Kvinde sidder med computer
Få vores tips til at skrive et godt CV. © Getty Images

Sådan laver du et CV

Skriv ikke det samme i dit CV som i din jobansøgning

10. september 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

Fedt! Du har fundet et job, som du gerne vil søge. Men nu kommer den lidt mere omfattende del. For hvordan griber du selve ansøgningen og CV’et an? Vi har tidligere skrevet, hvordan du skriver en god jobansøgning, og her vil vi give dig vores bedste tips til at skrive et godt CV.

Hvad er et CV?

CV er en forkortelse for ‘curriculum vitae’, som betyder livsforløb. Mens du i en jobansøgning skriver specifikt, hvorfor du passer ind i den virksomhed, du søger job i, er et CV et overblik over dine kvalifikationer. I dit CV skal der eksempelvis stå, hvad du studerer (eller har studeret), hvor du har arbejdet og de helt generelle informationer om dig, som eksempelvis hvor du bor, og hvor gammel du er.

Der er ikke en fuldstændig korrekt måde at skrive et CV på, men her er vores bedste tips til et godt CV.

1. Disse informationer bør stå i dit CV

Det er selvfølgelig meget individuelt, hvad du synes er vigtigt i netop din situation og jobsøgning, men der er en række informationer, der med fordel kan stå i dit CV – uanset om du søger et deltids- eller fuldtidsjob. 

Brug denne tjekliste, når du har skrevet dit CV. Har du husket at nævne alle disse ting?

  • Dit fulde navn
  • Dine kontaktinformationer (telefon og e-mail)
  • Din adresse
  • Din alder
  • Din uddannelse
  • Erhvervserfaring
  • Relevant frivilligt arbejde
  • Relevante kurser

2. Skriv altid din seneste erfaring først

I både afsnittet omkring din uddannelse og i afsnittet omkring din erhvervserfaring kan du sandsynligvis få lyst til at skrive informationerne i kronologisk rækkefølge. Men når en arbejdsgiver skal læse dit CV, skal du gøre det så nemt og overskueligt for personen som muligt, og da arbejdsgiveren sikkert er mere interesseret i, hvad din seneste uddannelse end hvor du gik på gymnasiet, bør du skrive dine tidligere jobs og uddannelser i omvendt kronologisk rækkefølge.

Eksempel:

  • Kandidatuddannelse i XXX (2016-2017)
  • Bacheloruddannelse i XXX (2013-2016)
  • STX med studieretning i XXX (2008-2011)

3. Indsæt et billede af dig selv

Eftersom dit CV indeholder mange konkrete informationer og årstal, kan det være en god idé at indsætte et billede af dig, så arbejdsgiveren også kan se, hvem de mange fakta handler om.

4. Udvælg det vigtigste

Da der sikkert er mange andre end dig, der søger det job, du er faldet for, skal arbejdsgiveren sandsynligvis igennem mange andre ansøgninger. Derfor kan du med fordel holde dit CV kort, så han eller hun ikke skal lede efter de informationer, der især kigges efter i netop den  virksomhed.

Så hvis du ikke føler, at dit job som avisbud som 13-årig giver mening at nævne, så drop det fra dit CV.

5. Skriv ikke det samme i CV som i jobansøgning

Dit CV skal være en oversigt over dine kvalifikationer. Derfor skal du ikke skrive det samme i dit CV, som du skriver i din jobansøgning. Brug CV'et til at fortælle om dig selv, og brug i stedet jobansøgningen til at forholde dig til det job og den virksomhed, du søger job hos. I din jobansøgning kan du stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor passer du ind i netop den organisation?

6. Eksempel på CV

Der er som sagt ikke en korrekt måde at skrive et CV på, men vi har herunder lavet et eksempel på, hvordan det kan se ud.

Det kan være en fordel at gøre det meget tydeligt, hvad du hedder, og hvordan arbejdsgiveren kan få kontakt til dig. Det skal jo helst være nemt for dem, hvis du er så heldig, at firmaet har lyst til at invitere dig til jobsamtale! (Sådan her bliver du et hit til jobsamtalen

Derudover kan det også være en god idé at skrive et par linjer om dig selv – her kan du eventuelt fortælle, hvad du laver i din fritid, så arbejdsgiveren får en fornemmelse af, hvad du er for én, og hvordan din personlighed ville passe ind i firmaet.

Sæt gerne uddannelser og tidligere jobs i punktform, så det er overskueligt at se, hvornår du har arbejdet eller studeret. Du kan eventuelt skrive et par linjer til hver uddannelse eller job, hvis du synes, at det er relevant for din jobsøgning. 

Eksempel på CV
Eksempel på CV. © Woman, Getty Images

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori