Hvis jeg kan komme over Mikkel, kan du også komme over “ham”

Mi med sin kæreste, Emil.
Mi med sin kæreste, Emil. © Privatfoto

I forrige weekend var jeg til en reception med min kæreste og vores 2-årige datter. Til festen kom også min the-one-that-got-away, hvilket han for evigt gjorde for fem år siden – kort tid inden, jeg mødte min kæreste.

Og selvom det er mere end fem år siden, vi sagde farvel efter tre års slidsomme forsøg fra min side på at få fast mærkat på forholdet, så var jeg nervøs.

Det er sket flere gange, end jeg kan tælle, at jeg er vendt tilbage til ham, til trods for, at vi virkelig ikke var gode for hinanden, til trods for at han behandlede mig med samme had, som han har til sig selv, og til trods for, at jeg fandt andre. Han havde mig i sin hule hånd.

Derfor var jeg spændt. Og bange.

Bange for, hvilke dumme og ubelejlige følelser, det ville bringe op i mig, at se ham igen. Snakke med ham. Høre ham grine og stå på mål for hans spydige kommentarer og vid og bid, som var lige præcis det, jeg var så åndssvagt forblændet af dengang.

Og bang!

Pludselig stod han der.

Vi sagde hej.

Og krammede.

Og snakkede og grinede og udvekslede spydige kommentarer og dårlige jokes.

Han lignede sig selv.

Det mørke hår, de brede skuldre, det flabede smil og denimskjorten, og vi snakkede om gamle dage og tiden, der er gået, og så skete det.

Eller rettere. Det skete ikke. Jeg mærkede ikke noget. Intet, selvom vores ”ping-pong” var ligesom dengang. Der var ikke et stik i hjertet eller en berusende følelse af noget som helst.

Vi tilbragte to timer med at snakke om vores ”forhold” dengang og vores respektive forhold siden. Om alt det, der aldrig fungerede, og at vi nok bare skulle have været virkeligt gode venner. Om det, vi har lært hinanden og det, vi håber for hinanden. To timers intens katarsis og terapi, og det er som om, jeg først nu ser et klart billede af ham. Men alle fejl, mangler og charmerende sider i en skøn, sandfærdig blanding.

Resten af festen brugte jeg ikke på at tjekke, hvor i lokalet han var, som tidligere. Jeg var bare tilpas med at vide, at han var der et sted. Ligesom jeg var med de af mine venner, jeg ikke lige stod og snakkede med.

For første gang i fem år, følger jeg ham nu på et socialt medie, er jeg ikke koldsvedende ved tanken om at støde på ham eller trist, hvis jeg kommer til at tænke på ham.

Jeg. Er. Ovre. Ham.

Noget, jeg ALDRIG troede jeg skulle komme.

Det er underligt.

Forløsende.

Jeg havde indstillet mig på, at jeg havde set det bedste, der var, men bare ikke ville få. At der var et middelmådigt alternativ til mig derude.

Men sådan er det heldigvis ikke blevet, og det er nok det, der har hjulpet mig videre.

Jeg fandt noget helt andet, der passede til mig, mit selvbillede og drømme om fremtiden. En, der ikke giver mig dårlig smag i munden, eller som jeg skal ofre min selvrespekt for at være sammen med. En, der passer til mig.

Når jeg tænker på, hvor mange tårer, jeg har grædt, og hvor fuldstændigt uundværligt han føltes, og hvor lidt han i virkeligheden var det, så ved jeg, at alle kan komme videre.

Min overbevisning er, at det kræver, at du beslutter dig for det. At du langsomt flytter dig skridt for skridt. Men du skal selv vælge det. 

Du skal vælge det, fordi du ikke vil gøre dig selv mindre, suge maven ind, lade være med at grine virkelig højt eller noget andet åndsvagt, der gør dig trist inden i, for at passe ind i en andens billede af, hvad du bør være.

Hvis han bare ikke er vild med dig, ved du det. Så stop med at spilde tiden og kom videre. Det er det bedste, du kan gøre for dig selv.

Jeg ved, at hvis jeg kan komme videre, så kan du også.

Et skridt af gangen.

 

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]

 

Hvad synes mændene?