En kvinde sidder med en kop i hånden og kigger på sin computer
Vi guider dig til, hvor du kan lede efter drømmejobbet. © Getty Images

Leder du efter drømmejobbet? Her er 7 steder, du kan finde det

Led efter et job disse steder, hvis du ikke allerede har gjort det!

9. september 2018 af Michelle Andersen

Leder du efter drømmejobbet? Så ved du helt sikkert, at det kan være som at lede efter en nål i en høstak. Selvom det vrimler med jobopslag, kan det være svært at finde frem til lige præcis den ledige stilling, du ønsker dig – uanset om det er en fuldtids- eller deltidsstilling.

Men hjælpen er på vej! Vi har nemlig samlet en guide til, hvilke steder du kan lede, når du er på jagt efter drømmejobbet. Og bare rolig – det skal nok lykkes dig at finde et arbejde (selvom det kan virke uoverskueligt en gang imellem) 

1. LinkedIn

LinkedIn er en social netværksside, hvor du kan oprette en personlig profil. På din profil skriver du blandt andet oplysninger om dig selv, om dine arbejdsmæssige erfaringer, om dine faglige kompetencer og om dine interesser. 

Arbejdsgivere kan se din profil, og hvis de fornemmer, at du passer til en ledig stilling, så kan de kontakte dig. Du kan også skabe kontakt med andre profiler og danne et netværk, som kan hjælpe dig med at finde drømmejobbet. 

Du kan oprette en profil på LinkedIn her

Kvinde sidder ved et bord med sin computer og drikker af en kop
Det behøver ikke at være uoverskueligt at lede efter drømmejobbet. © Getty Images

2. Jobnet

Hos Jobnet kan du søge efter dit drømmejob i jobbanken, hvor der ofte lægges nye ledige stillinger op i hele landet. Du kan også bruge Jobnet til at finde gavnlige informationer om jobsøgning og uddannelse. Du behøver ikke at have en profil for at bruge Jobnet. Hvis du får brug for at logge ind, så kan du gøre det med dit NemID. 

Du kan besøge Jobnet her

3. Moment

Moment tilbyder både fuldtidsjobs, deltidsjobs, studiejobs og vikariater inden for IT, finans, kundeservice, salg, lager og logistik i hele landet. Moment hjælper især unge og nyuddannede med at komme ind på arbejdsmarkedet. 

På Moments hjemmeside kan du se en liste med ledige jobs, som du kan søge. Når du søger et job gennem Moment, hjælper de dig med hele processen fra ansøgning til ansættelse. Du skal oprette en profil for at kunne søge et job. 

Du kan læse mere om Moment her

Kvinde sidder med en mobil i den ene hånd og bruger sin computer med den anden hånd
På jobportalerne kan du søge efter dit drømmejob. © Getty Images

4. Jobindex

Måske kender du allerede Jobindex i forvejen. Hvis ikke du gør, så er det i hvert fald en god hjemmeside at lære at kende! På Jobindex kan du nemlig få en oversigt over de fleste ledige jobs i hele Danmark, og du kan søge efter lige præcis det job, du leder efter. 

Når du har fundet en ledig stilling, skal du i gang med at skrive en god jobansøgning. Og til den gode ansøgning er det at virkelig gavnligt at kende disse geniale guldkorn

Du kan lede efter drømmejobbet på Jobindex her.

5. Ofir

Ofir er, ligesom Jobindex, en jobportal, hvor du kan søge efter lige præcis det job, du leder efter. Du kan også tilmelde dig en jobagent, som holder øje med, om der kommer ledige stillinger, som matcher dine krav og ønsker. Du får besked, hvis der er et ledigt job, som matcher dig, og så kan du straks komme i gang med at søge det. 

Imens du venter, kan du med fordel øve dig på at skrive ansøgninger, så du kan blive endnu bedre til at score drømmejobbet.

Du kan prøve Ofir her.

Kvinde sidder i en sofa med sin computer på låret
Når du har fundet dit ledige drømmejob, handler det om at skrive en god ansøgning. © Getty Images

6. Facebookgrupper

Vi bruger i forvejen vildt meget tid på de sociale medier – så hvorfor ikke bruge dem til at finde drømmejobbet? På Facebook kan du melde dig ind i grupper, hvor de andre medlemmer dagligt laver opslag med ledige jobs. 

Der findes både grupper med jobopslag for hele landet, og der findes grupper, som er specifikke for eksempelvis Nordjylland, Fyn eller hovedstadsområdet. På den måde kan du lede efter jobs i lige netop dit område. Smart! Og hvem ved – måske dit drømmejob er det næste, som bliver slået op? 

7. Firmaets hjemmeside

Har du nogensinde tænkt over at kigge på firmaernes egne hjemmesider, når du leder efter drømmejobbet? Det kan faktisk være en kæmpe fordel at holde jævnligt øje med det firma, hvor du virkelig gerne vil have et arbejde. Det er nemlig ikke alle firmaer, som bruger de store jobportaler. I stedet har de en fane på deres hjemmeside, hvor du kan se de ledige jobs. 

Hvis der ikke er ledige jobs i dit drømmefirma, kan du altid sende en umotiveret ansøgning. På den måde gør du opmærksom på dig selv, og så kan det være, at firmaet husker dig næste gang, de har en ledig stilling. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori