Kvinde og mand skændes
© iStock

“Vi var sammen i tre intense måneder, før jeg opdagede, at han havde en kæreste”

Malene blev forelsket i en mand, som ikke var helt så single, som han påstod

28. februar 2018 af Redaktionen

Jeg mødte Jonas på min arbejdsplads, og jeg var tiltrukket af ham fra starten. Vi snakkede rigtigt godt sammen, og han gav mig følelsen af at være den smukkeste kvinde, han havde mødt. Og så var han en rigtig mand med et eftertænksomt blik, der slog benene væk under mig.

Han inviterede mig en dag i biografen, og da jeg sagde ja, blev han overrasket – som om han ikke troede på sit eget held. Vi så egentlig ikke meget af filmen. Kyssede bare og holdt om hinanden. Herefter var vi kærester. Vi brugte meget tid sammen, skrev og ringede sammen og var også helt uadskillelige på jobbet.

Jeg introducerede ham for min søster, som også syntes, Jonas var en skøn mand. Hele eftermiddagen understregede han, hvor seriøs han var med mig, og jeg blev smigret over den lidt gammeldags måde, hvorpå han forsøgte at overbevise mit bagland om, at han var god for mig. 

Forlovet med ‘eksen’

Vi var sammen i tre intense måneder, før jeg opdagede, at han havde en kæreste. Han havde fortalt, at der var en eks, som han engang havde boet sammen med, men det viste sig, at de stadig boede sammen, og at hun ikke anede noget om mig. Jeg fandt ud af det, fordi en af mine veninder åbenbart kendte hans kæreste. Da jeg viste hende et billede af min nye kæreste og fortalte, hvor jeg havde mødt ham, sagde hun: ‘Guud! Han har altså en kæreste. De er lige blevet forlovet.’

Jeg følte mig så dum. Men da jeg kiggede på kærestens Facebook-profil, kunne jeg godt se, at det var rigtigt. Jeg følte mig virkelig udnyttet. Da jeg fortalte det til min søster, svarede hun forvirret: ‘Jamen, han kiggede jo så forelsket på dig!’ 

Måske var han også forelsket, hvem ved? Måske var det bare et kick for ham at lyve. Det viste sig i hvert fald, at han også havde haft noget kørende med flere andre på jobbet, og et par dage senere blev han fyret. Jeg var såret og ulykkelig og valgte at blokere al forbindelse til Jonas. Jeg så ham ikke igen, før han pludselig en dag stod over for mig på gaden.

‘Hej...’, sagde han. ‘Vil du finde et sted at snakke?’ Jeg havde lyst til at råbe ad ham. Græde. Spørge, hvad fanden han egentlig havde forestillet sig. Men jeg rystede på hovedet, sagde meget bestemt nej og gik hurtigt videre. Jeg er færdig med at bruge min tid på mænd som ham.” 

Artiklen er tidligere bragt i Woman 231 og er skrevet af Maria Denise Christoffersen.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?