Sofie vendte sig om, og på trods af skibrillerne måtte hun skygge med armen mod den stærke sol. Under hende bredte snelandskabet sig i vintersolen og lignede et billede taget lige ud af hotellets salgskatalog. “Kom så,”gjaldede det bag hende, og Adam susede forbi med sneen sprøjtende bag sig.
Sofie lynede jakken lidt ned. Hue og vanter var ikke nødvendigt her i den lune sol – der var også dem, som var lidt mere ekstreme: Tidligere på dagen havde hun set to unge piger kun iført bikini suse ned over løjperne.