15 ting, du kender, hvis du har haft flere jobs på én gang

Hvem har også brug for overflødig luksus som søvn?

21. november 2016 af Rie Louise Kirkebjerg

1. Din kalender er din bedste ven. Her organiseres dine vagter i farvekategorier, så du altid ved, hvilket job, du skal hen til nu.

2. Folk bliver altid overrasket, når du fortæller, at du har flere jobs. ‘Hvor får du dog overskuddet fra?’. Tjaeh... det spørgsmål stiller du også dig selv, når vækkeuret ringer.

3. Du er blevet alt for vant til pengene. Hvordan kan andre overhovedet klare sig på SU alene?

4. Du oplever lidt af hvert. Det ene øjeblik serverer du latte på en café, og det næste tørrer du snotnæsen af en unge i SFO’en. Crazy times!

5. Sjovt nok bliver du ofte tilbudt nye jobs. Dengang du intet arbejde havde, var det til gengæld umuligt at komme indenfor i varmen. 

6. Du er blevet vant til at købe ting til indkøbspriser. Og du vil aldrig igen betale fuld pris med glæde. ‘595,- for en parfume!? Øh, nej tak!’ 

7. Du laver aldrig mad. For alle dine måltider indtages på arbejdet, hvor du altid befinder dig til spisetid.

8. Du kan ikke sige ja til en aftale, før du har tjekket kalenderen. Og som udgangspunkt regner du med at skulle arbejde den dag, invitationen lyder. 

9. Du har arbejdstøj med til det andet job, når du er på det første. Så kan du tage direkte videre. Hvem har også brug for pauser eller overflødig luksus som søvn?

10. Du er altid på standby. Din arbejdsplads har kodet dig ind som førstevalg, hvis en kollega bliver syg. Du burde egentlig holde fri, men åh... det er jo penge. Dejlige penge.

11. Når du endelig har en fridag, er du helt rastløs. Men måske skulle du prøve en af de der Netflix-serier, dine (dovne) venner snakker så meget om. 

12. Du har fået et kæmpe netværk. Du er den eneste i venneflokken, der kan finde på noget at snakke med både midaldrende mænd og små teenagedrenge om. Du arbejder jo sammen med dem til hverdag.

13. Der er altid et nyt publikum til det, du vil snakke om. Så du kan bare snakke løs om din nye kæreste eller konflikten i venindegruppen. Der er altid nogen, der ikke har hørt det før.

14. Du skal hele tiden omstille dig til de forskellige omgivelser og kassesystemer. ‘Hvordan var det nu, man slog en pose løg ind? Nåeh, nej, jeg arbejder på plejehjemmet nu.’

15. Det er sygt akavet, når kunder begynder at genkende dig fra job til job. “Guuud, var det ikke dig, jeg købte shots hos i weekenden? Nå, men jeg håber, at lille Anton har opført sig pænt i vuggestuen i dag”.

Læs mere fra samme kategori