Det kan være svært at huske at rose sine mandlige venner, kolleger eller sin kæreste. Mænd kan nogle gange være lidt selvfede, og så tror vi kvinder måske, at de ikke lige har brug for at blive klappet på skulderen eller få thumbs up. Men det har de - mænd elsker faktisk ros lige så meget som vi kvinder, men hvor kvinder godt kan lide at få ros for at være smukke eller gode til at indgå i sociale sammenhænge, så vil mænd hellere have ros for deres maskulinitet og faglighed. Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst roser din kæreste eller mandlige kollegaer.
KÆRESTEN
Hvor ofte har du ikke hørt, at kæresten stolt beretter, at han er gået ned med skraldespanden og hvor du bare tænker ?flot makker, det gør jeg hver dag - det fortjener ingen ros.
Mænd har også brug for kærlig ros på samme måde som du har. Drop de sure miner og giv ham i stedet et smil og et kompliment for indsatsen. Hvis han er glad, bliver du automatisk glad.
Han gør jo også ting, hvor du måske kommer til kort: lapper cykel eller fikser bilen, hænger hylder op og sætter de 1000 ledninger og stik der følger med til tv'et, dvd'en og anlægget. Det er godt gået og fortjener et par pæne ord fra dig med på vejen, og for lige at sætte prikken over i'et kan du ae hans armmuskler, for at vise ham hvor stor og stærk han er.
Kommer din kæreste hjem fra arbejde og fortæller, at han har udrettet et eller andet stort eller specielt, så lyt interesseret og ros ham for det flotte arbejde - også selv om du måske ikke helt forstår, hvad det lige var, at hans arbejdsindsats gik ud på. Vis ham, at du er stolt af, at han er kommet så langt med sin karriere, og at du beundrer hans faglige kompetencer - for det elsker mænd at få at vide.
Mænd ved ikke noget bedre end at blive rost, mens deres kammerater eller kolleger hører på det. Hvis du er imponeret over en eller anden indsats han har gjort, så fortæl (læs: blær dig) om hans store præstation foran vennerne. Det kan være at han lige reparerede din cykel i et snuptag og gutterne skal selvfølgelig lige have at vide, hvor sejt du synes, at det var.
Ros også din kæreste for hans indsats i sengen - sæt fokus på de ting, som han netop er god til ? så kan det være at han på et senere tidspunkt er mere lydhør overfor de ting, som han kunne gøre bedre.
KOLLEGAEN
Den bedste ros en mand kan få, er ros for hans faglighed. Er din mandlige kollega blevet forfremmet, og hvis du mener, at han har fortjent det, så fortæl det til ham. Fortæl, hvad det helt præcist er du mener, at han gør godt. Det samme gælder din chef eller projektlederen i din afdeling. Hvis du mener, at han gør et godt stykke arbejde, så fortæl ham, hvad det er du synes der er så fedt ved at arbejde for ham. Det kan være at han er god til at skabe fokus og er målrettet, eller at han sørger for et godt arbejdsmiljø og er villig til at lytte på medarbejderne.
Ifølge Carl-Mar Møller (jaja, han er lidt crazy, men det er en glimrende bog) findes der både god og dårlig ros. I sin bog Mænd, skriver han at man skal passe på ikke at lyde som om man taler til et barn, når man roser sin mandlige kollega. I stedet for at sige: Nej, hvor er du dygtig til at bruge computeren, skal du måske sige: du er hamrende god til det tekniske, tak fordi du hjalp mig eller du er den bedste her i firmaet til it.
ET SIDSTE RÅD...
Husk kun at give ros, når du rent faktisk mener det. Hvis manden føler at du bare smider om dig med unødvendig ros og hvis han mener, at der ikke helt er hold i det du siger, så mister han respekten for dig.