Kvinde, der smiler på sin arbejdsplads
Der er gode råd at hente, hvis du er blevet træt af dit arbejde. © iStock

Er du kørt sur i dit job? Sådan bliver du glad for at arbejde der (igen)

Små ændringer i hverdagen kan ændre din opfattelse

9. maj 2018 af Mette Andrea Boesgaard

Det er mandag morgen og vækkeuret ringer. Forude lurer endnu en arbejdsuge, og du fyldes ikke ligefrem med boblende lykke ved tanken, om at skulle møde op på dit arbejde – du hader dog heller ikke dit job i en sådan grad, at du overvejer at skifte det ud med et nyt. 

Men hvad gør du, når rutinen har sat ind og karrieren synes at stå stille? Fat mod, Woman lister seks enkle ting, du kan gøre, så du kommer til at elske dit job igen.

1. Bryd rutinen

Følger dine dage på arbejdet et næsten ufravigeligt mønster af fastlagte rutiner, kan du være sikker på, at kedsomheden snart sætter ind for fuld kraft. Sørger du derimod for at indføre nogle små ændringer – gerne af den mere fornøjelige art – kan det ændre hele den måde, du opfatter dit arbejde på.

Prøv at føre dagbog over dine arbejdsopgaver i to til tre dage for at finde ud af, om du har tendens til at gøre de samme arbejdsopgaver på samme tid hver dag. Medmindre der er en særlig grund til at nogle ting, skal gøres på et bestemt tidspunkt, så gør en aktiv indsats for at ændre dine rutiner. 

Sæt tid af til at være lidt sammen med kollegerne – spis for eksempel frokost med dem  – eller flyt mødet fra mødelokalet ned på en cafe. Selvom det kan være lidt kedeligt at skulle på arbejde igen efter weekenden, så er der er altid (mindst) 10 sjove ting I kan snakke om mandag morgen

2. Husk på de gode ting ved dit job

Hvis du render rundt og små-keder dig, er det let udelukkende at fokusere på de negative aspekter af dit job – alt det, du ikke må for ledelsen, de triste omgivelser og kollegerne, der bare er dødkedelige. Lav derfor en liste over de ting på dit arbejde, som du virkelig holder af.

Forestil dig for eksempel at du skal skifte job; ligesom med gamle kærester går det ofte først op for dig, hvor godt du egentlig har det, når du er på randen til at miste det. Skriv alle de ting ned, du er glad for ved dit arbejde, i kronologisk rækkefølge. Start med turen til arbejde: Ligger arbejdet tæt på der, hvor du bor? Måske kan du cykle derhen og dermed få lidt motion på samme tid – på den måde lever du måske sundt på den lidt lette måde? Ser du frem til at møde dine kolleger? Er der nogle opgaver, du holder særligt af og ser frem til at lave? Brug tid på virkelig at overveje, hvad du ville savne, hvis du skulle holde op i morgen. Det er et enkelt trick, men det virker!

Kvinde giver papir med ideer til sin chef
Lav en liste over de positive ting ved dit arbejde. © iStock

3. Ryd op og ryd ud

Masser af arbejdspladser fungerer i det daglige efter princippet "sådan plejer vi at gøre", og du har sikkert ganske kritikløst lært en stor del af dine arbejdsrutiner af din forgænger. Og så længe du får tingene gjort til tiden, hvorfor så bekymre sig over, om du rent faktisk gør tingene på den mest hensigtsmæssige måde? 

Men det kan faktisk betale sig at investere lidt tid og energi på at efterse dine rutiner og overveje, om du kunne gøre tingene anderledes og mere effektivt. Det kan ikke alene spare dig tid i det lange løb, det bryder også rutiner, og giver dig følelsen af at have kontrol og overblik over dit arbejdsliv.

En god og let begyndelse på projektet er at rydde op i dit rod. Brug en time på at rydde op på dit skrivebord og i dine skuffer. Oprydningen får dig til at føle, at du kan starte på en frisk, samtidig med at det forhindrer, at du spilder unødig tid på at lede efter tingene i rodet!

4. Tag initiativ

Alle har brug for udfordringer for ikke at gå kold. Hvis du bare dukker nakken og tager de arbejdsopgaver, der bliver læsset over på dig, er det altså intet under, at du keder dig og føler, at du står stille på arbejdet.

Vær ikke bange for at tage initiativ. Forsøg for eksempel at dygtiggøre dig, så du kan påtage nogle flere og mere spændende opgaver. Tag et kursus. Det kan godt være, at det ligger uden for arbejdstiden, til gengæld behøver det ikke nødvendigvis at koste dig noget. Mange arbejdsgivere giver nemlig gladeligt et bidrag til medarbejdernes efteruddannelse. 

Du kan også bare nøjes med at tage initiativet til at foretage en ændring, hvis du kan se løsningen på et problem på arbejdet. På den måde lægger andre mærke til, at du er der, og det giver dig en følelse af, at du opnår noget og arbejder frem mod et mål.

kvinde rydder op i papirsbunken, der ligger på skrivebordet
Tag initiativ i løbet af en arbejdsdag – så du ikke kommer til at kede dig. © iStock

5. Sig frem!

Du kan ligge inde med firmaets mest geniale ideer, men hvis ikke du åbner munden og deler dem med de rette mennesker, er de ikke en pind værd. Hverken for arbejdspladsen eller for dig selv. Det kræver selvtillid og det er der heldigvis redskaber til at få. Du stiger ikke i graderne, med mindre du siger frem og beviser, at du kan mere end det, du allerede får lov til... 

Brug en aften på at tænke over, hvilke ideer der kunne ændre dit arbejdsliv. Overvej ideerne og udvikl dem, så de fremstår bedst muligt. Aftal så et møde med chefen, hvor du præsenterer dine ideer. Husk at ingen ideer er for små: Gode chefer ved, at ideer kan udvikles og blive til gode løsninger.

6. Lad som om du er glad

Hvis der er rod i dit privatliv, påvirker det dine følelser omkring dit arbejdsliv. Knirker forholdet til kæresten, har du konstant overtræk på kontoen, eller larmer dine naboer den halve nat? Så er der stor sandsynlighed for, at du ikke just sprudler af energi på arbejdet.

Løsningen er selvfølgelig at gøre noget ved de egentlige problemer, men kan det ikke lige lade sig gøre, så lad som om du er glad. Smil til kollegerne og sludr med dem, og lov dig selv, at du ikke vil klage hele dagen. Du kan eventuelt bruge en af disse 14 tips til at få glædesfølelsen rigtigt frem

Tag også dit fedeste tøj på, så du kan fremmane følelsen af at være lidt lækker. Først føles det måske, som om du spiller skuespil, men holder du facaden oppe og leger entusiastisk og glad, bliver det snart ægte. Der er nemlig sandhed i det gamle ord om, at hvis du smiler til livet, smiler livet igen. Folk lægger mærke til positive, sprudlende mennesker og reagerer positivt på dem. Og det får dit humør til at stige – den gode cirkel er indledt!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori