Kollegaer spiser frokost sammen
© iStock

Eksperten guider: “Sådan lærer du dine kolleger bedre at kende”

Få også svar på, om du egentlig kan blive for tæt med din kollega

12. marts 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Uanset om du har et deltidsjob eller arbejder fuldtid, kan dine kolleger have en kæmpe indflydelse på, hvordan du både arbejder og har det. Du bruger trods alt mange timer på din arbejdsplads. 

Hvis du har fået et nyt arbejde – eller bare har lidt svært ved at komme ind på dine kolleger – kan det være rart med et par gode råd om, hvordan du lærer dem bedre at kende. Vi har med hjælp fra Tine Ravn Holmegaard, som er arbejds- og organisationspsykolog ved CRECEA, samlet de bedste råd til få et tættere forhold med dine kolleger lige her.

Hvad er en god kollega?

Hvis du er ny på arbejdspladsen, bruger du sandsynligvis mange kræfter på at vise dig fra din bedste side og være en god kollega. Men hvad er en god kollega egentlig?

Ifølge Tine støtter en god kollega dig på arbejdet. Det kan både være praktisk med daglige opgaver, når din kollega hjælper dig med en af de konkrete ting, du laver – og så kan det være, hvis din kollega er på vej hen for at hente en kop kaffe og spørger dig, om du skal have en kop med på vejen. Tine fortæller, at en god kollega altså bekymrer sig om dig og ikke lægger skjul på, at han eller hun tænker over, hvordan du har det.

Spørg ind til dine kolleger

Hvis du vil lære dine kolleger bedre at kende, kan du starte ud med at spørge ind til jeres fælles område: Altså jeres arbejde. Spørg, hvilke arbejdsopgaver din kollega helt præcist løser, hvad han eller hun bedst kan lide at lave, og hvad din kollega tidligere har lavet. Det er en let måde at starte samtalen på, fordi I begge er på hjemmebane og har noget at fortælle om jobbet. 

Hvis du spiser frokost med dine kolleger, er frokostpausen et godt tidspunkt at spørge ind til dem. Du kan også foreslå en walk-and-talk i stedet for at tale over skrivebordet. Selvfølgelig er fredagsbarer, firmafester og sociale arrangementer på jobbet også et godt sted at bygge et tættere forhold til dine kolleger op, da stemingen ofte er god og hyggelig.

Lyt mere, end du taler

Det kan sandsynligvis være svært at lytte mere end at tale, hvis du er typen med meget på hjerte – og elsker at snakke. Tine anbefaler dog netop, at du skal lytte mere, end du taler, når du vil vise interesse for din kollega og gerne vil lære ham eller hende bedre at kende. Desuden fortæller hun, at det jo siges, at smil er den korteste afstand mellem mennesker – så det er altid en god idé at smile og grine, når du starter en samtale.

Stil hv-spørgsmål

Når du bestemmer dig for at lære din kollega bedre at kende, er det en rigtigt god idé at stille hv-spørgsmål, så du ikke ender med, at jeres samtale afsluttes med et ja eller et nej. Det kan nemlig godt føre samtalen hen i en akavet stilhed, hvis ingen af jer tager initiativ til at stille et nyt spørgsmål. 

Du kan eksempelvis stille spørgsmål som:

  • Hvad synes du om...?
  • Hvornår har du sidst…?
  • Hvor skal du hen på sommerferie?

Kan du blive for tæt med din kollega?

Hvis relationen mellem kolleger bliver for tæt eller privat, er der risiko for, at den bliver uprofessionel,” fortæller Tine. Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke må være venner med dine kolleger, men Tine anbefaler, at det er en rigtigt god idé at være opmærksom på at være professionel på arbejdspladsen. Hvis du og din kollega bliver for tætte i arbejdstiden, kan det nemlig skabe usikkerhed hos andre om, hvordan I taler om dem, og om jeres loyalitet ligger på jobbet eller i venskabet.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori