Malene betragtede Christian. Den hvide kokkejakke stod godt til hans solbrune ansigt, og han bevægede sig som en atlet i aktion. Og så var det der igen: smilet. Han kiggede op og sendte selskabet et af sine hjerteknusersmil, som hun hurtigt havde døbt dem. Og det virkede efter hensigten – hvis altså hensigten var at charmere de 25 mennesker, som var samlet til gourmetaften på hans restaurant.
Én ting var hans ydre. Noget andet var den passion, han tydeligvis havde over for den mad, han tilberedte. Når han fortalte om processen og baggrunden bag opskrifterne, var det med et smittende drive. Og han fik da også opmærksomhed som en anden rockstjerne.
“I aften skal I have en menu, som kan bringe hvem som helst i den syvende himmel.”
Han blinkede til dem og holdt en helleflynder i vejret.
“Faktisk har jeg selv fanget forretten til jer her til formiddag. Det krævede en times dykning, men her er den. Jeg får brug for jeres hjælp og håber, I vil give en hånd med.”