article 20686
article 20686

Undgå fulde opkald til eks'en

Ny telefon gør det umuligt at ringe til eks-kæresten, hvis du har drukket

30. juni 2006

Af: Mette Andrea Boesgaard

Mobiltelefonen er en fantastisk opfindelse! Ikke alene kan man få fat i alle folk altid - i dag kan man også bruge den til at tage sjove billeder og lave små-video'er til vennerne. Men nogle gange er det faktisk decideret farligt at være i besiddelse af en mobiltelefon. Hvor mange har for eksempel ikke prøvet at ringe til nogen, man bestemt ikke burde ringe til, i en brandert?

Det har en koreansk mobiltelefon-fabrikant nu sat sig for at gøre noget ved. LG Electronics har nemlig lavet en ny telefon, der forhindrer fuldemandsopkald til udvalgte personer. Telefonen indeholder et alkometer, som analyserer din ånde for alkohol, og hvis din promille er over 0,08, blokerer den visse numre i din telefonbog - for eksempel ekskærestens, chefens eller din mors, hvis du har tendens til at ringe til dem og tigge om sex / tude / sige din uforbeholdne mening / plapre uhæmmet, når du bliver fuld...

Telefonen er allerede et kæmpe hit i Korea, hvor mere der er blevet solgt mere end 200.000 eksemplarer af den rappe LP4100. Telefonen kommer dog først til Danmark til næste år - så må vi anbefale, at du bare sletter eks'ens telefonnummer indtil da!