Hvis din kæreste arbejder i en restaurant, kan du måske nikke genkendende til disse 10 ting.
1. Skæve arbejdstider
Det er altså ikke hver aften, I kan sidde og følge med i jeres fællesserier eller tage til spontan fællesmiddag med familien. Når ens bedre halvdel arbejder i en restaurant, er det ikke en selvfølge at have aftenerne sammen. På samme måde kan det gælde morgenerne, hvor din kæreste måske har brug for at sove længe efter en lang vagt. De skæve arbejdstider kan dog være en gave i forhold til fleksibilitet og kvalitetstid, hvis man sammenligner med et klassisk 8-16-job. Måske kan din kæreste rykke rundt i vagter, så I kan tage på forlænget weekend eller prioritere en romantisk aften, hvis arbejdet ofte kalder i aftentimerne.

2. Kontanter til rådighed
I står nede i supermarkedet, og ekspedienten har bippet alle varerne ind. Lige når du skal til at finde madkortet frem, tager din kæreste pludselig sin pung frem og hiver kontanter frem. Kontanter er efterhånden et fortidslevn, så du undrer dig kort, inden du kommer i tanke om, at han har fået drikkepenge på arbejdet. Det er altså dejligt at blive mindet om, at der en gang imellem kommer et lille supplement til lønnen!
3. Øm krop
Når din kæreste arbejder i en restaurant, følger et ekstra job med til dig. Du er nemlig hans eller hendes private massør. “Skat, vil du ikke lige massere min ryg?” har du måske hørt en del gange efterhånden. Det kan også være, at I har haft halvkedelige samtaler om, hvilket par ergonomiske sko der er bedst at investere i.

4. Brok om gæsterne
“Bord fire var vildt irriterende”. I en restaurant er der enormt meget kontakt med andre mennesker – både de høflige og de uhøflige af slagsen! Din kærester dealer med mange typer af mennesker i løbet af sin arbejdsdag, og derfor er du nok vant til at lytte til brok om restaurantens gæster. Forhåbentlig deler din kæreste også de mere sjove anekdoter – måske om stamgæsten, der altid bestiller det samme.
5. Bruger restaurant-sprog – også over for dig
Kender du det, når du og din kæreste har en ellers ret normal samtale, og han eller hun responderer med “ja tak” eller “modtaget”? Det er formuleringer, der bliver brugt i restaurationsbranchen, og nu er det altså blevet en del af jeres hverdag sammen – “Vil du lige handle på vej hjem, skat?” – “JA TAK”.
Det kan også være, at din kæreste bruger begreber, du ikke kendte til før – for eksempel “udestilling” om restaurantens udeservering.
6. Overrasker til familiemiddagen, når tallerkener skal bæres ud
Hvis din kæreste arbejder som tjener, er der altså styr på, hvordan tallerkener stables bedst muligt på armen. Det er et ret hyggeligt party trick, der gang på gang kan imponere svigerfamilien eller venneparret, når der skal tages af bordet. Måske bliver du stadig selv imponeret over, hvor mange tallerkener din kæreste kan stable – selvom du altid lige bliver lidt nervøs alligevel. “Skat pas nu på, du ikke taber det hele”.

7. Kommenterer på serviceniveauet, når I er ude at spise
Når I er ude at spise på en hyggelig date, træder du pludselig ind på din kærestes hjemmebane. Derfor kender du måske også til, at der under middagen opstår en slags madanmelder-stemning. Din kæreste er hurtig til at konstatere, at I da har ventet lidt for længe på den pastaret, eller at vandet ikke bliver fyldt hurtigt nok op.
8. Taler højt efter endt vagt
“SÅ ER JEG HJEMME SKAT, HAR DU HAFT EN GOD DAG?”. Efter en lang arbejdsdag i en larmende restaurant kan det være lidt svært at justere sit toneleje, efter vagten slutter. Du kender måske til situationer, hvor din kæreste kommer hjem, og du lige må tysse lidt, så han eller hun bliver opmærksom på sin egen volumen.
9. “Jeg har stået op hele dagen i går, så jeg kan ikke lige...”
Den næsten kroniske undskyldning for, hvorfor din kæreste ikke lige vil på loppemarked eller cykle hen til din nevøs børnefødselsdag. MED GOD GRUND! At være tjener eller lignende er et meget fysisk arbejde, så der er altså ikke noget at sige til, at kroppen dagen efter er medtaget. Det er vigtigt at støtte sin kæreste i disse situationer og ikke presse for meget på – I kan eventuelt bare mødes henne til fødselsdagen, hvis du gerne vil cykle. Så kan du også lytte til podcast imens!

10. Tager altid et bad efter endt vagt
Næsten ligegyldigt hvad tid på døgnet, din kæreste får fri, er det altid badet, der kalder som det første. Det er forståeligt nok, når din bedre halvdel i timevis har cirkuleret i pendulfart mellem restaurantens gæster og stegeos fra køkkenet.
“Jeg stinker af madrester og sved, så jeg hopper lige i bad” er måske en fast vending, din kæreste bruger efter endt vagt?