Hvad gør jeg, hvis jeg VIRKELIG ikke kan lide, at min kæreste ser porno?

Vi har spurgt en sexolog til råds

22. september 2016 af Maria Denise Christoffersen

Hvis du føler dig afvist og bliver ked af det, når din kæreste ser porno, så er du ikke alene. Men skal du tale med ham om det eller prøve at acceptere de nøgne damer på hans skærm?

Hvor meget ser han?

“Hvad du skal gøre, afhænger meget af, om din kæreste er decideret afhængig af porno og bruger det mange gange om dagen – eller om han har det, jeg kalder et normalt mandeforbrug” siger sexolog Jakob Olrik.

“Man regner med, at over én milliard mennesker bruger porno i en eller anden form hver dag. Så det er altså noget, der er ret normalt – og det kan man som kvinde gøre sig selv en tjeneste ved at starte med at forholde sig til.” siger han.

Han bruger det til at stene

Dernæst skal du lade være med at se de nøgne damer på skærmen som en konkurrent til dig selv. Ifølge Jakob Olrik kan du nemlig sammenligne din kærestes lyst til at se porno med dit eget behov for en hyggestund, hvor du køber et blad, laver en kop te og sidder alene og kobler af.

“Det er ikke en erstatning for dig som kæreste. Det er ren afslapning og et frirum, hvor han kan stene lidt og se på pixelerede, gyngende bryster i et par minutter, fordi det er rart. Det er en stund, han har for sig selv, og det er ikke noget, han har på bekostning af dig. At kigge på neutrale og ligegyldige ting på en skærm er afstressende, og et par bryster, som han ikke kender, kan ikke sammenlignes med sex med dig. At se porno handler om at komme lidt væk – i modsætning til sex med dig, som handler om at komme tættere på og være nær. Så lad være med at tænke, at det er noget, du skal konkurrere med. Og af samme grund skal du heller ikke invitere dig selv ind og spørge, om du må være en del af det. For det er hans egen tid.” siger Jakob Olrik.

Spørg dig selv: Går der noget fra mig?

Det er til gengæld vigtigt, at du handler, hvis du begynder at føle, at din kærestes pornoforbrug går ud over jeres forhold, fordi det er så omfattende, at du ikke længere får opmærksomhed, nærvær og sex.

“Hvis han simpelthen er for træt til at dyrke sex med dig, fordi han har set porno i stedet, så er der jo noget galt, og så skal I tale om det. Fortæl, hvordan du har det, og spørg ham, hvad han vil foreslå, at I gør ved det. Det er lige som andre former for afhængighed: begynder det at gå ud over relationerne, er der nok noget galt. Men det er kun, hvis du frygter, at han decideret er afhængig. En tommefingerregel er: Så længe der ikke går noget fra dig, skal du ikke blande dig. Det er hans egen tid, som han skal have lov at have alene, på samme måde, som at du skal have plads til at læse i et blad og slappe af for dig selv.” siger Jakob Olrik.

Hvis du af princip er imod porno og synes, at det er forkert eller ulækkert, at din kæreste kigger på det, er sexologens råd temmelig entydigt: “Så er I et dårligt match, og så skal du nok tage at finde en anden kæreste, der deler dine værdier. Det er bedre i længden for jer begge.”

Vil du læse mere om mænd, sex og parforhold? Så klik her, og få Womans nyhedsbrev direkte i mailboksen.

Læs mere fra samme kategori