skal gribe sagen an?

Fortvivl ikke. Her giver Womans sexolog Theresa Johanne Kirkby dig otte gode råd til, hvordan I får sexlegetøjet med ind på lagnerne. 

1. Del dine lyster

Hvis du har svært ved at komme i gang med at bruge sexlegetøj, skyldes det måske, at du generelt har lidt svært med at tale om sex med din partner. Det vigtigste er derfor, at du tør åbne op, så det ikke er så farligt at dele dine lyster. Jeres sexliv bliver kun bedre, hvis I har en åben og ærlig kommunikation om, hvad I har lyst til.

2. Giv din kæreste komplimenter

Det er vigtigt at huske, at din kæreste måske vil føle sig lidt truet, når du fortæller ham, at du gerne vil hive sexlegetøj ind i jeres sexliv. Han tænker måske: ‘Er min pik ikke stor nok?’ eller ‘Gør jeg det ikke rigtigt?’ Overvej derfor, hvordan du siger til din kæreste, at du gerne vil prøve sexlegetøj af, og pointér, at du har det dejligt sammen med ham, men at det kunne være sjovt at lege med noget helt nyt.

3. Gå ud og shop sammen 

Det kan være både sjovt og hyggeligt at tage ind i en butik og kigge på ting sammen. Det vil også bringe jer tættere sammen, fordi I gør det til en fælles oplevelse, hvor I går rundt og kigger, måske griner lidt, men også finder noget, som I gerne vil prøve af.

4. Find det legetøj, som passer til jer

Det kommer meget an på, hvad du har lyst til, når du skal vælge sexlegetøj. Der findes eksempelvis forskellige ting til klitoris, så du ikke skal stimulere dig selv, eller du kan prøve en vibrator eller en dildo. I kan jo også prøve noget sexlegetøj til ham, hvis han har en fantasi om at prøve noget af.

Psst ... Er der noget andet, du gerne vil spørge Theresa om, så send hende endelig dit spørgsmål på [email protected].

5. Slip dit indre legebarn løs

Sexlegetøj er supergodt til at bringe noget nyt ind i forholdet. Hvis du har været sammen med din kæreste i mange år, er sexlivet måske blevet lidt halvkedeligt. Sexlegetøj kan være noget nyt, spændende og sjovt, som I kan udforske sammen. Det er fantastisk at lege sammen, og det glemmer vi tit, når vi er voksne, men inderst inde er vi bare store børn, som vil lege, grine og have det sjovt. Her er sexlegetøj genialt, og måske finder du rent faktisk også nogle nye ting, som du godt kan lide.

6. Mærk, hvor dine grænser er  

Det kan måske være lidt grænseoverskridende, første gang I skal prøve sexlegetøjet af, så det er vigtigt, at du slapper af. Husk din vejrtrækning, tag det roligt, og mærk, hvor dine grænser er. Måske har I købt noget, som du faktisk ikke er helt klar til at prøve af eller ikke lige kan overskue på det pågældende tidspunkt. Her er det igen vigtigt, at du kommunikerer med din kæreste og siger, hvad du har lyst til – og ikke mindst, hvad du ikke har lyst til. Husk, at det skal være sjovt for jer begge to.

7. Skru forventningerne ned 

Glem målet og skru forventningerne ned. I behøver eksempelvis ikke at have et mål om, at du skal få en orgasme – målet kan bare være, at I skal lege og udforske. Hvis I skruer forventningerne op, kan I hurtigt blive stressede og nervøse, og det hjælper hverken dig eller ham.

8. Køb god kvalitet 

Generelt er det et godt råd, at du investerer i sexlegetøj, som ikke er i den helt billige kategori. Du putter (måske) noget af det ind i dig selv, så kvaliteten skal altså være i orden.

Vil du læse mere om sex, kærlighed og mænd?