Sinan Paradise, Pride flag
Vi er vilde med modige Sinan fra Paradise. Her fortæller han om panseksualitet© Privat foto: Sinan Türkmen, Getty Images

Sinan fra Paradise fortæller: Det betyder det at være panseksuel

I artiklen deler Sinan også sit bedste råd til dig, der tænker, at du måske er panseksuel

12. maj 2021 af Ida Storm Frøslev Hansen

Hvis du er lige så besat af Paradise Hotel, som vi på Woman-redaktionen er, så så du helt sikkert, da seje, sjove og søde Sinan fortalte om, at han er panseksuel. Men hvad er det nu lige, at det betyder? Hvordan ved du, om du er panseksuel? Og hvordan fortæller du det egentlig til din familie? 

Det, og sit allerbedste råd til dig, deler Sinan svaret på i artiklen her. 

Hvad betyder det at være panseksuel?

At være panseksuel betyder, at du forelsker dig i et menneskes personlighed og ikke et menneskes køn. Det er der nok mange af os, der føler, at vi gør alligevel, men som panseksuel er kønnet sekundært, og det er personligheden, der kommer først. Derfor kan panseksuelle også blive forelsket i alle køn.

Ordet kommer af det græske ord ‘pan’, som betyder 'alt' og koblet sammen med 'seksuel', betyder det direkte oversat 'alt-seksuel'. Det betyder dog ikke, at du tænder på alt og alle, hvis du er panseksuel – overhovedet ikke! Det betyder bare, at panseksuelles tiltrækning ikke har nogle kønsgrænser, ligesom for eksempel homoseksuelle eller heteroseksuelle har. 

“Jeg har på en måde altid vidst, at jeg var panseksuel”

Sinan fortæller, at han allerede dengang, han var barn, kunne mærke, at det for ham virkede mærkeligt kun at blive forelsket i et bestemt køn. Derfor vidste han fra 3.-4. klasse, at det for ham var for overfladisk en måde at føle kærlighed på: “Da jeg var yngre, tænkte jeg, at det ikke gav mening, at jeg kun skulle kunne blive forelsket i et bestemt køn – det jo personligheden, der tæller!”

Sinan forklarer også, at han ikke vil have label på, hvem han er som person, og han vil ikke definere sig ud fra sin seksualitet. Det kan vi totalt godt følge ham i – hvorfor er det egentlig overhovedet vigtigt, hvilket køn vi forelsker os i? 

Spørgsmål til Sinan: “Hvordan fortæller du det til din familie og venner?”

Her fortæller Sinan noget meget klogt, som vi faktisk ikke havde tænkt over: “Men du kan jo faktisk bare lade være med at springe ud?” Sinan fortæller, at han aldrig har taget sin mor eller venner til side og fortalt dem, at han er panseksuel. Som Sinan siger, går vi andre jo heller ikke rundt og springer ud som heteroseksuelle. Sinan siger at ved at se sin seksualitet som en naturlig ting, ser andre det også som en naturlig ting. Det er ingen big deal, hvem eller hvad du tænder på. 

Sinan er vildt sej og forstående, og han fortæller, at han alligevel godt kan forstå, at folk er nysgerrige: “Det ligger jo til menneskets natur at være nysgerrig, så hvis du har mod på det, så bare vær åben”, fortæller han. Vi lever i 2021, og vi kan elske, lige præcis hvem vi vil. 

“Ja, jeg har mødt misforståelser og fordomme”

Sinan har mødt misforståelser og fordomme omkring sin seksualitet, forklarer han. Men når folk kommer med nedladende kommentarer, siger det så ikke mere om dem?

Sinan fortæller, at han er træt af, at folk nogle gange vil sætte ham i boks, og at de bliver forvirret over, at han ikke bare er til mænd eller kvinder. 

De fordomme og misforståelser, han ofte møder, er, at han kun kan være til et køn, eller at han går sygeligt meget op i udseende. Sinan fortæller, at det slet ikke er det, der er på spil, når du er panseksuel – det er derimod, at der ingen grænser er for kærlighed.

Sinans bedste råd til dig, der måske er panseksuel 

“Der er så mange andre end dig, der går rundt med tvivlen i maven. Der er mange, der har det ligesom dig, men som ikke tør springe ud og som oplever meget tvivl. Du er IKKE alene, og det er så vigtigt at vide!”, fortæller Sinan. 

Sinan råder dig derudover til at snakke med en god ven, din mor eller en anden tæt person og fortælle helt åbent om alle dine tanker og følelser om seksualitet. Sinan siger, at han er sikker på, det vil hjælpe dig til at forstå, at det er totalt accepteret, cool og okay, at du måske har en anden seksualorientering, eller som er forskellig fra dine venners seksualitet

Kilde: Lgbt.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.