Kvinde med mørkt hår ved computer
Find dit drømmejob! © iStock

Sådan finder du dit drømmejob

Er du træt af jobbet? Vi hjælper dig til at finde din rette hylde

20. juni 2018 af Mette Andrea Boesgaard

Karriere-kriser er ikke kun noget, der opstår, når du forlader gymnasiets trygge favn og skal beslutte dig for, hvilken vej du skal gå fremover – det er også noget, der pludselig kan komme til dig midt i en ellers strålende karriere. For hvem siger, at du valgte rigtigt, dengang du besluttede dig for en uddannelse eller takkede ja til et job?

Men hvad stiller du egentlig op, hvis dit job er en daglig trummerum, og du drømmer om helt andre græsgange? Vi har gravet efter svar og fundet opskriften på, hvordan du finder dit drømmejob. Det handler især om at se indad og stille dig selv en masse spørgsmål – her er de:

1. Hvad interesserer dig? 

For at få et job, der virkelig tænder dig, er første skridt logisk nok, at du finder ud af, hvad du egentlig kan lide at lave. Og her drejer det sig ikke kun om, hvad du kan lide at lave, når du er på arbejde – se på dit liv i sin helhed fra du var helt lille til nu, og lav så en liste over de ting, du kan lide at lave. Elsker du at lege med din hund? Kan du lide at løse kryds-og-tværs? Er du vild med mode, at spille håndbold, rejse eller gå i byen?

Når listen er komplet, så overvej hvorfor du kan lide at lave netop de ting. Kan du lide at lege med din hund, fordi du rører dig? Er det fordi du kan lide at være udendørs, eller fordi du elsker dyr? Når du har svarene, er du lidt nærmere ved at erkende, hvad der tænder netop dig.

Kvinde løber tur med sin hund
Kan du lide at lege med din hund, fordi du rører dig? Eller fordi du elsker dyr? © iStock

2. Hvad er dine styrker og dit talent? 

Nu skal du finde ud af, hvad du kan – faktisk kan dit stjernetegn også hjælpe dig på vej, hvis du er i tvivl. Først og fremmest er det selvfølgelig værd at se på, hvilke kvalifikationer du har med dig fra din uddannelse eller tidligere jobs, men tænk gerne bredt her: Er du typen, der er ferm til at lege med tal, så din økonomi går op i en højere enhed? Er du god til at hænge hylder op og skifte pakninger i vandhanen? Eller er du supergod til at tale med folk – venner som fremmede?

Skænk også lige dine svagheder en tanke, nu du er i gang, så du kan undgå jobs, hvor du dagligt bliver konfronteret med dem: Er finmotorikken ikke i top? Er du ikke god i pressede situationer? Skriv alle dine styrker og svagheder dig ned, så du har noget at forholde dig til.

3. Hvilke krav har du?

Folk arbejder bestemt ikke ens – nogle kan lide rutinen i, at hverdagen kører efter et skema, andre vil hellere have spontanitet og afveksling på arbejdet. Nogle er de fødte team-playere, andre vil helst arbejde alene. Nogle vil helst ‘føle’ sig til beslutninger, andre vil helst tænke sig til dem. Og så er der uendeligt mange måder at lære på. Hvordan er du? Tænk over det, så du kan vælge et job, der videst muligt omfang matcher din personlighed.

Når du lægger dig fast på et job, skal du også huske at afstemme dine forventninger til dit job med dine forventninger til din livsstil. Prioriterer du venner, familie og fritid højt, eller vil du med glæde lægge 70 timer om ugen på dit arbejde? Er du bundet til et geografisk område af praktiske årsager? Og har du krav til lønnen? Husk at være realistisk her – du finder nok ikke mange jobs, hvor du kan nøjes med 14 timer om ugen til 50.000 kroner om måneden!

Kvinde med computer smiler
Lægger du med glæde mange timer i et arbejde? Eller prioriterer du fritid? © iStock

4. Lav research

Når du har ransaget dig selv, er du nået til det punkt, hvor du skal til at kigge på, hvilke muligheder du har. Læs jobannoncer, og spørg familie, venner og bekendte om, hvilke jobs de har, og hvad jobbene indebærer.

Når du tænker i jobmuligheder, så tænk så bredt og så kreativt som muligt: Bare fordi du er vild med mode, betyder det ikke, at du skal designe dit eget tøj – måske skal du åbne din egen tøjbutik, skrive om mode, lave noget, der kræver øje for det æstetiske, eller måske kan du endda få udvidet og omdefineret det job, du allerede har, så det lever mere op til de ting, du går og ønsker dig? Tænk gerne vilde og vovede tanker i denne fase; der er ingen grund til at begrænse sig, så længe du går og summer på idéer.

Kvinder griner og taler sammen på café
Spørg veninderne til råds. © iStock

5. Sæt dig et mål

Ide-udviklingsfasen kan let tage mange måneder, men på et eller andet tidspunkt skal du jo til at træffe et valg. Start med at sætte dig et mål: Hvor vil du gerne ende henne?

Drømmejobbet dumper sjældent ned fra himlen, når du ønsker det – det kræver flid og udholdenhed at nå derhen. Næste skridt er derfor at sætte dig små delmål for, hvordan du opnår dit overordnede mål, gerne med en tidsramme for, hvornår du skal nå målet. Det giver dig muligheden for at tænke lidt over, hvordan du skal nå dit mål: Mangler du nogle kvalifikationer – skal du tage en ny uddannelse, eller kan du nøjes med at rette op på manglerne med kurser og efteruddannelse? Mangler du nogle nyttige forbindelser eller noget viden? Tænk også over, om frivilligt arbejde vil gavne din karriere og give dig en forsmag på, hvad der venter – det kan være en bagvej ind i den branche, du gerne vil ind i, og en forsmag på, hvad der venter.

Husk, at din beslutning aldrig er endelig. Selvom dit mål lige nu virker som det ideelle mål, kan det jo godt være, at dine ambitioner og mål ændres, når du vokser som menneske og får mere indblik i området. Sæt derfor gerne nogle datoer i din karriereplan for, hvornår du skal gentage hele denne procedure og finde ud af, om du er på rette spor.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori