Mand kan ikke få den op og stå
Det kan være frustrerende, hvis han ikke kan få den op og stå. © iStock

Sådan gør du, når han ikke kan få den op

Manglende rejsning kan skyldes mange ting

10. august 2019 af Josephine Christine Hald

Du ligger i sengen med en lækker mand. I har brugt den sidste halve times tid på forspil. Du kan mærke, at kyssene bliver mere og mere intense, og du er virkelig liderlig. Det samme er han, det kan du mærke. Han er ved at blive hård. 

Du ved, at I skal til at knalde, så derfor bevæger du hånden ned mod hans bedste ven, samtidigt med at hans åndedræt bliver tungere og tungere. Men da du når derned, sker der ikke noget. Han er helt slap, og det bliver ikke bedre af, at du rører ham. Du kan se på hans ansigtsudtryk, at han er lige så overrasket som dig. 

Men hvad nu? Hvad skal du gøre? Hvad skal du sige? Sekunderne går, og du er ved at gå i panik. Læs videre og find ud af, hvordan du håndterer problemet, når han ikke kan få den op og stå.

Sådan fungerer hans bedste ven

Når en mand bliver tændt ved din berøring eller frække tanker, sender nerverne i hjernen beskeder til nerverne i pikken. De siger, at blodkarrene skal slappe af, så blodet kan flyde frit. Inde i pikken er der to svulmelegemer, og de bliver fyldt med blod, og det får pikken til at rejse sig og blive hård.

Samtidigt med at pikken bliver hård, begynder sæden at bevæge sig fra testiklerne. Det kommer ud det samme sted, som når han tisser, men du skal ikke være bange for at få tis op i dig, for manden kan ikke både være hård og tisse. Det ene udelukker simpelthen det andet. 

Når han kommer, bliver sæden presset ud af en række sammentrækninger i pikken. Derfor kan det godt virke, som om han kommer flere gange, selvom det ikke er tilfældet. 

Mand kan ikke få den op og stå
Det er ikke sjovt for nogen, når han ikke kan få den op og stå. © Getty Images

Derfor kan han ikke få den op og stå

Der kan være rigtig mange grunde til, at han ikke kan få den op og stå. Vi har listet de typiske årsager til problemet. De fleste er helt normale og bliver ikke ved med at være der. Han kan være fuld, træt, være stresset eller noget helt andet. 

Du skal ikke være nervøs, hvis det sker en enkel gang, for det sker faktisk for mange mænd. Her er de mest almindelige grunde:

1. Alkohol

Sprutten virker beroligende, og det går ud over hans evner til holde gejsten oppe. Så tag en omgang morgen-gymnastik, når I vågner i stedet, hvis I har været i byen.

2. Medicin

Smertestillende og beroligende piller kan også sagtens have indflydelse på, at han ikke kan få den op og stå. Og her snakker vi helt almindelige Panodiler. Ligesom med alkohol dur den ikke, hvis han er påvirket. Igen må I vente til, effekten er aftaget.

3. Stress, vrede, ked af det

Hvis han har travlt på studiet eller job, I har været oppe at skændes, eller han er ked af det, kan det påvirke hans lyst. Det er de færreste, der har lyst til sex, når tankerne farer rundt i hovedet. Tag det stille og roligt, og start med at kæle, så han slapper af.

4. Præstationsangst

Det er typisk, hvis I skal have sex for første gang. Han har måske jagtet dig i et stykke tid, og nu har han endelig fået dig til sin seng. Han vil gerne gøre det perfekt, og det kan gøre, at han overtænker situationen og bliver nervøs. Fortæl ham, at han gør det godt, og prøv at booste hans selvtillid.

5. Lavt selvværd

Jeps, mænd kan også have kropskomplekser. Og ligesom du kan føle dig utilpas i sengen, hvis du ikke er tilfreds med din krop, kan han have problemer med at få pikken op og stå, hvis han har lavt selvværd. Fortæl ham, at du synes, han er lækker, og at han tænder dig uden for sengen. Igen kan du prøve at booste hans selvtillid med komplimenter.

6. Overvægt

Kig på handyret ved siden af dig. Har han nogle kilo for meget på sidebenene? Så kan det godt være grunden til, at han ikke kan få den op og stå. Når mænd bliver overvægtige, producerer de færre mandlige hormoner (testosteron), og det skal han bruge for at få pikken op.

7. Manglende lyst

Nogle gange forsvinder lysten altså bare. Du har måske også selv prøvet det. I er godt i gang, da du pludselig ikke er våd længere. Det er ikke, fordi du ikke har lyst, du kan bare ikke. Og det sker også for mænd.

8. Træthed

Jo, han kan faktisk godt være så udmattet, at han ikke kan få den op og stå. Han har måske heller ikke rigtigt lyst, fordi det eneste, han tænker på, er en god nats søvn. Sov igennem, og prøv igen om morgenen.

Det skal du IKKE sige, når han ikke kan få den op og stå

“Er der noget galt?” eller “er du okay?”. Selvfølgelig synes han, at der er noget galt, for han kan ikke få den op og stå. Han har virkelig ikke lyst til at blive mindet om, at der noget, der ikke er som det skal være. 

Det bliver heller ikke bedre af, at du spørger ham om, hvorfor han ikke kan få den op og stå, eller om det er noget, der sker ofte. Det hjælper ikke, at du bliver ved med at give ham blowjob eller handjob, for han er helt sikkert alt for bevidst om, at han ikke kan få pikken op.

Og for alt i verden skal du undgå at grine af ham eller lave grin med det. Han synes overhovedet ikke, at det er sjovt!

frustreret mand kan ikke få den op og stå
Hvis han ikke kan få den op og stå, kan det blandt andet skyldes lavt selvværd. © iStock

Det skal du sige, når han ikke kan få den op og stå

“Det sker for alle” eller “lad os kæle lidt. Jeg elsker, når du nusser”. Selvom han helst ikke vil mindes om, at du har været sammen med andre, kan det være en hjælp at fortælle ham, at han ikke er den eneste.

Det er også en fordel, hvis du minder ham om, at du elsker hans følsomme berøringer, så fokus forsvinder lidt fra, at han ikke kan få den op lige nu.

Men det er også vigtigt, at du læser hans signaler. Prøver han at sige med kroppen, at han allerhelst har lyst til at lave noget helt andet? Måske har han mest til at stoppe fuldstændigt, og så nytter det ikke noget, at du prøver at tænde ham. Gå ud og få en kop kaffe eller se noget fjernsyn i stedet.

Det skal du gøre, når han ikke kan få den op og stå

Hvis I oplever problemer, når I ligger i sengen, er der nogle ting, du kan gøre for at tænde ham igen. Fortæl ham, at det er rart, når han rører dig ved nakken eller et andet sted på kroppen. Det kan være en hjælp, hvis du fjerner fokus fra, at han ikke kan få den op og stå. 

Sex er meget mere end selve akten, og det kan faktisk gøre ham meget liderlig, når han rører ved dig. Du kan gøre det samme og røre ham. 

Ligesom dig selv har mænd erogene zoner rundt om på kroppen. Kys ham rundt om på kroppen. Det kan være, at han bliver tændt, når du kysser ham i nakken eller på halsen lige ved øret. Gå på opdagelse i hans krop, og vis ham, at det ikke gør noget, at han ikke lige kan få den op.

Mand kan ikke få den op og stå
Fortæl ham, at det kan ske for enhver – det kan hjælpe lidt på hans frustrationer. © Getty Images

Hvis han fortsat har svært ved at få stiv penis

Hvis han har problemer med at få den op og stå hver gang, I er sammen, er det med stor sandsynlighed et større problem. Han kan lide af impotens. Det er meget tabu-belagt for mænd, men det rammer en del af dem. Det er dog mest typisk, når de bliver ældre. 

5-10 procent af mænd over 40 år oplever problemet, mens det er oppe på 30 procent, når han når over de 60 år. Ofte er det en kombination af flere faktorer, der giver ham problemer. Det kan være tegn på sygdom i nervesystemet, diabetes eller åreforkalkning. 

Mænd kan godt være stædige og nægte at gå til lægen, men du kan lægge vægt på, at det er vigtigt for dig, at han er sund og rask. Fortæl ham, at du er bekymret.

Gode råd til snakken om, hvorfor han ikke kan få den op og stå 

Da det er meget tabu-belagt for mænd, er det godt, hvis du tænker over, hvad du vil sige. Og husk, at du ikke skal starte samtalen, når I ligger nøgne i sengen. Han er allerede sårbar, fordi han er nøgen og ikke kan få den op og stå, så han har ikke brug for, at du gnider ekstra salt i såret.

Sæt dig ned med ham, og spørg ham, om han har overvejet, hvad grunden kan være. Vis ham, at han kan stole på dig, og vær forstående og rolig. Du kan eventuelt søge information på nettet, inden du taler med ham. Og sæt tid af til det, så han får lov til at tale ud om det. 

Hvis han ikke har lyst til at tale med dig om det, kan du foreslå, at han taler med sin læge. Lægen ved trods alt mere om det.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori