Sådan fortæller du, at du har en kønssygdom

Sexologen hjælper dig med at få det sagt – til både nye og gamle partnere

13. oktober 2016 af Maria Denise Christoffersen

Har du været til læge og fået konstateret klamydia, herpes eller en anden kønssygdom, er du ikke alene. Ifølge Statens Serum Institut fik over 32.000 danskere for eksempel diagnosen klamydia i 2015. Derfor er det nødvendigt, at du giver tidligere og nye sexpartnere besked, så de kan blive testet. Klamydia smitter nemlig ikke kun ved almindeligt samleje men også i halsen og endetarmen, og det er langt fra alle mennesker, som får symptomer, de selv kan opdage.

Stadig et kæmpe tabu

Men hvordan får du fortalt til dine tidligere partnere, at du er smittet med en kønssygdom? Og hvordan får du (på en god måde) sagt det til den næste, du går i seng med? Ifølge sexolog Theresa Johanne Kirkby er det vigtigt at være åben – og at turde være sårbar.

“Det kan være svært, for sexsygdomme er stadig et kæmpe tabu. Som samfund ser vi det som skamfuldt, og vi forbinder til dels sexsygdomme med at være billig og anser dem for at være noget ulækkert. Så når det er svært at sige til andre, at man for eksempel har fået herpes eller klamydia, er det ofte, fordi man frygter at blive set som slutty. Som en, der ikke værdsætter sin krop.

Vi fortæller gerne andre, at de ikke skal drikke af vores vandflaske, fordi vi har forkølelsessår på læberne. Herpes på læberne er jo helt normalt og socialt accepteret. Men sexsygdomme er også noget normalt, for mange får dem. Man behøver ikke engang at have været sammen med flere end én partner for at blive smittet. Og der er absolut intet at skamme sig over ved at have en sexsygdom.” siger Theresa Johanne Kirkby.

Sådan siger du det

Her er hendes råd til, hvordan du får det sagt:

Til en ny partner:

“Jeg vil foreslå, at du er så åben som muligt fra starten. Det er okay at vise din sårbarhed. Sig noget a la: 

“Jeg kan rigtig godt lide dig, og jeg har noget, jeg skal fortælle, som er svært. Jeg frygter nemlig, at du så ikke vil mig mere. Men jeg respekterer dig og din krop, og jeg håber, at du ligeså vil respektere mig. Jeg har klamydia og er under behandling, og det burde forsvinde om et par uger. Vi kan enten vente med at have sex indtil da, eller vi kan bruge kondom? Hvad end du har det godt med. Nu ved du det!”

Det er vigtigt, at du giver din partner valget, om han eller hun lige vil trække sig lidt. For det er okay lige at skulle have plads til at tænke over det. Det er ikke en afvisning af dig som person.”

Hvornår er det bedste tidspunkt?

“Lad være med at gemme snakken, til I ligger halvnøgne i sengen og rører ved hinanden. For det første er det sværere at få det sagt, og du kan risikere, at modet svigter dig. For det andet er det unfair for din partner at sige det i kampens hede, fordi det kan være svært at tage stilling. Det er nemt at blive revet ind i et øjeblik, hvor man tænker: ‘Fuck det!’ eller føler sig lidt forpligtet til at have sex og så fortryder bagefter. Og så kan der opstå en dum situation, hvor man bebrejder hinanden.

Derfor er det vigtigt, at du fletter det ind i samtalen, mens I er intime og føler jer trygge – men stadig har tøj på.

Der er også den fordel, at hvis du siger det, kan du meget nemmere være tryg, når din partner så rører ved dig bagefter. Så er det noget åbent og indforstået, I er i gang med, og du skal ikke have en masse tanker om, hvad han eller hun ville sige, hvis de vidste det.”

Til en tidligere partner:

“Meget kan gå tabt i sætningerne, hvis man bare sender en kort SMS med ordene: ‘Jeg har klamydia.’ 

Det kan ende med at skabe meget mere bebrejdelse og tvivl end nødvendigt. Men mødes I ansigt til ansigt, kan I tale stille og roligt sammen, og der er intet til hinder for, at snakken kan være åben, ærlig og repspektfuld.

Omvendt kan en betænksom SMS også være helt i orden. Så længe, den er formuleret hensynsfuldt og indeholder den information, modtageren har brug for. Du kan for eksempel skrive:

‘Hej. Jeg håber, du har det godt. Jeg skriver til dig, fordi jeg har fået klamydia. Jeg siger ikke, at jeg er blevet smittet af dig. Jeg skriver, fordi du har ret til at vide det, så du selv kan blive testet. Hvis du har lyst til at mødes og snakke nærmere, så vil jeg gerne det. Sig til, hvis du har spørgsmål. Nu ved du det i hvert fald, og så kan du selv blive testet.’


Ifølge sexolog Theresa Johanne Kirkby har vi alle et ansvar for at være med til at aftabuisere seksuelt overførte sygdomme.

“Jo mere, du tør tale åbent om, at du har klamydia eller herpes, des mere okay bliver det for dig selv. Det vil fylde mindre, hvis du selv accepterer det og er åben. Og så er det selvfølgelig vigtigt at bruge beskyttelse, ikke mindst hvis du ved, at du har en sygdom.” siger hun.

Kilder: Rapport fra Statens Serum Institut og interview med sexolog Theresa Johanne Kirkby.

Vil du ikke risikere at gå glip af de nyeste sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.