Bryllup i Zoo og Brøndby Stadion
Skal dit bryllup fejres i Zoo eller på et stadion? © København Zoo

10 unikke steder, I kan holde bryllupsfesten

Bryllup i Zoo garanterer jer en vild bryllupsfest (bogstavelig talt)

13. januar 2019 af Rie Louise Kirkebjerg

Drømmer du om et uforglemmeligt bryllup – med et anderledes twist? Hvordan din bryllupsdag skal foregå er helt op til dig selv (og din partner, naturligvis), og du kan skræddersy den præcis, som du har lyst til.

Vi har samlet en række spændende steder, du kan holde bryllupsfesten, som garanterer, at hverken du, din elskede eller dine bryllupsgæster nogensinde glemmer den store dag. Du skal dog være opmærksom på dit budget for bryllupsfesten, og da et bryllup er dyrt, bliver det ofte endnu dyrere, når du vil holde det et helt unikt sted. Hvis du har brug for flere tips til bryllupsplanlægningen, så læs med her.

1. Bryllup i Zoo

Var det noget at spise bryllupsmiddagen med udsigt til løver i baggrunden? Det er (bogstavelig talt) en vild oplevelse, I aldrig vil glemme at holde bryllupsfesten i Zoologisk Have.

Læs mere om bryllupsfest i Københavns Zoologiske Have her og i Odense Zoo her.

Løveunger i København Zoo
Du kan holde en vild bryllupsfest i Zoo. © København Zoo

2. Uforglemmelig bryllupsfest i Ree Park

Hvis Zoo ikke lige er dig, men du leder efter selskabslokaler, der kan noget lignende, er du garanteret en spektakulær bryllupsfest, hvis du holder den i Ree Park. Det er nemlig muligt at feste lige ved siden af løverne eller sidde på rensdyrskind under middagen i et stort festtelt.

Du kan læse mere om at holde bryllupsfest i Ree Park her.

Bryllup i Ree Park
Sid på skind til bryllupsfesten! © Ree Park

3. Et magisk Disneybryllup

Hvis du skal giftes, kan du og din rigtig søde forlovede, som snart bliver din rigtig søde ægtemand (!), få et uforglemmeligt og magisk minde i en af Disney Worlds parker. “And they lived happily ever after” er virkelig citatet, der passer ufatteligt perfekt til netop sådan et bryllup!

Læs mere om at få arrangeret et Disneybryllup her.

4. Bryllupsfesten til jer, som er fodboldfans

Vild med fodbold? Stadionlyset vil være tændt, og den røde løber er lagt frem, hvis I vælger at holde bryllupsfesten på Brøndby Stadion. Fodboldbanen som udsigt til jeres festlige aften er intet mindre end genialt for jer, som er fans.

Hvis du er fan af Brøndby, kan du læse mere om bryllup på Brøndby Stadion her. Hvis det er et andet hold, du er tilhænger af, kan du skrive til deres stadion og høre, hvilke muligheder der er.

Brudepar holder bryllupsfest på Brøndby Stadion
Vild med fodbold? Du kan holde bryllupsfesten på Brøndby Stadion. © Brøndbyernes IF Fodbold A/S

5. Bryllup i Tivoli

Hvis I virkelig vil gå all in og har valgt at smide den helt store bunke penge efter jeres bryllup, kan I fejre bryllupsfesten på Nimb, som er det gudesmukke, femstjernede hotel, der ligger midt i Tivoli. Tivoli er med alle sine smukke lys og de fantastiske omgivelser et helt unikt sted til festlighederne.

Du kan læse mere om bryllupsfesten i Tivoli her.

Nimb, Tivoli, Halloween
Nimb i Tivoli har imponerende lokaler til bryllupsfesten. © Tivoli, Lasse Salling

6. Fejr brylluppet i Den Gamle By i Aarhus

Tag dine gæster med tilbage i tiden, og hold et uforglemmeligt bryllup i Den Gamle By i Aarhus. Det unikke specialmuseum byder på forskellige slags selskabslokaler, som hver har en historie. Perfekt til de historieinteresserede!

Læs mere om bryllup i Den Gamle By her.

Den Gamle By i Aarhus
Du kan også fejre brylluppet i den Den Gamle By i Aarhus. © Den Gamle By

7. Smukt bryllup i dansk skov

Der findes mange selskabslokaler, godser og slotte, som er placeret lige midt i en af Danmarks smukke skove. Hvis du drømmer om, at bryllupsfesten skal være under åben himmel, er det naturligvis en fordel, hvis vejrudsigten ikke lover frostgrader, og så er det en rigtig god idé med et lokale, I kan trække ind i om aftenen... eller hvis vejret ikke holder. 

8. Strandbryllup

Hvis du er mere til sand end skov, er det også muligt at holde bryllup på stranden. Hvad med at holde festlighederne på Danmarks vestligste punkt? Blåvand er for jer, som drømmer om at fejre den store dag på et unikt naturområde.

Læs mere om at holde bryllupsfest i Blåvand her, eller tjek selskabslokaler nær din favoritstrand ud. 

Brudepar holder bryllupsfest på stranden
Hold bryllupsfest på stranden – her fejrer brudeparret kærligheden i Blåvand. © Leif Møller

9. Slot og uvirkelig natur ved Møns Klint

Hvis din æstetiske sans i høj grad er med til at styre, hvordan jeres bryllup skal udspille sig, er en kombination mellem en eventyrligt slot og en uvirkelig udsigt ved Møns Klint sandsynligvis lige jer. Her er det nemlig muligt for jer og gæsterne at gå en tur i skoven eller på stranden.

Du kan læse mere om bryllup på Liselund Ny Slot ved Møns Klint her.

Liselund Slot
Vild med natur? Så kan du overveje at fejre den store dag tæt på Møns Klint. © Steen Knarberg, SydkystDanmark

10. Romantiske omgivelser og to have

På Grenen ved Skagen, hvor de to have Skagerrak og Kattegas mødes, kan I også vælge at fejre den helt særlige dag. Efter velkomstdrinken kan I invitere gæsterne på en tur til det fantastiske naturfænomen, hvor I kan nyde (endnu) et glas bobler med en unik udsigt.

Læs mere om bryllup på De2Have ved Grenen her.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori