Sexnoveller: sexet surprise
© Getty Images

Sexnoveller: Sexet surprise

Line har planlagt en aften for kæresten, hvor han skal adlyde hendes mindste vink

14. marts 2018 af Woman

Fræk overraskelse

Line havde skruet godt op for radiatorerne, så hun kunne være tilpas afklædt, når Jesper snart
kom hjem til hende. De havde aftalt, at hun i aften måtte bestemme, hvad de skulle lave. Og selv om Jesper nok havde tænkt på noget i retning af en dvd-film og en pizza, så var det noget helt andet, Line havde i tankerne.

Hun tændte et par stearinlys og satte dæmpet musik på anlægget. Da Jesper ringede på, smed hun sin strikkede cardigan på en stol, så hun kun havde en lille, plisseret nederdel på, der dårligt dækkede hendes baller, og en stram T-shirt med en pushup-bh indenunder og et slips hængende løst ned over kavalergangen. Hun lignede en uartig lille skolepige, da hun lukkede døren op.

Line gik hurtigt ind i stuen igen, mens Jesper hængte jakken fra sig på knagen. Så kom han ind til hende. Hun nød at se overraskelsen brede sig på hans ansigt, da han vendte sig om og
så hende stå med skrævende ben og brystet skudt frem inde midt i stuen. Så bredte et stort smil sig på hans ansigt, mens han lænede sig nonchalant op ad dørkarmen og afventede hendes ordre om, hvad han nu skulle foretage sig.

De stod i lang tid og bare så på hinanden. Det var vildt ophidsende, og Line kunne allerede mærke en forventningsfuld kildren i hele kroppen. Hun vidste, at Jesper stod og tænkte på, hvad der skulle ske, og hvad han havde lyst til at gøre ved hende. Hun kunne læse det i hans blik.

Store hænder

Tanken om hans hænder på hendes krop fik det til at gyse hende langt ned ad nakken, og hun kunne mærke gåsehuden sprede sig på armene. “Kom herhen,” sagde hun kælent. Jesper nærmede sig langsomt med et blik så frækt og sexet, at det burde være forbudt ved lov.

“Sæt dig ned på knæ,” sagde hun, da han var nået hen til hende. Han adlød og lod sig glide ned på knæene uden på noget tidspunkt at slippe øjenkontakten med hende. “Lad dine hænder glide
langsomt op under min nederdel.”

Hun sitrede, da han lagde sine hænder på hendes ankler. En af de ting, hun altid havde elsket ved Jesper, var hans store, maskuline hænder. De kunne tage fat. Han lod dem glide langsomt op ad hendes underben, videre op langs lårenes yderside, og ind under det lille skørt. Hun
kunne høre ham sukke af begær, da han opdagede, at hun ikke havde trusser på.

“Rør ved mig,” sagde hun og lænede hovedet bagover. Hun lukkede øjnene af ren nydelse, mens hans hænder undersøgte hende grundigt inde under nederdelen Først gled de rundt om hendes liv og lårene, men snart bevægede den ene hånd sig ind mod midten, hvor den først strøg hende helt blidt hen over skambenet, så hun hungrede efter mere.

Orgasme med efterskælv

En enkelt finger forbarmede sig og gled ind mellem folderne, indtil den stødte på klitoris, som den begyndte at gnubbe sig op ad. Line stønnede i takt med bevægelserne. Selv om det var hende, der bestemte, hvad der skulle ske, følte hun sig helt i hans magt.

“Slik mig,” kommanderede hun og greb fat i hans hår, mens hun lod, som om hun ville tvinge hans ansigt ind mod sit skød. Han fulgte mere end villigt med, løftede op i skørtet foran og begyndte ivrigt at slikke hende, mens hun krummede sig sammen over ham af begær.

Hans tunge drev hende ud i liderlighedens tåger, hvor hun ikke længere sansede andet end den varme, bløde ting inden i sig, der fik hende til at skrige og stønne højt, da hun kom. Orgasmen bølgede op gennem hendes krop og blev efterfulgt af flere orgasmer, der føltes som efterskælv, og til sidst måtte hun støde hans hoved væk for at få pusten og vejret igen.

Hendes hjerte hamrede afsted inde under den stramme T-shirt. Hun kommanderede ham til at tage sit tøj af. Hans pik strittede stolt ud i rummet, da han smed bukserne. Og da han stod helt nøgen foran hende på stuegulvet, kunne hun se, at han var fuldstændig klar på endnu en omgang.

Anden omgang

Han satte sig ned på knæene og hev hende hen mod sig, så hendes ben landede på hver side af hans hofter. Han krængede hendes T-shirt af med en voldsomhed, der viste, hvor tændt han var, og hans erfarne fingre fik hendes bh af med et enkelt fingerknips. Hans mund omsluttede grådigt hendes brystvorter, og han gav sig til at slikke og sutte løs.

Hun greb ud efter hans pik og begyndte at massere den i rytmiske bevægelser, så han stønnede ind mod hendes bryster. “Kom herop,” sagde hun kommanderende med hæs stemme. Jesper nærmest fløj op og lod glad Line tage imod pikken med munden.

Hun drillede ham ved at begynde langsomt. Først med ét langt slik fra rod til spids. Så kyssede hun ham blidt rundt på pikhovedet, inden hun første gang tog ham lidt ind i munden. Hun tog lidt mere af ham ind, og så lidt mere.

Han greb fast om hendes baghoved og trak hende ind mod sin mave med hastige bevægelser. Hun kendte tempoet godt nok til at vide, at han var lige ved at komme, så hun skubbede ham væk med hænderne. “Det er for tidligt. Nu skal du lægge dig ned på gulvet.”

Frækt jubilæum

Jesper lagde sig fladt på ryggen hurtigere, end hun kunne blinke med øjnene, og hun satte sig straks overskrævs på ham og lod hans stive pik glide op i sig. Han tog et godt greb om hendes bryster, mens hun begyndte at ride ham. Da hun havde fundet en god rytme, bøjede hun sig ned over ham, og deres munde mødtes i grådige kys.

Jesper tog fat med den ene hånd om hendes nakke og holdt hende fast, mens han borede sin tunge ind i munden på hende, som om det var en pik. Samtidig fandt hans anden hånd hendes klitoris, som den bearbejdede, mens hun red ham vildere og vildere.

Han gav slip på hendes nakke, og deres tunger legede tagfat af sig selv, mens hånden fandt det lille, sensuelle punkt mellem hendes baller. Med en finger foran og én bagved kom hun i løbet af ingen tid - denne gang sammen med Jesper, der blev ved med at kneppe hende, indtil orgasmernes krampetrækninger havde bemægtiget sig og til sidst forladt deres kroppe.

Hun smed sig forpustet ned ved siden af ham og tog hans hånd. Hun drejede hovedet og gav ham et blidt kys på munden. “Tillykke med vores femårsdag, min skat!”

Bragt første gang i Woman nr. 173 som Godnathistorie