Sådan bliver du et hit til jobsamtalen

Tre chefer deler ud af do's... and dont's!

22. august 2016 af Cordelia Weber

Tal sandt

En ansættelse handler mere end noget andet om tilliden til ansøgeren. Bryder du den tillid, får du ikke jobbet.

Vær engageret 

Inden du skriver din ansøgning og skal til samtale, skal du bruge tid på at finde ud af, hvorfor du vil have jobbet, og hvorfor du mener, du kan gøre det godt. Hvis du vil ansættes, skal din chef kunne mærke, at du ønsker dig det her job mere end noget andet i hele verden.

Vær forberedt

En måde at vise dit engagement på er at forberede dig til samtalen. Undersøg alt, hvad du kan, om arbejdspladsen og jobbet på forhånd, få forskellige personer til at læse din ansøgning igennem, og tal igennem, hvad du vil sige til samtalen, med nogen på forhånd.

Skab øjenkontakt

Se alle rundt om bordet i øjnene i stedet for kun at se på chefen. Du skal med høj sandsynlighed være en del af et team, hvor det er vigtigt, du fungerer sammen med andre mennesker. Tænk over kropssproget: Lad være med at sidde sammensunket med armene over kors. Ret ryggen, smil, og vær åben i dit kropssprog.

Tal pænt 

Du kan måske komme til at bande, hvis du bliver meget begejstret, men det sender et rigtig dårligt signal!

Kom til tiden 

Vi kan alle sammen komme for sent, og det kan der være tusind grunde til, men lige præcis til en jobsamtale går det ikke. Så må du hellere komme en time for tidligt og sidde og vente.

Meld afbud 

Bliver du forhindret, eller har du fået et andet job i mellemtiden, skal du huske at ringe og melde afbud. Det kan være, at du vil arbejde for virksomheden på et senere tidspunkt, og det bliver husket, hvis du udebliver.

Tal ikke negativt 

Lad være med at tale dårligt om din tidligere arbejdsplads. Det er svært for din nye arbejdsgiver at få tillid til dig, hvis du fortæller negative ting om det sted, du var før.

Womans tips til dit outfit

  • Det er vigtigt, dit tøj ikke larmer for meget. Tag udgangspunkt i din stil, men tænk over, at fokus skal være på dig – ikke dit tøj.
  • Vælg tøj, der er behageligt at have på, og som du har det godt i. Undgå noget, der er for stramt eller varmt, så du ikke begynder at svede.
  • Vis, at det betyder noget for dig at få jobbet. Mød op i tøj, der er rent, uden pletter og nystrøget.
  • Gå efter farver, du godt kan lide, og som klæder dig. Marineblå eller bordeaux er gode bud og ikke lige så hårde som sort.
  • Undgå tøj, der er kort eller nedringet. Du vil ansættes for dine kvalifikationer – ikke din krop.