Tre guider for tui
Din tid som guide vil du temmelig sikkert mindes med et smil. © Privatfoto

21 situationer, du helt sikkert genkender, hvis du har været guide

Du kan mange ting, men at ændre på vejret er ikke en af dem

12. marts 2019 af Amalia Kristiansen

1. Du kan sige hej på mindst 10 sprog. Og farvel, goddag, godaften, skål, en mere, stop...

2. Du har bedt receptionen om at levere toiletpapir til værelse 137. Fordi gæsterne simpelthen ikke selv kunne ringe ned og bede om mere – og så kunne de jo lige så godt ringe til dig. 

3. Du har fået spørgsmålet “Hvornår skal du have et rigtigt job?” så mange gange, at du ikke længere orkede at svare. Og det er, som om moster Gerda ikke helt forstår, at det faktisk er et rigtigt job at være guide. 

4. Du har fået utallige klager over vejret. Du kunne mange ting som guide, men at ændre på vejret var altså ikke en af dem.

5. Ordet ‘men’ blev dit hadeord. Du blev alt for vant til spørgsmål, der startede med “Det er ikke for at klage, men...”. Lad os være ærlige her, Gunnar. Det er jo for at klage. 

6. Du fedtede lidt for Hr. og Fru Danmarks børn. Fordi du vidste, at det kunne give dig ekstra høje servicescores

7. Du blev venner med den lokale buschauffør, og du blev ikke bekymret, når han ikke var der til tiden. Han skulle nok bare lige have en kaffe med på vejen, og gæsterne blev jo heller ikke trætte af at vente 10 minutter ekstra på bussen... Eller?

8. Du er vågnet op hos en konkurrent. Der er mange unge mennesker samlet på et sted, og så er det jo lidt uheldigt, at det var ham Spies-guiden, der havde det lækreste hår. 

9. Du lærte at smile, på trods af at du var ved at eksplodere. “Nej, Leif, det er da slet ikke besværligt, at du gerne vil bytte værelse med dine 10 børn og din kone, som står op før fanden får sko på for at lægge håndklædet ud ved poolen.”

10. Du frygtede servicetelefonens ringetone. Men det var næsten altid fulde Frida, som havde mistet sin veninde på Ibiza og lige ville høre, om du tilfældigvis vidste, hvor hun var. 

11. Du synes, det var mærkeligt, når folk betalte fuld pris på restauranter. Og det eneste SKAT, du kendte til, var den skattejagt, som du uge efter uge arrangerede for børnene på hotellet i Benidorm

12. Du ved, hvad “ekstraordinær god guideservice” er... Og så taler vi ikke mere om det.

13. Du har været lidt for solbrændt i lufthavnen, når du skulle hente gæster. Så du gav dem meget passende et “husk solcreme” med på vejen. 

14. Du blev udpeget af gæsterne på din friaften, hvor de råbte “der går gaaarjden” fra den anden side af vejen. De fangede dig heldigvis, inden du gik amok i øllene på guidernes stamsted, hvor der var øl til guidepriser. 

15. Du blev mødt med fordommen om, at dit arbejde var én til én med Sommer i Sunny Beach. Og du orkede ikke at forklare, at der rent faktisk var forskel, så du svarede bare “Det er ikke det samme”. 

16. Det var mere normalt at gå i byen søndag, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag end fredag og lørdag. Du kunne alligevel ikke helt huske, hvilken dag det rent faktisk var, og du var temmelig sikkert vant til at arbejde med tømmermænd

17. Du har fortalt en vild historie til en gæst, hvor du slet ikke anede, hvad du snakkede om. Heldigvis var du guide, så du fortalte det så overbevisende, at selv en løgndetektor ville tro på det.

18. Du anede ikke, hvad det vil sige at have et 08-16 job. Du arbejdede nat, morgen, aften og alt ind imellem. Nu er du dog blevet klogere...

19. Du var ikke bare gæsternes guide. Du var også deres parterapeut, sygeplejerske, psykolog, læge, babysitter, svømmetræner og havbiolog. 

20. Du brugte lufthavnskoder i stedet for bynavne. Og du har stadig svært ved at lægge den vane fra dig. 

21. Du blev rigere på oplevelser, men ikke på penge. Hvis oplevelser var en bog, så havde du en roman, men din bankbog endte dog med at være ret tom. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori