Mand og kvinde drikker øl på en bar
Vi har samlet en række gode råd til, hvordan du kan score ham den søde. © Getty Images

Sådan scorer du en mand

Scor ham – eller få ham til at score dig!

12. september 2018 af Mette Andrea Boesgaard

Åh, den vidunderlige følelse af at have mødt en lækker mand, der får sommerfuglene til at baske som besat i maven! Du kender formodentlig fornemmelsen – men hvordan får du egentlig din Mr. Right i nettet? 

Woman har sammensat den ultimative scoreguide, så du kan komme i nærkontakt med din udkårne, uanset om du er typen, der rask væk tager initiativ eller om du er lidt genert og hellere vil lade det være op til ham. Læs med her og få de gode tips!

Sådan fanger du hans opmærksomhed

Hvis du har udset dig en sød fyr i byen, men ikke er heeelt tryg ved at skulle tage kontakt til ham, så er der en del ting, som du kan gøre for at fange hans opmærksomhed. Når først han har fået øje på dig, så tager han forhåbentlig kontakt (og ellers kan det være, at du har fået taget dig mod til at gøre det). Du kan med fordel tænke over de her ting, når du vil score:  

1. Vær selvsikker og afslappet

Første skridt på vejen er, at du udstråler, at du er værd at gå efter. Tag eksempelvis noget tøj på, du føler dig godt tilpas i, og som samtidigt fremhæver dine bedste fortrin. Vis, at du elsker dig selv: Rank ryggen, skyd brystet frem, slap af i skuldrene, træk vejret dybt og roligt og smil – den kropsholdning får dig til at ose af cool selvsikkerhed, og DET er et turn-on.

Undgå at folde armene foran brystet, at holde din drink op foran dig som et skjold og at pille eller fumle; det giver indtrykket af, at du er anspændt og nervøs.

Kvinder griner til en sommerfest
Du vil automatisk virke mere attraktiv, hvis du hviler i dig selv. © Getty Images

2. Vis at du er åben og interesseret i ham 

Uanset om du skal score eller vil scores, er det en god idé at vise andre, at du er til at komme i nærheden af. Vend dig mod ham, du er interesseret i, smil og kig ham direkte i øjnene uden at stirre – hvis han er interesseret, vil han kigge tilbage. 

Er du i tvivl, om du udstråler den rette åbenhed og venlighed, så øv dig foran spejlet eller med veninderne. Du kan med fordel også stille dig, så ham, du er interesseret i, kan komme hen til dig uden at skulle kæmpe sig gennem 10 fulde venner for at nå frem.

3. Få ham til at lægge mærke til dig

Hvis ham, du har udset dig, ikke ser dig, så dans ved siden af ham, gå forbi ham eller stil dig i nærheden af ham. Men lad være med at lave en scene for at få ham til at se dig.
Når du har fået øjenkontakt, og han har besvaret dit blik, er det på tide at finde ud af, om han er interesseret i nærkontakt.

4. Sådan bliver du scoret 

Øjenflirt med ham, så han ved, du er interesseret. Kig på ham, du er interesseret i, så han er klar over, at du har lagt mærke til ham. Lad så dit blik glide rundt i lokalet, og kig en gang til på ham.

Det signalerer “Jeg blev omgående tiltrukket af dig, og nu, hvor jeg har tjekket udvalget, er du stadig det bedste bud i lokalet.” Kig gentagne gange på ham og smil så – nu har du vist ham, at det er ham, du vil have, så der er fri bane til, at han kan komme over og starte en snak.

5. Sådan scorer du ham

Hvis han ikke kommer af sig selv, er det ikke ensbetydende med, at han ikke er interesseret – måske er han bare genert? Så må du tage handling! Sæt kursen mod ham, så du “tilfældigt” kommer forbi ham. Spørg om ild til en cigaret, sig hej eller skål – og hold igen med scorereplikkerne, det er nemlig ikke altid super effektivt, og du kan sikkert komme på noget, der meget bedre viser din opfindsomhed og personlighed. Og start så en samtale.

Mand og kvinde drikker cocktails
Smil og send ham flirtende blikke, så han ved, at du synes han er sød. © Getty Images

Når du har fået kontakt til ham 

Har du fået ham den søde i hus? Så er det nu, at du skal prøve at holde ham indendøre! Tænk over dit kropssprog og handlinger, når du snakker med ham – det kan have stor betydning for, om han gengælder interessen. De her fire råd er værd at huske på: 

1. Se ham i øjnene 

Når I taler, er det vigtigt, at du kigger ham i øjnene – det viser ham nemlig, at du er interesseret i ham. Oven i det får lange, dvælende blikke hans hjerte til at banke hurtigere, og det stimulerer produktionen af forelskelses-hormoner.

2. Lyt til ham 

Alle elsker at tale om sig selv. Så i stedet for at braldre op med hele din livshistorie, er det nu, du skal stille ham spørgsmål og lytte til hans svar – interesseret og i stilhed.

3. Få ham til at le 

Et godt grin sender lykke-hormoner ud i blodet – og fordi mennesker er glædesnarkomaner, nærer vi varmere følelser for dem, der får os til at le. Hvis du får ham til at grine, vil han også tale med dig og lytte til dig længere.

4. Afprøv ham 

Hvis han taler med dig af ren høflighed, vil han benytte enhver lejlighed til at slippe væk. Så find på en undskyldning for at gå et øjeblik og se, om han er ivrig efter, at du skal komme tilbage. “Jeg skal lige hente en drink – vil du have en med?” er en ganske glimrende replik. 

Læg også mærke til hans kropssprog. Hvis han er tiltrukket af dig, vil hans smil vokse, han vil hæve øjenbrynet, åbne munden, spile næseborene ud, rykke tættere på dig og spejle dine bevægelser og han vil “pudse sig” og gøre sig fin for dig, for eksempel ved at rode sig i håret eller børste fnug af tøjet. Gør han flere af disse ting på en gang, så er der stor sandsynlighed for, at han er interesseret i dig! 

Par på kaffe date
Hvis ham, at du er interesseret – så er der større chance for, at I ender på date sammen. © Getty Images

Sådan flirter du med ham 

Hvis du kan mærke, at interessen er gengæld, så er det nu, at du skal udfolde dig med al din charme. Kan du ikke finde ud af det? Så har vi den helt store guide til at flirte klar

En hurtig måde at flirte igennem på, er hvis du spinder dig en sexfantasi eller genkalder dig følelsen af en gammel en af slagsen. Alene de frække tanker vil helt automatisk få dig til at bruge din krop anderledes og mere sexet, og du vil begynde at udsende feromoner (de duftstoffer, du udskiller, når du bliver seksuelt ophidset).

Når jeres samtale har varet et stykke tid og jeres flirt er nået til et fremskredent stadie, er det på tide at sætte dit næste score-move ind: Det er nu, I skal røre ved hinanden.

  • Hvis du tager initiativ: Du kan tage initiativet ved for eksempel at lægge hånden på hans arm, hans skulder, hans hånd eller hans ryg – gør det naturligt, tilfældigt og forsigtigt, så du har en mulighed for at gøre det uden at tabe ansigt eller presse ham, hvis han nu alligevel ikke er interesseret.


  • Sådan får du ham til at tage initiativ: Du kan også vælge den mere indirekte måde og få ham til at røre ved dig. Placer dine hænder eller din krop, så det bliver umuligt for ham ikke at røre ved dig – ræk ham noget (en drink, et menukort, hvad som helst) og lad dine fingre strejfe hans, læg dit ben eller din fod tilfældigt tæt ved hans. Hvis han er interesseret, vil han gengælde berøringen, og så er døren åben på vid gab for, at I kan røre mere og mere ved hinanden, indtil en af jer er trygge nok til at røre åbenlyst og med vilje ved den anden – for eksempel ved det første kys!

Hvis du får afslag 

Lykkedes det ikke at score ham? Måske har han allerede en kæreste. Måske er du bare ikke hans type – og hvad så? Lad være med at tage hans afslag personligt. Ønsk ham en god aften, vrik eventuelt lidt sexet med måsen, når du går væk, så han rigtigt kan se, hvad han gik glip af, og spild så ikke mere tid på det! Der er masser af dejlige mænd derude, som du kan forsøge dig med næste gang.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori